Hvornår er det egentlig umagen værd at gå om bord i en krimi? Eller for den sags skyld i en hvilken som helst slags roman? Når den nu ikke kan klares i ”one sitting” som Poe fremholdt som idealet, men er en moppedreng på godt 400 sider. Fra Island ovenikøbet.

En tommelfingerregel kunne være, at man som læser efter 40 sider bør kunne føle sig rimeligt velinformeret, hægtet op på en tilpas kompleks sag, tirret af en saftig dialog, af spændende persontyper, og indsvøbt i en tæt atmosfære af sorgfuld fatalitet og stædig vilje til klarhed.

Vi kender ikke meget til de islandske krimier, men de findes, for også Island er blevet helt moderne, fuldt integreret i globaliseringens tvetydige tryllekreds. Blodbjerget (2005) er den godt fyrreårige Ævar Örn Jósepssons første krimi på dansk, ærefuldt nomineret til den nordiske Glasnøgle-pris tidligere i år.

Det gigantiske vandkraftværk på Kárahnjúkar i nordøst har været ophav til mange politiske kontroverser. Det voldsomme dæmningsarbejde flyttede grundigt rundt på landskabet og dets dyreliv, de multinationale firmaers mere end 1500 mands arbejdsstyrke knoklede under umenneskelige vilkår og kedede sig så bravt imellem stunder, at både narko og trafficking-prostitution blomstrede. Nok at protestere over, fx for militante øko-aktivister.

Der er således storartet basis for en solid krimi. Når nu en bjergkam styrter sammen og dræber seks personer, plus invaliderer en portugisisk gæstearbejder. Var det nu naturens egen protest mod den industrielle indgriben eller var det en terroreksplosion?

Rejseholdet fra Reykjavik ankommer, i uklar konkurrence med den mildt sagt aktivistiske terror-specialenhed, og der er nok at tage fat på, for de dræbte/omkomne er en krydret flok af eksperter og sikkerhedsansvarlige, som både den ene og anden kunne have grund til at se døde.

Blodbjerget er ikke en strikt ’police procedural’, men en bredspektret gådeudredning, hvor hver ny delopklaring fører durk ind i det næste mysterium. Den fire mand store detektivgruppe er nok centralt placeret, men romanen følger mange andres bevidstheder og problemer.

Alt det er som antydet fint nok, og Jósepsson skriver rapt og sikkert, med humor og selvironi. Og alligevel synes man at det storartede politisk-sociologiske grundstof ikke bliver kraftigt nok gennemarbejdet, og at for meget i den snedige plotlinje fortaber sig i gængs ’whodunit’-nysgerrighed. Nå, var det heller ikke ham, hvem mon så osv? Politigruppen er heller ikke vanvittig strømførende, dens fire typer er nok så typiske, uden den euforiske samvirken som kunne være modbilledet til det ondes rænkespil. Og hele affæren ender da også nok så desillusionerende. Men den pointe har ikke ’faldhøjde’ nok, ikke dækning i en eksistentiel involverethed.

Man får bestemt noget at vide om det moderne Island, det er udmærket, men om man – som det er blevet populært at sige – bliver rasende meget klogere i og af sin krimilæsning, det er nok tvivlsomt.

”Welcome to Alcatraz”, sådan sagde en portugisisk gæstearbejder på Kárahnjúkar selvironisk til tv, og stemningen af desperat indelukkethed i den vildt fremmede, voldsomme natur er nok det mest holdbare i Blodbjerget. Det er også en god del, men prisen taget i betragtning (199 kr) kan de fleste nok vente på biblioteksudgaven. Eller finde en anden nordisk krimi. Der er mange at tage af. Jo Nesbø i Norge, Arne Dahl i Sverige…

PS. Oversættelsen virker okay, men korrekturlæsningen lader et par forvirrende navneombytninger slippe igennem nettet.