Johan Theorin har med sine romaner i serien om Øland formået at tviste og vride krimigenren på en måde, der gør, at hans romaner – i langt højere grad end de fleste – skiller sig ud fra mængden. Af flere årsager. Derfor har afslutningen af den såkaldte Ølands-kvartet været længe ventet – endda sat på standby af intermezzoet Sankt Psyko (2011) og den desværre endnu ikke oversatte novellesamling På stort alvar (2012). Sidste år kom den så endelig på svensk, og nu er den klar på dansk. Gravgæst er sidste bind om de rare og de mindre rare mennesker på den østsvenske ø Øland. Og omkring.

Undervejs i serien er den ældre herre Gerlof langsomt krøbet mere og mere i centrum. Fra at være en blandt mange i de første par bind er den nysgerrige mand blevet Theorins centrale omdrejningspunkt på opklaringen af fortids- og nutidsforbrydelser. Effektivt bruger Theorin dog generelt et bredt karaktergalleri, der gør, at serien samlet og de enkelte bind hver for sig fint kan lade sympatien afveksle. Det er ikke helt nemt at fæstne godt og ondt til enkelte figurer. De fleste har nogle lig i lasten, og nogle lig er værre at have med sig end andre. Og nogle har rigtig mange med.

Gravgæst handler om nogle mystiske hændelser på vandet omkring Øland. Drengen Jonas Kloss driver ud i en gummibåd, der bliver ramt af et vildfaren skib. Han er nødt til at træde ombord, men på skibet udspiller der sig noget, han aldrig skulle have set. En levende død kommer stavrende imod ham, mens en anden med en højt hævet økse slår zombien ned. Det bliver indledningen på optrevlingen af ikke kun nogle hævngerrige hændelser i nutiden, men også et mystisk dødsfald 70 år tidligere. Gerlof begravede som dreng den sidstnævnte, som fra graven bankede på indersiden af kisten. Et signal, der viser sig at give ekko syv årtier senere.

Theorins genreblanding er velkendt. Han trækker kraftigt på gyserens stemningsskabende repertoire i sine romaner. Interessant nok var de første fra forlaget side ’døbt’ romaner. Slet og ret. Men i takt med, at Theorin fik succes i krimikredse har bøgerne på forsiden fået genreangivelsen ’krimi’. Det gælder også Gravgæst, selvom den – ligesom de tre første – balancerer lidt på grænsen af genrens normale træk. Vi har fx ikke nogen helt central efterforsker. Men den opblødning af krimiens genregrænser gør det muligt for Theorin at indhente gyserens interesse i det overnaturlige. Og romanens fokus på det menneskelige.

Serien er en stor samlet fortælling om naturens og årstidernes gang på Øland – derfor de netop fire bind. Indledt med efterår i Skumringstimen, vinter i Natstorm, forår i Blodlag og nu sommer i Gravgæst. Denne brug af årets gang hænger også sammen med Theorins indlemning af det overnaturlige. I vinterdage, hvor det er koldt og mørkt, er mennesker – ifølge romanerne – mere til falds for ekstraordinære forklaringsrammer omkring hændelser, mens sommeren lader spøgelserne og elverne fordufte. Første ord i Gravgæst er dog alligevel ’Spøgelsesskibet’, men gæt selv, hvad der sker med denne forklaring på skibets skæbne.

Theorin har desuden behørigt trukket serien lidt tilbage i tid. Dette sidste bind udspiller sig hovedsageligt i 1999 tæt ved årtusindeskiftet. Dermed bliver Gravgæst også en storkommentar til det 20. århundredes historiske omstændigheder. Og derfor inddrager romanen også en af århundredes største forbrydelser mod menneskeheden. Det skal her ikke afsløres, hvilken det drejer sig om – for det viser sig undervejs at være lidt af en overraskelse. Denne måde at skrive romaner, der foregår i samtidshistorien, giver Theorin nogle gode muligheder for at fastholde en nærhed i kombination med distance.

Gravgæst er behørigt forsynet – gennem stort set hele romanen – med en overskrift for hvert kapitel, der viser, hvem vi her har som synsvinkel. Pædagogisk, dog undervejs lidt undertvingende. Kapitlerne bliver meget ofte meget korte. Det har den betydning, at vi ikke rigtig får lov at blive ved karaktererne længe nok til at krybe helt tæt på. Den eneste, vi for alvor får lov at lære at kende er skurken, som vi følger gennem hele århundredet. Denne historiske beretning er romanens absolut stærkeste. Gerlof har som karakter udtjent sin værnepligt – og det er i det lys måske sundt nok, at serien afsluttes nu som en kvartet.

En oplagt styrke ved romanen er, at den undervejs tvister og drejer skyldsspørgsmålet. Ikke direkte. Men igennem den måde, som den varierer, hvem vi som læser sympatiserer med. Vi får ikke som sådan en direkte anerkendelse af skurken undervejs, men handlingsgangen gør det absolut muligt at forstå, hvorfor han gør, som han gør. Det er altid interessant, når en krimi kan lære os at forstå motivationen for idealistisk ondskab. Men til trods for disse styrker, så er Gravgæst den svageste roman i serien. Dog ikke så svag, at serien ikke samlet kan få mine varmeste anbefalinger. Theorin er så sandelig stadig i krimiens skandinaviske superliga.