Kapellets måske yngste medanmeldere Sebastian på 12 og Carl, der netop er blevet otte, var med til at anmelde andet bind i Game On-serien, en bog der har fået undertitlen Nabohjælp. Direkte adspurgt var de begge enige om, at anden del faktisk var endnu bedre end den første, som de også var pjattede med.

Man kan sagtens læse Nabohjælp uden at kende til den første bog i serien, men idet Lucas’ venner fra den første bog også denne gang spiller en rolle, er det selvsagt en fordel. Som den første bog, er anden del også en ublu hyldest til klassiske arkadespil, konsoller, retro-hjemmecomputere og alle de figurer som de der var unge i firserne, eller som regelmæssigt besøger bip-bip bar, nemt kan genkende. En gamerkultur der vokser i trit med at den næste generation opdager de spil som deres fædre og mødre var vilde med.

Historien starter ganske kort tid efter begivenhederne i den første bog. Lucas savner faktisk heltene fra Server City, selv om de dukkede op i en noget ekstrem krisesituation. Til gengæld har han ikke rigtig haft nogen mulighed at kontakte dem og det eneste håndgribelige minde han har om det eventyr de var ude på er den medalje Major Powers gav ham i slutningen af den første bog. Der sker dog noget ganske mærkværdigt, for en dag da Lucas er alene hjemme og starter hans fars gamle C-64’er der står hengemt på familiens loft. Efter kort tid brænder computeren dog sammen akkurat som Lucas’ egen PC gjorde det sidste gang, men i stedet for hans digitale venner materialiserer der sig i stedet en kæmpemæssig, arrig 8-bit bi, der straks går til angreb på vores hovedperson.

I en sidefortælling hører vi om Lucas’ skumle nabo. En meget verdensfjern, høj, tynd mand, der altid ser sur ud og går i sort lædertøj. Han bor i et lille hus omgivet af en have som alle børnene er bange for at gå ind i, for der huserer rygter om at der er børn som er forsvundet når de har trodset rygterne og vovet sig derind. I løbet af Nabohjælp får læseren selvsagt meget mere at vide om den skumle nabo, men hvad dette er, skal man selv læse bogen for at finde ud af.

Lucas’ forældre er igen med til at gøre både drengens liv (og ikke mindst den aktuelle situation som der skal løses) enormt besværlig. Mor er stadig meget bekymret over at sønnike får stress som et direkte resultat af alle de spil han spiller og far er stadig marginaliseret, så hans rolle består som regel i bare at give Lucas’ mor ret i hendes antagelser.

I bogen finder man lige som i den første massevis af referencer til en hel masse nørdede ting, primært som allerede nævnt spilfigurer, hackergruppen Anonymous , tv-spil og konkrete spiltitler. Så er det hele tillige krydret med en hel række slet skjulte henvisninger til spillefilmen The Matrix. Dette gør at der både er noget som man kan tale med ungerne om og så kunne det jo også tænkes at bogen kan få fædre til at gå deres gemmer igennem og slutte deres gamle spilmaskine til hjemmets tv, hvis de da har været så forudseende at have gemt den lige som Luacs’ far. En anden bonus er at man også kunne se førnævnte film sammen bagefter.

Som i første bind er Game on: Nabohjælp inddelt i meget korte kapitler der ikke er meget længere end tre-fire sider og derfor er perfekt til såvel oplæsning som selvstudie. Det eneste minus er måske at illustrationerne er en anelse stive, selv om de er ganske veltegnede. De er muligvis gode og giver et afbræk fra teksten hvis man er barn og selv skal læse bogen, men benyttes den som højtlæsningsbog, virker de en smule overflødige. Om ikke andet, kunne det godt grafisk set være langt mere spændene.

Fortællingen og sproget er til gengæld spændende, for denne anmelder oplevede både sine børn grine højt og kræve at der blev læst, når den tid på døgnet nærmede sig. Det er sikket ikke en bog som alle forældretyper vil være lige begejstrede for, for kernepublikummet er i al fald de der knuselsker alt der har med spilverdenen og populærkultur at gøre.

Carl og Sebastian har altså ret i at den anden bog faktisk overgår den første, for der er både skruet op for nørdfaktorerne og så er handlingen meget mere dynamisk. Der er ikke et eneste kedeligt eller overflødigt ord i Nabohjælp og det gør den både sjov at læse op, lytte til og selv at læse. Forhåbentlig genererer de to bøger i serien tilpas meget succes, til at serien fortsætter i mange nye bind, for niveauet er højt og underholdningsværdien håndgribelig.