De to danske forfattere Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker er begge kendt for at skrive indenfor de mere fantastiske genrer. Derfor virker det også nærliggende at sætte netop disse to til at gendigte en håndfuld af brødrene Grimms mest hårrejsende eventyr. De har selv stået for at udvælge hvilke eventyr de havde lyst til at omskrive og for at gøre udgivelsen endnu mere laber, er det selveste John Kenn Mortensen, der har lavet de få, men meget effektive illustrationer til bogen.

Langt de fleste af os er vokset op med Grimms eventyr, eller i det mindste har vi i løbet af livet stiftet bekendtskab med dem. Til trods for det, er det nok de færreste der ved, hvad disse eventyrs funktion oprindeligt var. Brødrene Grimm var jo ”blot” samlere af historier, der drog rundt i det stortyske rige for at nedfælde versioner af de folkeeventyr, som ganske almindelige mennesker fortalte hinanden, når mørket faldt på. Som det også nævnes i GRIMM, så var brødrene også med til at ændre ordlyden eller handlingen i disse fortællinger, så de bedre kunne passe ind i de nationalromantiske forestillinger der var en del af brødrenes samtid. Nogle vil kalde det censur, og andre mener ligefrem, at nogle af eventyrerne på den måde mistede noget af deres oprindelige magi.

Mange af disse fortællinger er bestemt ikke tænkt som historier for børn, men derimod er disse moralske fortællinger henvendt som adspredelse for et langt mere voksent publikum eller som fortællinger, der ligefrem havde til hensigt at skræmme børn. Tænk blot på historien om Rødhætte (der i øvrigt afslutter Bødker og Andersens samling) som på overfladen er et uskyldigt eventyr, men som – idet man kradser lidt i teksten – bliver en fortælling, der lærer børn om faren ved at snakke med fremmede og ikke gøre som ens mor har sagt, for slet ikke at tale om de mange seksuelle undertoner med en stor styg ”ulv” der ”spiser” først en bedstemor, sidenhen en uskyldig pige. Se, nu er det knap så harmløst længere, er det?

Andersen og Bødkers samling af fortællinger har (heldigvis) undladt at skrive sig ind i en Freudiansk tradition, hvor eventyrerne bliver alt for metaforiske men har i stedet valgt at skrue op for de blodige, gotiske, dystre og voldsomme aspekter ved eventyrene. Det passer ikke kun virkeligt godt til bogens tiltænkte målgruppe (større børn), men tilføjer også noget saft og kraft til de i forvejen fantastiske fortællinger.

Fedt er det også, at forfatterne ikke har valgt at gendigte de mest åbenlyse Grimm-fortællinger. Selv om førnævnte Rødhætte, Hans og Grete og Rapunzel nok er historier, de fleste kender, er der sikkert ikke mange, der kan huske eventyr som Fitchers Fugl, Den syngende knogle, Pigen uden hænder eller Dødens gudsøn. Ud over at være virkelig velskrevne gendigtninger af originalerne, så er en af sideeffekterne ved at læse GRIMM også, at man får lyst til at genlæse flere af de originale eventyr, selv om de måske føles lidt sprogligt fattige ovenpå at have læst Andersen og Bødkers versioneringer.

Ud over at være godt skrevet, så bliver Kapellet også nødt til at gøre opmærksom på at GRIMM er en virkelig laber bog. Ud over John Kenn Mortensens stemningsfulde tegninger, er den indbundet i et stift bind med en lækker rød stofryg. Dertil kommer at de enkelte sider som eventyrerne er trykt på er meget tykke, og gør ganske enkelt bogen lækker at røre ved og bladre i. (Indrømmet, anmelder har muligvis en slet skjult bogfetich, men mange glemmer også at læsning kan være en taktil oplevelse.)

Til allersidst i bogen har Andersen og Bødker skrevet en række korte tekster om deres personlige forhold til de eventyr, de hver især har genfortalt. Det er til tider meget hyggeligt at få denne information, men hovedattraktionen er naturligvist de 10 eventyr, der går forud for dette.

Selv om du måske står i boghandelen og er lige ved at lade dig forføre, så stop endelig dig selv, hvis du pludselig bliver grebet af tanken; ”Jamen, jeg har Grimms samlede eventyr på hylden i forvejen”, for selv om det passer, så er GRIMM jo netop en genfortælling af en række udvalgte eventyr. En samling af historier, der er nøje udvalgt med det for øje at gøre disse historier endnu mere interessante.

Selv om langt de fleste eventyr selvsagt ender godt for hovedpersonerne, så er dette ikke altid tilfældet. Eksempelvis er det herligt at læse slutningen på Rødhætte, der som en slags appendiks tilbyder læseren den slutning, de fleste kender men som også mere end blot antyder, at det er en slutning, der ikke er den rigtige. Virkelig god stil!

At forfatterne på den måde har arbejdet med personlige favoritter kan også mærkes, og deres sans for sprog gør at bogen er virkelig velfungerende at læse højt af. Dette kræver dog at de børn, der lytter, er temmeligt hårdføre. Det er derfor en rigtig god idé lige først at læse eventyret igennem, før man begynder at læse det for afkommet. Den primære målgruppe er selvsagt nok børn og barnlige sjæle, men disse groteske fortællinger har også en sær universel, dragende kraft, som helt sikkert også kan være i stand til at fortrylle selv den mest voksne, kyniske læser.