Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Spiloppo: Ingen tager en klovn alvorligt / Kristian Mørk & Oliver Zahle / 180 sider
Carlsen. ISBN 9788711510230
Anmeldt 3/5 2016, 09:40 af Torben Rølmer Bille

Klovnedetektiven


Klovnedetektiven

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Både Buster Oregon Mortensen, Kærlighed ved første hik og De Tre Detektiver forekommer at svæve over vandende, tilsat Bedstes krebintter og pandekager med is når, man læser Spiloppo for det er en ganske veloplagt og sjovt skrevet børnebog tiltænkt knægte på ca. samme alder som bogens hovedperson: nemlig 11 år.

Det kan i disse år, hvor det traditionelle cirkus kæmper for deres overlevelse, være et svært koncept at forestille sig at en klovn ligefrem kan agere superhelt, men det er ikke desto mindre en af de bærende ideer i Spiloppo og konceptet forekommer også langt mere søgt når man beskriver det i en anmeldelse, end når man læser bogen højt for ens børn.

For selv om en klovnehelt kan være et koncept som nogle måske kan have svært ved at acceptere er der mange andre aspekter i fortællingen som tager opmærksomheden fra dette, især fordi bogens hovedperson Arthur, indledningsvist hader at optræde som klovn sammen med sin far. At være klovn er både pinligt og tåbeligt synes Arthur især når han bliver bedt om at optræde til en fødselsdagsfest for den søde pige i klassen Josephine. Dette forstærkes også af at Josephine og resten af klassen er blevet alt for gamle til den slags underholdning og synes at det er mindst lige så pinligt som Arthur.

Spiloppo er dog andet end en række af pinligheder, for det mest af alt en historie om en forbrydelse som Arthur og lillesøsteren Fie skal opklare, da deres far bliver anklaget for et tyveri til Josefines fest. Børnene er overbevist om faderens uskyld og begynder derfor selv at efterforske sagen. Fie kan i sagens natur ikke være med i selve opklaringsarbejdet da hun er allergisk overfor det meste og derfor holder sig indendørs. Så mens hun udtænker deres slagplaner er det op til Arthur at uføre dem.
Selv om børnenes detektivarbejde er det som fylder mest, er gives der også plads til både at fortælle historien om Arthurs fascination af Josephine og frygt for at møde klassens bølle Sebastian. På den vis lægger Spiloppo sig i kølvandet på en dansk børnebogstradition hvor det både handler om spænding, mobning og kærlighed.

Spiloppo er skrevet af af brødrene Oliver Zahle og Kristian Mørk og illustreret af Palle Schmidt. Det er dog ikke tegningerne der fylder mest, så med mindre man har en 11-årig i hjemmet som er meget begejstret for at læse selv, er den nok bedst egnet som højtlæsningsbog. Det fungerer den også rigtigt godt som, for sproget er godt og varieret og indbyder til at man som ivrig oplæser kan tilføje lyde og lave stemmer til de forskellige figurer.

Direkte adspurgt om bogen havde nogle fejl svarede hjemmets medanmelder, Sebastian på 12, at der ikke umiddelbart var andet at udsætte på historien end det faktum at faderen ikke var så meget med (han bliver arresteret allerede i fjerde kapitel) og man måske gerne ville have hørt lidt om hvordan han var som person, så man også bedre forstår at Fie og Arthur vil gøre alt for at få ham hjem igen. En pointe nærværende anmelder ikke havde set. Til gengæld var Sebastian ellers virkelig begejstret og ville give bogen otte ud af ti stjerner, hvis altså Kulturkapellet arbejdede med den slags.

Spiloppo er en ganske god og læseværdig børnebog, der både byder på spænding, action, drama, lidt kærlighed og humor. Den slipper ganske heldigt afsted med at få skabt en ’superhelt’ ud af Arthur, der ellers i bogens start både er ganske nervøst anlagt og ikke rigtigt tør kaste sig ud i de ting Fie vil have ham til. Arthur får ikke decideret overnaturlige evner undervejs, men derimod blot en sej dragt og et bælte med nogle rekvisitter der kan hjælpe ham i kampen mod skurkene – lidt ligesom Batman.

Både dragten og de grænser Arthur undervejs bliver nødt til at overskride af nød for at komme tættere på gerningsmanden gør også at Arthur fatter mod undervejs og træder i karakter og på den vis bliver det også en af de mange bøger der mellem linjerne handler om at finde sit mod og turde stå ved hvem man er. Et budskab der aldrig bliver uaktuelt eller gammelt.


Forrige anmeldelse
« Den afskyelige «
Næste anmeldelse
» Midnatsfabrikken – og andre r... »


Flere prosaanmeldelser