Postapokalyptiske fortællinger er meget oppe i tiden. Det er der sikkert flere gode grunde til. For i trit med, at menneskeheden er ved at ved at overophede planeten, drukne den i plastik og udrydde den ene dyreart efter den anden, er det fornuftigt nok at skabe fiktioner, der præsenterer modtagerne for frygtindgydende fremtidsscenarier. På den måde kan vi udforske de værste ”hvad-nu-hvis”-scenarier i fiktiv form, før dette måske bliver til hverdag.

Trenden har været synlig i populærkulturen siden 60’erne, men har i de senere år – med tv-serier som Walking Dead, film som Doomsday, for slet ikke at tale om et hav af tegneserier og videospil (fx Fallout eller Horizon ) – fået fornyet kraft. Det er derfor kun de færreste, der i dag ikke ved, hvad betegnelsen ”postapokalyptisk” dækker over.

Denne slags fortællinger er ofte tiltænkt et voksent publikum. Det er mest fordi postapokalyptiske verdener er steder, hvor civilisationen er brudt sammen og degenereret til en slags Darwinistisk grundtilstand. Her hærger anarki , og de stærke kuer konsekvent de svage – hvis de da ikke ligefrem æder dem, hvis maden er knap. På det seneste er der dog også begyndt at dukke fortællinger op, der er henvendt til et noget yngre publikum. Fortællinger som måske hverken er lige så blodige eller dystopiske som de historier, der er henvendt til os voksne, men derfor kan de jo godt være underholdende.

Har du poder, der er mentalt klar til en gang spændende zombieaction, er der netop udkommet en bog, der med garanti vil tiltale dem. The Last Kids on Earth er en serie af bøger skrevet af den amerikanske forfatter Max Brallier, og den er gennemillustreret af Douglas Holgate. Indtil videre er der lavet fire bøger i serien på engelsk, men den første, der udkom på originalsproget i 2015, er nu også til at få på dansk. Den har fået undertitlen Monsterinvasionen.

I den første bog følger læseren Jack Sullivan, der i bogens start lever helt alene i den amerikanske by Wakefield efter ”katastrofen” er indtruffet. Selve katastrofen hører man ikke meget om, men sagen er den, at Wakefield pludselig er fyldt med zombier og en række monstre, der er både større og langt mere frygtindgydende end de vandrende døde. Jack har valgt at betragte hans nye, desperate situation lidt lige som et computerspil, bare med den væsentlige forskel, at han ikke har noget ekstraliv. Allerede i det første kapitel kastes læseren ud i en drabelig kamp mellem Jack og det enorme monster Blarg, som Jack har navngivet efter den lyd, det laver, når den råber.

Jack har brugt sin alenetid på at udforme en længere liste med missioner, han gerne vil gennemføre, og egentlig har han det ganske fint i det træhus, som han opholder sig i. En træhytte, som han har optimeret, så det kan klare horderne af udøde og flere andre typer af monstre. Jack savner dog nogen at dele tilværelsen med. Heldigvis beslutter han, i løbet af et par kapitler, at tage ud for at lede efter andre. Der må da være andre overlevende i byen end ham selv, tænker han, men spørgsmålet er, hvor de er, og om han kan finde frem til dem uden, at Blarg æder ham?

The Last Kids on Earth: Monsterinvasionen er meget hurtigt læst, hvad enten man er 10, 49 eller tussegammel. Der er masser af action, og så er sproget både morsomt og letlæst. Desuden er bogen fyldt med en masse referencer til populærkultur, blandt andet Indiana Jones eller film som The Predator , hvilket er fedt for de læsere, der er vokset op med firserfilm. Til gengæld fanges disse intertekstuelle greb ikke nødvendigvis af de helt unge læsere (selv om anmelder var pavestolt over, at unge Carl kom og viste sin far dem i trit med, at de dukkede op i bogen).

Lidt mystisk er det også, at der gennem hele bogens førstepersonsfortælling dukker masser af navne op på populære produkter, f.eks. Oreo™-kiks eller forskellige tøjmærker. Det gør i denne anmelders optik ikke så meget med denne form for product placement, men det virker blot lidt sært, idet sådanne brands sjældent dukker op i andre, lignende børnebøger.

Bogen henvender sig nok primært til drenge, men som forsiden også afslører, så dukker der i løbet af handlingen også en pige op blandt gutterne. Budskabet er selvsagt, at man sjældent, uanset hvor meget selvtillid man i øvrigt besidder, har nok i sig selv, og at alle har brug for venner, hvad enten man lever i en postapokalyptisk zombieinficeret verden eller i en forstad til Aalborg.

Som faste læsere vil vide, er anmelder vild med alt, der har med zombier og monstre at gøre, og derfor var det også en fornøjelse at læse The Last Kids on Earth: Monsterinvasionen. Den er på ingen måde nær så voldsom eller splattet som eksempelvis Dennis Jürgensens ungdomsbogsklassiker Kadavermarch, men den var også henvendt til noget større børn, end Last Kids on Earth er. Monsterinvasionen er heller ikke nær så uhyggelig som Jürgensens roman, men det er heller ikke hensigten. Til gengæld er der ikke et kedeligt øjeblik, og bogen byder på masser af fine detaljer. Flere gange undervejs er der scener, der ligner lignende fortællinger for voksne, som skildrer vores hovedpersoner i utroligt pressede situationer, som man tænker, at de da umuligt kan undslippe. Så kom endelig i gang med serien, inden næste bind dukker op, og inden tv-serien baseret på bøgerne forventeligt dukker op på Netflix i løbet af 2019.