Socialantropologen Paula er rejst fra Norge til Sydspanien efter at have brudt med sin kæreste, professoren Jostein. Paula bor i gæstehuset på det gamle universitet i Malaga, og om aftenen sidder hun på terrassen med havudsigt sammen med biologen Vera, der kommer fra Ecuador. Under dække af socialantropologisk feltarbejde tilbyder Paula escort-tjenester til forskellige mænd. Hun vil undersøge, hvad det gør ved hende, når hun tilbyder sex uden kærlighed, og om andre mænds seksuelle begær efter hende kan udfylde tomrummet efter Jostein.

Hanne Ørstaviks nye roman På terrassen i mørket handler om kærlighedssorg. Ligesom i hendes forrige roman ”Der findes en stor åben plads i Bordeaux” er hovedpersonen en kvinde, der bliver afvist seksuelt af sin mand. Kunstneren Ruth forlod ikke Johannes, måske fordi der stadig var et spinkelt håb. Men Paula har taget konsekvensen og forladt Jostein.

Kærlighedsidealer og virkelighed
I samtaler med Vera og i indre monologer reflekterer jeg-fortælleren, Paula, over forholdet til Jostein. I to år har hun været angst for at miste ham, følt sig både beriget og usynlig i hans selskab, været jaloux over hans sidespring med fremmede damer ude i byen, indtil hun til sidst afsluttede forholdet. Paulas uigengældte kærlighed får hende til at gå i opløsning, og dette kærlighedsmønster kædes sammen med barndommen i Finnmark med en streng og delvis utilnærmelig far og en mor, der rejste væk i en periode. Idealer og virkelighed støder ofte sammen i Ørstaviks bøger, og ”På terrassen i mørket” er ingen undtagelse. Paulas kærlighedsidealer udfordres voldsomt i mødet med virkeligheden:

”Måske er det gensidigheden der er en illusion. Er det mine forestillinger om kærlighed der er falske. Som er en slags demokratisk ligeværdige. Men at i praksis er det ikke sådan? I praksis er det bare pain. For den ene eller den anden. Hvad er det at elske, kan jeg forvente at det er godt?”

Sjælehealing
Vera har erfaring med shamanisme og sjælehealing, og hun tilbyder Paula at foretage en trommerejse for at hente den del af Paulas sjæl tilbage, som hun har mistet, så hun kan blive hel igen. Denne alternative måde at blive healet på står i modsætning til Paulas videnskabelige tilgang til verden, men hun åbner sig for muligheden:

”Jeg har ikke fortalt Vera om den ren der har fulgt mig de sidste to år. Jeg har ikke snakket med nogen om hende. Jeg er forsker, jeg skriver videnskabelige artikler, lige så snart der bliver noget ledigt, så lægger jeg an til et professorat. Men jeg må indrømme, at det bliver mere og mere mærkeligt for mig at disse ting skal adskilles, billederne inde i mig, og verden derude, for de hænger sammen og virker ind på hinanden.”

Indre og ydre landskaber
Romanen tager læseren med på en sanselig rejse gennem ydre og indre landskaber. I en skiftevis rå og drømmeagtig prosa sammenvæves nutid og fortid: Paulas møder med spanske mænd, forholdet til Jostein som ikke ville hende fysisk men skabte samhørighed med sine ord, Paulas forhold til sin syge teenagedatter Mathilde som passes af Paulas mor hjemme i Norge og barndommen i Finnmark. Ørstavik bruger totemdyr som symboler og rejsen gennem varierende landskaber som metafor til at beskrive barndommens følelse af at være uelsket, ensomheden i parforholdet, angsten for at miste og sorgen.

Refleksionerne over kærlighed og begær inddrager teori af antropologerne og ægteparret Gregory Bateson og Margaret Mead. Gregory Bateson opsummerer i sin bog ”Ånd og natur” sine synspunkter om mønstre og sammenhænge mellem alle levende væsener på jorden. Batesons tekster tiltaler Paula, som længes efter samhørighed og at blive set.

Et fragmenteret liv
Det er mere tvivlsomt, hvad hun får ud af escort-projektet. Føler hun sig beriget ved at blive begæret seksuelt af flere mænd? Føler hun sig afgrænset? Bliver hun set? Eller har hun bare en selvdestruktiv adfærd? Bogen rejser flere spørgsmål, end den giver svar. Margaret Mead konkluder - efter at ægteskabet med Gregory Bateson og forholdet til veninden Ruth Benedict er slut – at, hun er ”fated for a life which is no longer sharable”. Paula overvejer ligesom Mead at indrette et liv med flere elskere, men har alligevel svært ved at se det for sig, ikke af moralske grunde, men fordi det ikke imødekommer længslen efter at kunne dele alt med ét menneske:

”Jeg synes jo, det er i top hvis det er fint med mange, når det fragmenterede føles rigt og mangfoldigt, at man kan blive mødt med meget af sig selv hos flere forskellige. Der er ikke noget galt i det. Nej, det har ikke noget med moral at gøre, men med længslen.”

Kærlighedssorg kan være svært at skrive om, uden at det bliver banalt. Men Ørstavik formår at vise kompleksiteten i den sorgtilstand, Paula befinder sig i. Med sine eksistentielle borende spørgsmål udforsker forfatteren kærlighed, begær og gråzonerne i den udveksling af sex og intimitet, der finder sted mellem mennesker både i parforholdet og med fremmede. På terrassen i mørket er en rå og gribende roman om at blive slået itu og healet igen.