Prosasamlingen Lykkejægere er Kristina Nya Glaffeys debut. Glaffey er et forfatterskoleprodukt og medredaktør af det litterære tidsskrift Banana Split.

Samlingens omdrejningspunkt er danskere, de kendte og de stereotype. Således portrætteres, selvom portrætterne ligger langt fra portrættet i gængs forstand, eksempelvis Anja Andersen og Søren Ryge Petersen. Det er morsom læsning, det er underspillet humor, tilnærmelsesvis satire, da portrætterne nok rummer anstrøg heraf, men de er så at sige skrevet ud gennem gennemsnitsdanskerens mund, ikke helt i lighed med Gittes monologer (1984), idet Per Højholts person Gitte jo har sin tavse sparringspartner, Susanne. Men det er med den samme danske forundring og menigmands forsøg på at konkretisere disse kendissers særlige egenskaber, der netop har gjort dem til kendisser og folkekære støtter.

Tag nu det første af de to portrætter, jeg nævnte ovenfor. Anja Andersen. Her skal det slåes fast, at undertegnedes holdning til både Anja Andersen, den pågældende sportsgren og de mennesker der åndeløst ser udøvelserne på tv, er uvedkommende. I og for sig tegner den første tekst, som ganske enkelt hedder ”Anja Andersen”, et slående og præcist portræt af en af Danmarks største sportsudøvere. Jeg vil gerne citere et stykke fra teksten, hvor jeg mener Glaffey får ramt ’den danske forundringstone’ særligt godt: ”Det er hendes natur. Det er kærligheden til spillet. Hjerteblod. Hvis hun kikser et straffe, en målchance, hvis hun afl everer upræcist, hvis det ikke lykkes at fi nde folkene på stregen. Det går bare ikke ubemærket hen. Hun vil ikke lade det passere, vil ikke give slip. Det vrider sig i hende, det ærgrer hende noget så grusomt, noget såfandens grusomt. Hvordan kunne hun brænde den, hvordan er det muligt.” Portrættet her som de øvrige portrætter i Lykkejægere er vel nok portrætter af kendte (og ukendte) danskere, men underneden er de i langt højere grad portrætter af danskerne selv, de betragtende, ejerne af den førnævnte danske forundring og beundring.

Den anden tekst, jeg ønsker at fremhæve handler om Søren Ryge Petersen. Teksten rummer mere beundring end forundring. Den er vel nok den morsomste af teksterne, hvis jeg lader det subjektive skinne igennem for en kort bemærkning. Teksten er stilmæssigt et sammensurium af resuméet og live-reportagen. Et citat tjener vel som bedste eksempel herpå: ”Vi bevæger os ned mod køkkenhaven, kartoffelrækkerne. Det er inden sankthans, og de har allerede spist de første nyopgravede. Han graver en plante op for at vise, ryster jorden af den. Det er frugten af arbejdet, af gødning og vanding, udbyttet, efter at han i foråret har holdt ukrudtet nede med hakkejernet. Han samler en håndfuld, og kameraet zoomer ind: dueæg, de er på størrelse med dueæg, en delikatesse, forsommerens gave.” Man kan næsten høre Søren Ryge selv fremsige ordene med sin let floromvundne havetale. Det er meget fl ot ramt af Kristina Nya Glaffey. Og ganske morsomt. Fordi det er så réelt, så betragtende, så underspillet satirisk – uden at gøre nar af Søren Ryge, det er vigtigt at få med! Det er konceptet ’Søren Ryge’ i godhedens og mordets lummerhave, der grines ad.

Lykkejægeres anden halvdel er en lang historie ved navn ”Brasilien” og handler om Jørgen, der har en mellemlederstilling hos Aalborg Industries og en kæreste i Brasilien, Luciana. Kort fortalt så kredser historien om Jørgens liv i Brasilien, hvordan denne stødte på Luciana, og hvordan kultursammenstødet mellem det brasilianske og det danske synliggøres gennem familiære relationer og en småborgerlig, dansk attitude over for omverden manifesteret i den Skandinaviske Forening i Brasilien. Historien er et indblik i en helt almindelig danskers liv, Jørgens, der står plantet med et ben i hvert kontinent med de problematikker og fristelser dette medfører.

Det er underholdende læsning, men det er bogens første del, der gør Lykkejægere til noget ganske særligt og gør den læsbar over flere omgange.