Romanen tager udgangspunkt i Indien, hvor Siddhartha Gautama – her benævnt Gotama – er i centrum.

Navnet betyder sådan set på sanskrit ’den, der har fundet meningen’, og det er meningsfuldt at udgive denne roman, som er skrevet af den tyske nobelpristager Hermann Hesse, i dag, hvor så mange individer famler og søger efter en dybere klangbund for tilværelsen.


At sproget så tilmed er smukt og flydende – det er en lise for sjælen.

Siddhartha, som vi følger her, forlader sit hjem, idet han mærker et behov for at nærme sig et liv i askese. Han vil oplyses og fyldes med indhold, og han tager af sted sammen med vennen Govinda. Deres veje skilles, og Siddhartha afspores, kan man sige, idet den materialistisk-funderede verden viser sig for ham og lokker. Kærligheden til kvinder og guld kalder, og først sent i livet når han frem til erkendelsen, at det ikke – surprise – skaber indre fred og lykke at have alle disse mærkater og udtryk for livet, som andre kan se. Der er noget indre, der rumsterer.

Så han kaster sig hovedkulds ud i en afsøgning.

Det kan lyde ganske spirituelt og lærebogsagtigt, og det er det ikke. Hermann Hesse formåede at skrive autentisk og med blik for den person, han skildrer, og man kan ikke undgå at se Hesse i hovedpersonen, idet det er tydeligt, at han selv brugte denne roman som en slags renselse fra en ’samfundssygdom’, han var blevet ramt af.

Hermann Hesses roman her hæver sig fra en anden roman, der kan stå som sammenligningspunkt, nemlig Alkymisten af Paulo Coelho, som sprogligt ikke når Hesses højde. Romanen her har relevans i dag.

Jeg er klar over, at den ikke er for alle, men den er for den tålmodige læser, som har lyst til langsomt og tænkende ønsker at følge Siddharthas vej gennem livet frem til ro og indre fred. Den søger vi vel alle igennem livet?