De fleste kender nok mest Maren Uthaug for de bittersøde og politisk ukorrekte kommentarer til livets gang i en moderne kernefamilie i Ting jeg gjorde, som har kørt i Politiken gennem flere år. Der er knald på den ironiske distance, når hun vender vrangen ud på det perfekte familiebilledet. “Hvad plejer du at bruge på vin”, spørger en ekspedient - “En time til halvanden”, svarer vores tegner.

Og humor er også et element i hendes romaner, hvoraf den tredje netop er udkommet. Hvor de to første romaner forholder sig inden for et realistisk univers til et miljø præget af misbrug og overgreb af forskellige slags, så er den seneste roman langt mere distanceret fra en genkendelig hverdag, selvom dysfunktionelle familier bestemt også spiller en rolle her.

Romanen følger én slægt i syv generationer fra begyndelsen af 1800-tallet frem til i dag. Romanens fortæller er selv 6. led i generationen, og han har visse problemer med det 7. led: sine egne børn. Ligesom i de foregående led, så er der store generationsforskelle på spil. For det er netop denne uoverensstemmelse mellem generationerne og deres syn på verden, gud, død og anstændighed, der er den udløsende faktor for fortællingen.

Fortælleren er som nævnt 6. generation i slægten, og han er som de foregående led bedemand. De første havde ganske vist ikke betegnelsen ‘bedemand’, for den var ikke opstået i begyndelsen af 1800-tallet, hvor man derimod talte om en ‘bydemand’, der gik rundt fra hus til hus for at bekendtgøre en begravelse.

Uden at forholde sig til forholdet mellem årsag og virkning, så er det som den mangeårige omgang med de døde, og den omsorg for dem, som har været bastant tilstede i slægten, så virker det ikke så unaturligt, at fortælleren Nicolas har udviklet et ganske særligt forhold til de døde - eller i hvert fald til nogle af de døde. Han finder som 14-årig ud af, at han tænder voldsomt seksuelt på døde kroppe. Han er med andre ord nekrofil.

“Første gang kold hud fik det til at sitre i mig var i 1986. jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have.”

Det er bestemt ikke noget, han er stolt af. Tværtimod er det lige så skamfuldt for ham, som det vil være for en hvilken som helst anden. Han føler sig pervers og unormal, kan ikke forlige sig med tanken og han gør alt, hvad han kan for at undgå at nære følelsen af tiltrækning. Af samme grund sørger han for ikke at have med døde at gøre, medmindre de er i et stadie af opløsning, der ikke virker inciterende.

Udgangspunktet for slægten er den første Christian Christiansen, der lander på en øde ø, hvor man slår babyer ihjel for at holde bestanden af mennesker på et fast og stabilt niveau. Som en god kristen føler Christian med babyerne, og han overtager tjansen med at begrave og begræde de døde. Han får derved en særlig status, som hans søn så overtager, selvom han må forlade øen som ganske ung. Han vender efter en lille omvej tilbage til Danmark og grundlægger det, der i løbet af de næste 200 år bliver en stor og velkonsolideret bedemandsforretning.

Denne forretning konsolideres yderligere, da de forskellige bedemænd, der alle på nær fortælleren hedder Christian, har en særlig evne til at tilbyde de rigtige produkter til den måde, de forskellige tider ønsker, at man skal behandle de døde. Så sammen med beskrivelser af slægten kortlægges opfattelsen af døden, og hvordan man tager afstand med de døde. På denne måde bliver romanen også en slags begravelsens kulturhistorie.

I begyndelsen er der masser af lir og ritualer, der skal forhindre de døde i at gå igen, men efterhånder bliver metoderne mere videnskabelige og minimalistiske. Altid i tråd med det, der sælger, ligesom bedemændene forstår at udnytte de forskellige epidemier, der giver masser af business.

Fortælleren har fået hele slægtshistorien fortalt af sin morfar, der måler alting med sin ekstra fine lineal af glas, han har fået fra Tyskland. Ligesom de øvrige i slægten bliver han beskrevet som ganske særlig - og i en eller forstand som en, der afviger fra den gængse standard, omend det er på en anden mere anerkendelsesværdig måde end Nocolas’ seksuelle interesse for døde kvindekroppe, eller den forfader der ser og taler med de døde, der stadig går rundt i Københavns gader. Denne historie udvikler sig på en særlig grotesk måde, der på en måde foregriber Nicolas problemer, men dog på et mere sjæleligt niveau - og jeg skal ikke her afsløre mere.

Romanen veksler mellem nutidsplanet, hvor Nicolas har sit hyr med sin tilværelse mellem en usympatisk mor og nogle børn, der bestemt kræver mere end en almindelig opdragelse, og så slægtshistorien. Hvilket på sin vis fungerer udmærket, og man bliver faktisk interesseret i Nicolas. Hans nekrofili bliver fint beskrevet på en måde, hvor man får sympati med ham.

Romanen skæmmes dog noget af, at man tydelig mærke den research, der også ligger i romanen. Hele den kulturhistoriske ballast, som listes ind gennem Nicolas. “Det tog ikke mere end en generation, fra man inviterede hele skoleklasser ind for at kysse liget, til børnene blev skånet for bare at se en død. // Der var endnu en trend, som det viste sig, at Christian 4 var særlig dygtig til: at fotografere de døde. Fotografiet var så nyt, at mange børn og ældre ikke nåede at blive foreviget, mens de stadig trak vejret….” (s.202)

En lykkelig slutning er en udmærket, underholdende roman, men den besidder slet ikke de samme kvaliteter, som debutromanen, der virkede stærkt med sine tætte beskrivelser af et liv med store problemer i de nærmeste relationer. Slægtshistorien bliver hér meget skitseagtige og skabelonagtige. Det kan letheden i fortællingen og den evigt tilstedeværende groteske humor ikke kompensere for efter denne anmelders opfattelse. Men underholdt, det var han, da man bliver trukket ind af nutidsfortællingens drive, der er meget konsekvent udført.