Yoko Tawada er et særsyn, en særlig forfatter. Hun er af japansk oprindelse, men skriver mange gange sine eksperimenterende og særegne værker på tysk. Hun synes – har jeg opstøvet i et interview med hende – vældig godt om det tyske sprog, så stringent og regelret.

Det er interessant, for det er ikke just det man kan sige om hendes værker: De er alt andet end stringent opbygget, logisk fremadskridende og velafrundede enheder – tværtimod!

Vi kender hende ad flere omgang her i Danmark – for mit eget vedkommende mest af alt med Udsendingen, som kom i år hos Forlaget Grif. En aparte og tilsyneladende urealistisk roman om en katastrofe, der får følger for befolkningen i Japan – ikke helt så virkelighedsfjern, om end ganske dystopisk.

Eller vi kender hende fra en anden af de mange fine novellaer, som Forlaget Korridor langer ud over disken og ned i hænderne på os læsere for tiden – særligt iøjnefaldende for mit vedkommende er her novellaen Brudgommen var en hund.

Her handler det ikke meget om en fortælling som en abrupt samling af tekster, tanker, der alle er skrevet over flere år. De har essayets prøvende, refleksionsrige karakteristik, men undervejs – vil jeg dog sige – twistes de til et pludseligt forandrende og overraskende værk. Så typisk Yoko Tawada.

Det er tekster, som tager på ture, rent geografisk, det er eventyrlige fortællinger, drømmende, dystre, decideret mærkelige. De står hver for sig og sitrer, og jeg synes at se, at de hænger sammen, hvis man forsøger at se dem som havende selve rejsen som tema.

Der er fakta på spil, krydret med fiktion, og så er der poesi i kontra til prosa. Det er fragmenteret og sanseligt rammende, det er spændende, og der er friktion. Jeg ved netop ikke helt, hvad jeg skal mene.

Jeg har for ganske kort tid siden skrevet, at Yoko Tawadas fortællinger udmærker sig ved at have det abrupte og ikke-stringente som ramme, og her påpeger jeg så, at jeg ikke synes, at disse tekster hænger så godt sammen! Hvordan kan det i det hele taget hænge sammen?

Måske skal man blot som læser læne sig tilbage og nyde læsningen her, springe med fra et og andet og frem og tilbage og mærke, hvordan man i de bedste situationer bliver underholdt.

Bedst af alle fortællinger kunne jeg lide den om en munk, der dykker ned i sin egen refleksion. Det bliver ganske fremmedartet!

Tak for denne 15’ende del af Novella-serien, som Forlaget Korridor så fint står bag!