Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Karmaboy 2 – Sultanen af Dillermann / Jacob Riising (ill. Claus Bigum) / 196 sider
Carlsen. ISBN 9788711541982
Anmeldt 3/11 2016, 21:40 af Torben Rølmer Bille

Pisværdig fortsættelse


Pisværdig fortsættelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jacob Riising gør på bogens omslag, i løbet af selve bogen og i fodnoterne på hans nye børnebog opmærksom på, at han er en prisvindende forfatter. For de, der ikke ved det, modtog Riising nemlig Orla-prisen tidligere i 2016 for hans debutbog Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe, en bog som vi på kapellet også var mægtigt glade for. Nu er der kommet en ny, flot fortsættelse, som alle der kan lide fest og farver med garanti også vil synes om. Den har fået den mundrette titel Karmaboy – Sultanen af Dillermann.

Selv om man ofte, i al fald når man taler om film, som udgangspunkt siger at etteren altid er bedre end to’eren (med mulig undtagelse af Return of the Jedi, Aliens og en håndfuld andre værker) så forholder det sig ikke på samme måde med Riisings nye bog, for den er mindst lige så skør og morsom som sin forgænger. Forfatteren har en usædvanlig evne til at skabe fortællinger, der appellerer til drenge(røve), hvad enten de selv læser bogen eller har sat deres forældre til det. Udgangspunktet er derfor, at holdt man af etteren, så vil man henrykkes over fortsættelsen.

Endnu engang er det Skovlunde Bytorv (Karmaboys hjem) som er truet. Denne gang er det ikke en komet, men derimod borgmesterfruen som udgør truslen. Hun vil have Danmarks fineste hundetoilet anlagt netop her. For det skal vise sig at kommunen ligger i skarp konkurrence med Ballerup om at blive ”Danmarks bedste hundekommune” – en titel, der smider en million kroner af sig. Karmaboys kostume har ellers ligget gemt godt af vejen siden sidst, men Niller (skoledrengen som er Karmaboys alter ego) bliver jo nødt til at trække i tøjet igen for at redde sit og sine venners hjem.

Denne gang får Niller også en medhjælper. Eller rettere, hans ven Tykke (den fede, konstant ædende og ikke alt for kloge dreng, Niller kender,) beslutter sig autonomt for at trække i et par speedos og svømmebriller og højtrøstet erklære, at han nu hedder ”Fatboy-Badboy” og at han er Karmaboys medhjælper. Hans specialtræk er at uddele olfert’er, noget som Karmaboy straks oplever på egen krop.

Sammen med Helse-Else, Kopi-Kaj, Erkan fra pizzariaet og naturligvis sin far, rejser Karmaboy og Fatboy-Badboy til Tyrkiet, i håb om at vinde ”Dillermann Grand Prix de Luxe” – et kamelvædeløb hvor hovedpræmien netop er 1 million kroner. Denne million kan de efterfølgende give til borgmesteren i Skovlunde. Til gengæld virker det ikke som nogen særlig nem opgave at vinde væddeløbet, både fordi Karmaboy aldrig har redet på noget som helst før, og fordi den kamel, der indkøbes til formålet mildest talt ikke er i særlig god form.

Bogen udmærker sig, ud over at fortælle en veloplagt historie, også ved at inkludere over 100 fodnoter (der indimellem også henviser til andre fodnoter), præsenterer en ikke særlig god opskrift på brændevin, finanstips til de yngste og meget mere.

Desuden spares der ikke på antallet af kapitler i bogen. Eksempelvis springes der fra kapitel 19 til 24, for her rejser vore helte med fly til Tyrkiet og som den prsivendende forfatter skriver: ”De følgende fem kapitler beskriver egentlig blot hvordan Kaj hyler som en stukket gris ned igennem luftrummet over Europa. Turen tager over fire timer, så for at spare din tid og dine trommehinder har jeg ganske enkelt valgt at fjerne dem fra bogen. (Naturligvis uden at fjerne antallet af kapitler, så din dansklærer stadig bliver imponeret over din utrolige lyst til at læse lange bøger med mange kapitler).”
Kapitel 30-47 er sprunget over da Tyrkisk Kameltrænerforening (ifølge et brev der selvsagt også er gengivet i faksimile) har nedlagt forbud mod at gå i detaljer med informationer om træning til kamelridning til lægfolk.

Alle disse afstikkere kombineret med en legende tilgang til sproget gør at Karmaboy 2 ikke alene er virkelig sjov at læse selv (for et af Riisings erklærede mål har været at få især drenge til at læse mere ) men den er også en gave til de forældre, der godt kan lide at læse højt for deres poder. Det kræver dog at man er villig til at ”lave stemmer”, for ellers bliver især Erkan og Tykkes replikker noget fesne.

Sagt på en anden måde, så er bogen en, der med garanti vil bringe glæde i mange hjem. Det kræver til gengæld at man synes prutter og grove løjer er sjove – omvendt set, gør man ikke det, så er man vist lidt af en stivstikker og bør virkelig seriøst overveje at tage sig et aftenskolekursus, så man kan lære at more sig.


Forrige anmeldelse
« Her er jeg «
Næste anmeldelse
» Syge Sjæle »


Flere prosaanmeldelser