Det er ikke længe siden, at det blev os kendt, at den canadiske forfatter Margaret Atwood er næste modtager af Hans Christian Andersen Literature Award.

En pris, hun modtager for sin brug af myter, eventyr og fantastiske og spekulative fortællinger til at belyse samtidspolitiske problemer.

Nærværende novellesamling, som er udkommet hos Lindhardt og Ringhof, er ingen undtagelse.

Dog spekulerer jeg en kende over, hvorfor samlingen er sat sammen, som den er. Mere om det om lidt.

Margaret Atwood er særligt kendt for Tjenerindens fortælling og Alias Grace, godt hjulpet på vej af streamingtjenester, der har sat billeder på kraftfulde fortællinger, der i særegen stil sætter kvinden og miljøet i centrum.

Det er ikke for noget, at Margaret Atwood er blevet kaldt forfatteren med fod i køns- og klimaproblematikker.

Der kan ikke være tvivl om, at Margaret Atwood her i novellesamlingen også mestrer et knivskarpt og rammende sprog.

Det, der rammer mig, er, at al overflødighed er barberet bort. Man bliver, mærkes det som, præsenteret for udelukkende det mest centrale og vægtige for handlingen i den givne fortælling.

Det forlyder, at halvdelen af novellerne tidligere har været præsenteret i magasiner rundtomkring, så en samling er det i sandhed.

Dog kan man også rubricere dem som en lille roman, i al fald et udpluk af dem, idet syv af novellerne drejer sig om ægteparret Nell og Tig.

Når man lander midtvejs i fortællingerne, slipper fornuften gerne sit tag, og man rejser ud i det, der er Margaret Atwoods adelsmærke: den spekulative fiktion, hvor grænser, som vi kender dem, brydes og etableres på ny.

Jeg synes dog stadig, at det er i de længere fortællinger, i de mange romaner, hun er bedst. Så det er i den retning, min anbefaling skal gå.

Novellerne er oversat af Anne Matthiesen.