I midten af nullerne var en ny bog i Millenium-serien omgivet af næsten lige så stor hype som en ny roman med Harry Potter i hovedrollen. Selv om seriens skaber, svenske Stieg Larsson, på tragisk vis døde, lang tid før han fik mulighed for at færdiggøre den planlagte serie på ti bøger, så var dette ikke enden på Millenium. Den tredje roman, Luftkastellet der blev sprængt udkom posthumt og i 2015 blev den oprindelige trilogi fulgt op af første del af hvad skulle vise sig at være en ny trilogi.

Det var nu forfatteren bag den omdiskuterede biografi Jeg er Zlatan Abramovic David Lagerkrantz, der forsøgte at løfte den tunge arv fra Larsson. Da Lagerkrantz afsluttede sin tredje roman, så meldte Modtryk ud i 2019, at Hende, der må dø (stik mod den oprindelige plan om et tibogsværk) ville blive den uigenkaldeligt sidste roman i serien. Noget som vi her i Kapellet selvsagt formidlede videre til vore læsere i anmeldelsen af bogen. Denne information skulle dog her i starten af 2023 vise sig at være lodret forkert, for den 10. februar 2023 kunne boghandlere stille en ny roman med Salander og Blomkvist ud i deres butiksvinduer.

I Havørnens skrig er fortællingen flyttet fra de øvrige bøgers storbysmiljø til det mere landlige – og bundfrosne – Nordsverige. Selv om Kapellet vanen tro ikke har tænkt os at spoile handlingen for de der gerne selv vil lade sig underholde, så kan sløret godt blive løftet bare en anelse. Selv om romanens forside bærer skriften ’En Lisbeth Salander-roman’ så er hendes faste medspiller Mikael Blomkvist også inviteret med til den fiktionelle by Gaskass i Nordbotten. Her bor nemlig Blomkvists datter, der skal giftes med en af byens mest berømte skikkelser. Gennem hvad der skal vise sig at være et blandt flere ret sære tilfældigheder i historien, så kaldes Lisbeth også til samme by, da det viser sig at hendes 13-årige niece, Svala, af forskellige årsager pludselig står uden sin værge.

De læsere, der i forvejen kender romanserien, kan måske undre sig over at Lisbeth Salander på den vis lader sig lokke af moderlige instinkter, som man ikke ellers havde troet var en del af figurens DNA. Dette adresserer bogseriens nye hovedansvarlige Karin Smirnoff (der står bag krimiserien om Jana Kippo - som nærværende anmelder ikke kender til – red.) også eksplicit undervejs, men selvsagt må Lisbeth modvilligt beslutte sig for at forlade Stockholm, for ellers ville der næppe være grundlag for endnu en Millenium-roman.

De der husker tilbage til Larssons første; Mænd, der hader kvinder vil nok huske den som en virkelig velskrevet, plotdreven krimi, hvor det helt klassisk var opklaringsarbejdet der var i centrum. Sideløbende med dette blev serien også kendt for at levere samfundsrevsende observationer, særligt i scenerne med journalist Blomkvists evige jagt på storkapitalens bagmænd eller andre kriminelle, der synes at undergrave eller udnytte den svenske velfærdsstat. Aspektet med at tilføje socialkritik til kriminalhistorien har i Kapellets optik været klart medvirkende til seriens enorme internationale succes. For selv om man ikke bor Hinsidan, så kan man sagtens relatere de sociopolitiske elementer i romanerne til ens eget samfund, samtidig med at man kan lade sig rive med af mordmysteriet eller den actionfyldte thrillerhandling.

I den nye roman serveres også et rent krebskalas af mord, kidnapning og kommentarer til såvel miljøet, Sverigedemokraternes pludselige indflydelse, samt helt dagsaktuelle begivenheder som f.eks. Putin. Så selv om alle delelementerne for en vellykket fortsættelse er til stede, så er vi her på Kapellet ikke udelt begejstrede for den nye roman. Dette skyldes flere aspekter, som vil blive uddybet herunder.

Romanen er hurtigt læst og ganske spændende, men det til trods kan man godt blive lidt frustreret over Smirnoffs skrivestil. Dette handler måske ikke så meget om at Smirnoff ikke copy/paster Stig Larssons eller David Lagerkrantz’ måde at fortælle på, men faste læsere vil nok blive en smule frustrerede over visse ordvalg, eller forskellige scener, som synes at springe mellemled over og efterlade læseren med en følelse af, at der er noget information der mangler. Dertil kommer at oversætter Allan Hilton Andersen på enkelte steder undervejs, muligvis har haft lidt for travlt med at oversætte det svenske for direkte.

Hvad der dog på undertegnede virker endnu mere frustrerende, er de mange tilfældigheder som optræder i romanen. Selvfølgelig skal forfatteren – som allerede nævnt — sørge for at give gode grunde til at Salander og Blomkvist pludselig begge befinder sig i Gaskass, men at bogseriens svar på Lestrade, Hans Faste, også pludselig er i byen for at ’lede’ efterforskningen af de forbrydelser som romanen byder på virker altså lidt for søgt. Selvfølgelig forventer faste læsere, at faste karakterer fra serien optræder igen, men i dette tilfælde forekommer det altså alt for kalkuleret og ganske lidt troværdigt.

Smirnoff leger undervejs også med formen og serverer, som den første forfatter i denne serie, læseren for intratekstuelle godbidder. Normalt knuselsker undertegnede dette, men når unge Svala eksempelvis kommenterer af Lisbeth, efter at have iført sig krigsmaling, nu virkelig minder om Noomi Rapace (en reference til skuespillerinden der havde rollen som Lisbeth i filmserien) så kan dette måske virke som en sjov detalje, men samtidig er det med til netop at pege på fortællingen som rendyrket fiktion. Det er normalt ikke et problem, men idet Millenium-serien er kendt for netop at forsøger at kommentere vores aktuelle virkelighed, så synes disse intertekstuelle greb unødvendigt kunstige. Vi har i Millenium ikke behov for at blive revet ud af fiktionens ’virkelighed’ på denne vis.

I andre anmeldelser af den nye roman er Svala, Lisbeths 13-årige niece, blevet fremhævet som en af bogens bedste indslag. Det er også rigtigt, at hun er interessant. På mange måder er Svala en virkelig fed figur, der udmærker sig ved at være endnu mere Pippi-agtig end Lisbeth selv. Det er forfriskende at Lisbeth på denne måde bliver konfronteret med en yngre klon af sig selv, men samtidig er dette træk heller ikke uproblematisk. Til trods for at det er en god idé at introducere en figur, der kan give Lisbeth kamp til stregen, så er bogens fokus på at få etableret Svala også med til at flytte fokus væk fra hvad der jo ret beset er en ’Lisbeth Salander-roman’.

Når alt dette er sagt, så er Havørnens skrig stadig en roman, der bestemt er værd at læse, hvis man holder af serien. Selv om man måske godt kan have en masse anker om både stil og dele af indholdet, er den bestemt underholdende. Der skal selvsagt gives masser af point for at forsøge at flytte serien i en ny retning, introducere nye miljøer og nye figurer. Som ny forfatter på en så ustyrligt populær serie må det også være skræmmende at skulle overtage stafetten, men ikke desto mindre håber Kapellet på, at Smirnoff i næste roman måske tager sig bedre tid til at lade sin historie udfolde sig og at vi ikke mindst kan få mere tid med både Lisbeth og Blomkvist.