Her i Kapellet har vi tidligere været både på filmisk og litterært besøg hos familien Heffley. Det er som bekendt Greg, det næstyngste barn i flokken, der via sin dagbog (eller den bog, som han hårdnakket påstår ikke er en dagbog) giver os allesammen et enestående, ofte ret kritisk indblik i sin families liv. Det er fast arbejde for Greg, for resten af Heffley’erne er ofte både irriterende og får nogle ideer, der ikke just er geniale. Hvis det ikke er dem selv, der skaber kaos, så er det omgivelserne, der i den grad modarbejder dem.

I den seneste bog om familien besluttes det at tage af sted på solferie som et alternativ til juleaften. Først er det ikke noget som Greg og resten af børnene synes særligt godt om, men da forældrene fortæller om alle de spændende ting, de kan opleve, ændrer de hurtigt deres mening.

Hvis man kender bøgerne i Whimpy Kid-serien, så har man nok gættet, at alt, hvad der kan gå galt i forbindelse med en ferie, selvfølgelig går galt for denne familie. Deres problemer starter allerede i lufthavnen, hvor deres fly er overbooket, og da dette problem løses så er familiens kufferter selvfølgelig blevet sendt et helt andet sted hen, så de ankommer til deres eksotiske destination uden det, de har pakket til turen. Bedre bliver det jo ikke, da faderen i familien nægter at ville købe ting på resortet under påskud af, at det er alt for dyrt.

Mere skal naturligvis ikke afsløres her, for en af de mange glæder ved at læse Whimpy Kid-bøgerne, er, at man sammen med Greg bliver kastet ud i den ene mere irriterende, frustrerende og angstprovokerende situation efter den anden. Lige som man ikke tror, det bliver værre, så bliver der værre. Det er jo præcis denne indfrielse af ens forventninger, der gør, at bøgerene er blevet så populære hos især de yngre læsere.

Som tidligere er handlingen gennemillustreret af forfatterens karakteristiske stregtegninger, der tilføjer noget barnligt naivt til det hele, men samtidig fungerer som en glimrende partner til teksten. Ofte harmonerer disse tegninger fint med ordene, men der er også tilfælde, hvor man kommer til at se på tegningen, før man har læst teksten og oplevelsen forringes af samme grund.

En af ankerne mod den bog i serien, der kom umiddelbart før denne, var, at selv om forfatteren kastede sin hovedperson ud i en ene irriterende situation efter den anden, så var det måske særligt pinagtigt, hvis man var amerikaner, idet deres grænser for, hvad der er definerer ”pinligt”, er væsentligt lavere end hos mange af os danskere. Det er til gengæld ikke et problem i den nye bog, for her skildres en række situationer som langt de fleste, der har været afsted på charterferie, sikkert vil kunne nikke genkendende til – måske bare ikke i lige så en ekstrem grad, som de ting familien Heffley oplever.

Whimpy Kid: Rejsefeber er derfor en oplagt bog at få fat i, før sommerferien brager løs. Selv om de ferier, som Kapellets læsere skal på, forhåbentlig aldrig bliver lige så katastrofalt ringe som den, Greg og hans familie oplever i bogen, så er det også rart at være forberedt på det værste. For selv hvis ens ferie ikke helt ender som planlagt, kan man trøste sig med, at det i al fald går endnu værre for Gregs fiktive familie.

Whimpy Kid: Rejsefeber er som de andre bøger i serien: hurtigt læst også for yngre medlemmer i familien. Selv om Kapellet ikke har brugt denne som højtlæsningsbog, så er vurderingen, at den sagtens ville kunne fungere som en sådan, især hvis man sætter sig, så tilhørerne også kan se tegningerne. Selv om man måske kunne tro, at der da ikke kunne være flere pinlige, frustrerende og akavede situationer tilbage efter tolv bøger, så virker det som om, at Jeff Kinney ikke er ved at løbe tør for ideer lige foreløbigt.