Makkerparret Kasper Hoff og Jan Solheims bøger har i snart mange år været en fast del af Billefamiliens bibliotek. Det var dem, der lavede serien om Doktor Z og senere fuglte serien Gamerz. Begge serier udmærker sig ved at være supersjovt fortalt og lige så fint illustreret.

Det var derfor helt naturligt, at Kapellet bad Gyldendal om at få lov til at nærstudere en spritny udgivelse fra Hoff & Solheim, nærmere bestemt den anden bog i serien Drengen der fik ting i hovedet. For at kunne give Drengen der fik ting i hovedet 2: Guld på hjernen en fair anmeldelse, så valgte Kapellets anmeldere (dvs. undertegnede og Carl på ni), at købe den første bog i serien og læse den først, selv om bøgerne sagtens kan læses uafhængigt af hinanden.

I Drengen der fik ting i hovedet møder vi Karl, der er en helt almindelig dreng, bortset fra at han hele tiden får ting i hovedet. Hvorfor det er sådan, ved han ikke engang selv, det gør han bare. Heldigvis har Karl sin bedste ven Ludvig, der altid er der for ham, når alt bliver lidt for svært. Det er også Ludvig, der i starten af Guld på hjernen finder ud af, at der skulle findes en meget speciel ø langt fra deres hjem, hvor alt der er lavet af metal er forbudt.

Det forholder sig nemlig sådan, at Karls hoved på en måde fungerer som en slags biologisk magnet og de fleste af de ting han får af hovedet – eksempelvis den enorme kugle af Tungonit, der rammer ham i den første bog - netop er af metal. Tanken om være et sted, hvor man ikke får ting i hovedet, er meget tiltalende, så Karl og Ludvig pakker lidt for hurtigt deres sager og begiver sig ud på en rejse.

Det lykkes kammeraterne at finde frem til den mystiske ø, selv om rejsen blandt andet besværliggøres af alle de ting, som Karl får i hovedet undervejs. Hvad drengene imidlertid ikke ved er, at der er en skummel mand der har fulgt efter dem og som har tænkt sig at udnytte Karls enestående kræfter til sit eget dystre, griske formål.

Historien er, lige som den første bog, rablende og vildt morsom. Den fungerer lige godt som læse-selv bog, som den gør som højtlæsningsbog, og både læser og højtlæser skal være forberedt på at fnise, måske endda at grine højlydt undervejs. Dette skyldes ikke kun det veloplagte sprog som historien er fortalt i, det skyldes i lige så høj grad Jan Solheims sjove tegninger, der er uadskillelige fra teksten. De er mange og hyppigt forekommende, og af samme grund virker bogen også indbydende på selv de læsere, der måske ikke læser så hurtigt.

Kapellet vil i al fald anbefale både den første, men måske især denne anden del af Drengen der fik ting i hovedet, for der er en meget gakket men også meget morsom læseoplevelse i vente. To’eren er mere stram i sin fortælling end den første bog, selv om den også byder på en masse surreelle episoder, der måske godt kan virke lidt for voldsomme på de alleryngste læsere. Her tænkes især på den passage mod fortællingens slutning [og her er en spoiler, som man kan undgå ved at springe til det sidste afsnit], hvor Karl render rundt uden sit hoved.

Adspurgt fortalte medanmelder Carl (der lige blev færdig med at læse den 7. bog i Gamerz-serien), at han synes de to serier var meget forskellige. Gamerz var måske den mest spændende, men også den der var mest forudsigelig. [Her kommer endnu en lille spoiler]. Carl mener nemlig, at det er for nemt at gætte, hvem der vinder til sidst i hver af bøgerne. Til gengæld synes han at Drengen der fik ting i hovedet er noget sjovere og mere gakket. D’herrer Hoff & Solheim skaber på den vis bøger, der både er af høj kvalitet, og som man kan læse alt efter hvilket humør man er i.

En af de mange fordele ved at læse Drengen der fik ting i hovedet som voksen læser, er at man for et lille stykke tid bliver som barn igen. Den fortælleglæde, som bøgerne emmer af og de skøre ideer som optræder undervej, virker nærmest som en pille mod voksenlivet. Man længes næsten tilbage til dengang, man selv var barn – for Hoff & Solheim har i den grad formået at holde deres eget indre barn i live – ellers ville de ikke være i stand til at skabe historier som disse.