MeToo-bevægelsen har om noget vist, at mænd har ment at have ret til kvinders kroppe. Udover mange andre privilegier, så har mænd også set det som et privilegium, at de kunne råde over kvinders kroppe. Dette gælder både ift. lyst og straf med vold. Denne struktur er grundlaget for hele vort samfund og har været det, siden Gud blev vred på urkvinden Lilith, der oprindeligt dannede par med Adam i Paradiset. Lilith svarede Adam igen, når han beordrede hende at lave mad og at ligge nederst. Hun forlangte ligestilling og forlod Paradis, fordi Adam mente sig hende overlegen. Da hun nægtede at følge Guds bud om, at hun skulle komme tilbage til Adam, så blev hun ramt af Guds vrede: “Din straf for at kræve ligeret med manden er, at du skal hades, forfølges og latterliggøres” (s.4). Gud skabte i stedet en lydig og underdanig kvinde, Eva, til Adam. Denne Eva har manden altid ret til at bestemme over og behandle efter behag.

Denne myte fortælles som åbning i Maren Uthaugs roman 11% og danner baggrund for fremtidsfortællingen om tiden efter den store evolution, hvor kvinderne har rejst sig og udryddet patriarkatet. Der eksisterer ikke længere mænd, men kun en mindre gruppe af hanner, der bliver holdt i sikrede i avls- og forlystelsescentre til de kvinder, der enten ønsker et barn eller bare har lyst til at dyrke sex med en han; de såkaldte penister. De fleste kvinder er dog enten onanister, som mener, at den største nydelse opnår man alene og med sig selv, eller lesbiske, der nyder sex sammen med en partner. En tredje gruppe går til mandedamerne, der befinder sig i slummen. Mandedamerne er kvinder, der har påsyede og velfungerende silikonepenisser.

Samfundet er totalt forandret i forhold til de patriarkalske samfund, som man kender fra verdenshistorien. Testosteron har været årsagen til menneskehedens ulyksaligheder, og det er nu udryddet i det almindelige samfund. Selv på avlscentrene bliver hannerne medicineret, så de kan få rejsning, da naturlig rejsning ikke længere eksisterer, selvom der er noget, der tyder på, at hanner i mere frie omgivelser måske stadig kan få naturlig rejsning. Det tyder forskningsresultater fra Norge på, hvor man eksperimenterer med større arealer og mindre medicinering af hannerne.

Mange hundrede år efter evolutionen er byerne med de kantede huse og veje ved at være eroderet væk, og den vilde natur har invaderet dem. Man forsøger at give den natur tilbage, som mænd tidligere har ødelagt. De rigtige mennesker lever i rundhuse, og deres samfund og samvær er helt uden aggressioner og vold. I slummen, hvor vi også finder ‘gaden’ med mandedamerne, lever dog forskellige eksistenser, som prøver at få et liv til at fungere, selvom deres boliger stadig er fra den gamle firkantede tid.

Vi følger fire mennesker (kvinder), hvis liv bliver filtreret ind i hinanden. Medea lever i et gammelt kloster i slummen. Hun avler slanger, laver gifte og medikamenter af slangegift, spyt, hår, negle osv.; ingredienser man kender fra tegneseriernes hekse. Hun kan også lave helbredende og lykkebringende amuletter og besværgelser, ligesom hun er i åndelig og telepatisk kontakt med visse dyr. Hendes kraft viser sig dog i mange tilfælde at være begrænset. Dog ikke da hun ved en fejl får givet en kvinde gift i stedet for en helbredende kraft, hvilket bliver et vigtigt element i et af romanens handlingstråde. Klosteret er ved at falde sammen om ørerne på beboerne, hvoraf de fleste efterhånden er døde.

Medea forelsker sig i en kvinde, der kommer fra et helt andet miljø. Wigga er ud af en præstefamilie, og hun opsøger Medea for at få en slange, der skal indgå i et kirkeligt ritual for den Store Moder. Kristendommen eksisterer stadig i det nye samfund, men hele mytologien er skrevet om, så den forvanskning, hvor Gud er maskulin, er omskrevet til den oprindelige kristendom med moderen som den afgørende figur.

Wigga bor i samme rundhus som Eva, der har sin helt egen og meget farverige historie. Hun er læge og har specialiseret sig i unghanner. Hun træner dem i avlscentret på Lolland med rigtig gode resultater. Hannerne bliver delt op i kategorier af hensyn til avl og særlige typer af forlystelser, som tiltaler forskellige mennesker.

Endelig er der Stille, der bor i samme kloster som Medea. Stille er på et tidspunkt blevet fundet i slummen af ‘den ældste’ for klosteret, som har taget sig af hende. Stille har fået sit navn, da hun er stum efter en traumatiserende oplevelse.

Alle fire kvinder er, som det altid er hos Uthaug, marginaliserede på forskellige måder. Så selvom patriarkatet ikke længere eksisterer, så er der stadig forskellige hierarkiske systemer, hvor nogle nyder større privilegier end andre. Man kan således også bliver straffet og dømt til ‘tænksomhed’. Så må man ikke tale med nogen, men skal tænke sig om, så man kan indse det rigtige i den herskende moralske orden. Efter en periode, hvor man har angret og indset sine fejl, kommer man så tilbage til sit normale liv.

Uthaugs roman er en bidende satire - dels over den måde, patriarkatet stadig fungerer på, og dels over den måde, man kan tænke sig et matriarkalsk alternativ. Romanen satiriserer over forskellige udgaver af feminisme, der udstilles som både naiv og rethaverisk. For som i sine øvrige romaner får Uthaug rigtig meget ud af at undersøge identitetens og kroppens grænser ved at føre læseren ind i mange scenarier og billeder, hvori indgår blod, sæd og indvolde. Uthaugs romaner er hele tiden grænsesøgende i forhold til det normale og det acceptable.

Der er meget energi og vid i fortællingens forskellige dele, selvom visse passager bliver lidt tunge, når læseren lige skal mindes om, hvordan det nu var, patriarkatet og den maskuline kristendom nu tænkte dette og hint. Karaktererne i romanen bliver lidt tegneserieagtige, selvom der også arbejdes med en vis form for psykologi i karaktererne. Men det er aldrig det psykologiske, der interesserer Uthaug, men derimod fortællingens forskellige scenarier, der ofte får en særlig fysisk og kropslig karakter.

Man er godt underholdt under læsningen, men jeg ved ikke om den får læseren til at tænke dybere over forholdet mellem kønnene - og det kønnede i vores omgangsformer. Men det er i virkeligheden nok heller ikke romanens ærinde.