Kaj er en gammel hanelefant, journalist på en lokalsprøjte et sted ved den jyske vestkyst, og han er hovedperson i Lise Kristensens debutroman, Corona-Kaj og Hybenheksen. En rigtig ronkedor, der spiser forkert, drikker lidt for meget og mener, at kvinder kun er til besvær. Men han fylder spalterne, driver lokale nyheder op efter en opskrift, der stadig virker.

Kajs slags er der ikke mange tilbage af i dansk dagspresse, som det hed førhen. I dag kalder vi det for ‘medielandskabet’. Det vil være at generalisere at sige, at hans jobs er overtaget af unge kvinder i stil med den journalistpraktikant, som han en dag får ansat på sin lille - indtil da - enmandsbetjente lokalredaktion. Sikkert er det dog, at der i faget i dag er flere unge kvinder, der spiser sundt, er både dygtige og flittige og taler pænt, end der er typer som Kaj.

Lise Kristensen har egentlig fat i noget godt stof, men hendes roman stritter i for mange retninger. Der bygges flere gange fortællinger op, men de ender med at løbe ud i sandet, så man som læser står tilbage med en flad fornemmelse. Har der været en redaktør til stede på forlaget Mellemgaard?

Lillian, kaldet “Hybenheksen”, kæmper i vestkystens sommerland en kamp for hybenbuske og naturen. Der er optræk til noget i grundejerforeningen, men det kommer aldrig rigtig til det store knald.

Så er der også en formand for handelsstandsforeningen, der har fået en ordentlig bid af hjælpepakkerne i coronatiden . Hans firma for længst er lukket ned, men findes åbenbart findes i det centrale virksomhedsregister. Altså: Regulær fusk i Lidenlund. Den unge journalistpraktikant graver historien op og følger den til dørs, men får derefter sådan en sviner af handelsstandsformanden - men igen sker der ikke rigtig mere.

Sproglig dovenskab
Bogen er præget af et til tider lidt fantasiløst sprog rig på floskler og klichéer (“dagens mand i skysovs” og den slags). Det giver måske mening, når vi får serveret Kajs tanker og og udsagn. Sådan taler han sikkert, men det bliver alle andre steder for stift.

Til gengæld har Lise Kristensen nogle ganske fine og underholdende observationer fra organisationen i det store mediehus: “Chefer er nogle skvat nu om stunder” Journalistik inviterer chefredaktøren lige indtil, han skal til golfturnering i Sverige. Det er ikke bare noget, forfatteren sutter ud af sin tommelfinger. Kender du ikke selv den chef, der kræver ofte temmelig meget af dig, men selv hopper over hvor gærdet er lavest? Eller redaktøren, der skriver ledere og kræver handling på klima- og miljøområdet, men selv ligger og kører rundt i en stor potensforlænger?

Romanen indeholder mange udmærkede iagttagelser fra branchen. Forfatteren beskriver uden nogen særlig sympati eller antipatien mandetype, der endnu findes enkelte af inden for journalistikken. Den vil helt sikkert kunne interessere læsere, der har en baggrund i mediebranchen uden for København.

Desværre er romanen noget rodet og uden linje. Den er statisk og ender ingen steder.

Bogens omslag rammer ikke romanens to hovedpersoner specielt godt. Både “Corona-Kaj” og “Hybenheksen” er på tegningen slanke og velklædte. Det er ikke det indtryk, teksten formidler.