”Læser, Du skal døe.” Sådan starter Dagen før Døden en obskur, esoterisk og fabulerende bog af Louis Fuguier udgivet af L. A. Jørgensens forlag i 1872. En stærk, men ildevarslende indledning, der serverer en mellemting mellem astrofysik og det pure opspind for sin læser.

Grunden til at nærværende skribent hiver denne bizarre bog ned fra hylden og citerer fra den, er til gengæld ikke helt tilfældigt, for Jacob Lillemoses Architecture Zero placerer sig lidt på samme måde som Figuiers bog mellem observationer der er bundet op i vores empiriske virkelighed, samt de videnskabeligt dokumenterede udfordringer, som vores klode står overfor på den ene side og spændingsromanens fiktive greb på den anden.

Architcture Zero er noget så usædvanligt som en roman, skrevet på engelsk men udgivet fra et dansk forlag. Derfor var den første overraskelse selve sproget. Romanen er skrevet i første person og til og med så er hovedpersonens navn identisk med forfatterens. Det er derfor svært ikke at komme i tanke om andre forfattere der har gjort det samme; være det sig samtidige forfattere som Brett Easton Ellis (læs Lunar Park) eller Paul Auster (f.eks. i The New York Trilogy), eller for den sags skyld indledningen til alle romaners fader Don Quixote af Cervantes, der indledes med forfatteren, der på sit kammer kæmper med at få skrevet netop indledningen til den bog man sidder med. Dette næsten 400 år før ordet ’metafiktion’ opstod.

Der er til gengæld stor forskel på det indholdsmæssige hos disse forfattere, for Lillemose har skabt en fascinerende roman, hvis fokus ikke fortrinsvist er knyttet til plottet eller forskellige fremdriftselementer, men snarere udvikler sig som en blanding mellem en mere traditionel thriller og en slags sokratisk samtale om hvordan menneskeheden mest optimalt kan udnytte det som vi ved om arkitektur, til at beskytte os mod fremtidige katastrofer.

I Architecture Zero introduceres læseren først til Jacob Lillemose, kurator på X and Beyond et udstillingsrum dedikeret til, som det hedder ”how catastrophes transform people and societies, and how these transformations are reflected in works of fiction.” (p.11). Denne ide, altså med at se nærmere på de transformative egenskaber i katastrofen og hvordan disse også kan opleves i populærkulturen, kommer i særdeleshed til udtryk i romanen, for den kan ses som en fiktiv forlængelse af hvad X and Beyond syntes at ville italesætte. Det bør dog nævnes at undertegnede aldrig selv nåede at opleve udstillingen – hvis den da ikke også var en fiktion.

I romanen inviteres læseren med på Hr. Lillemoses mærkværdige tur til et meget hemmelighedsfuldt forskningscenter i Montana. Det virker indledningsvist næsten som et rent tilfælde, at han ved en konference i Chicago opsøges af en af medarbejderne fra dette forskningscenter. Det skal dog vise sig, idet handlingen skrider frem, at det som centret blandt andet beskæftiger sig med er ideer, der minder ret meget om dem som X and Beyond også kredsede om.

Hovedpersonen er først ret skeptisk, for han kan ganske enkelt ikke finde nogen kilder på hverken Institute for Built Environments eller dets øverste leder Walon Bartok. Ingen fotos. Ingen artikler. Ingenting. Alligevel vælger Jacob, drevet af ren nysgerrighed at acceptere invitationen.

Han rejser til centret og får hver dag i løbet af en lille uge mulighed for at komme lidt tættere på både den verdensfjerne institutleder og ikke mindst de ting instituttet beskæftiger sig med. Som en scene hevet ud af Citizen Kane får Lillemose hver dag adgang til udpluk af instituttets hemmelige arkiver. Han låses inde i et underjordisk rum med disse materialer og har selvsagt måttet aflevere sin telefon og højt og helligt lovet, at han på ingen måde hverken kopierer eller affotografer det han ser. Disse sessioner bliver altid fulgt op af samtaler med institutlederen om netop hvad menneskeheden kan gøre for at afværge, eller gøre sig klar til de værste potentielle og reelle katastrofer, som lurer derude.

Tro dog ikke at romanen er alt for indspist akademisk. Selv om den beskriver en masse tænkte scenarier, arkitektoniske overvejelser og undervejs benytter en række intertekstuelle elementer fra populærkulturen, især filmens verden (læs: bl.a. The Walking Dead, The Purge , m.fl.) så er det også en roman, der ganske enkelt er spændende skrevet. Spændingsniveauet afhænger selvsagt om hvorvidt emnet om ’katastrofearkitektur’ er et der fænger dig som læser eller ej, men der findes også elementer i romanen, der blot er fascinerende.

Idet man er låst fast i Lillemoses personlige perspektiv er der også mange ting som aldrig afsløres, men som overlades til læseren at spekulere over. Hvordan kan det eksempelvis være at vores hovedperson får smag for sukker i sin kaffe? Er de voldsomme hovedpiner han pludselig får undervejs naturlige, eller skyldes de monstro de oplevelser han har? Hvad gemmer sig ellers i det enorme, underjordiske forskningskompleks? Spørgsmålene er mange, svarene få, men ikke desto mindre er denne faktion yderst interessant at pløje sig igennem. Ikke alene på grund af den sære blanding mellem virkelighed og fiktion, dens fascination af katastrofale, globale begivenheder, men også de spændende betragtninger om hvordan den måde vi indretter os på, måske – måske ikke, på sigt kan sikre menneskehedens fortsatte overlevelse.