Krimilitteraturen har set op til flere inkarnationer i sin levetid. Mest kendt er vel nok historierne om privatdetektiven Sherlock Holmes og Dr. Watson og deres forsøg på at forpurre onde planer, mens de delte viden og skændtes indbyrdes. Lyndsay Faye har da også forsøgt sig med en krimiroman med Holmes som hovedperson, men nu har hun klippet båndene, der bandt hende, og begivet sig ud på egen hånd med originale personer og et blodigt mysterium, der skal løses.

Lyndsay Fayes nyeste roman, Gothams Guder, er en paranoid thriller, placeret i 1840’ernes Manhattan, med en hovedperson, som er en af de første medlemmer i det, der skal ende med at blive New York Citys Politidepartement. Timothy Wilde er en 27-årig bartender, som ikke har den mindste interesse i politiarbejdet og ingen aspirationer overhovedet, udover at hænge fast i håbet om at gifte sig med ”naboens datter”, i dette tilfælde præstens datter, Mercy Underhill, en helgenagtig feminist, som kæmper for et retfærdigt samfund og drømmer om at blive forfatter.

Men en voldsom, kaotisk ildebrand bryder ud i New York og udrydder Wildes arbejdsplads, hans lejlighed og hårdt optjente opsparing. Hans ansigt bliver også berørt af denne brand og han må ty til at arbejde for det nyoprettede politi for at tjene til dagen og vejen igen. Han får sin kobberstjerne med ordet ”politi” på og bliver dermed en ”cop”. Det varer ikke længe, før han render ind i en barneprostitueret og adskillige myrdede børn, og her er det, at han indser, at han er født til at være en strisser - med en voldsom trang til retfærdighed.

Jeg havde et sparsomt kendskab til hungersnøden i Irland og den efterfølgende masseimmigration til Amerika, og hvordan det førte til religiøse spændinger mellem de allerede etablerede protestantiske borgere og de nye katolske indvandrere. Men det er tydeligt, at forfatteren har lavet sin research, og det har givet større indsigt i disse historiske emner. Faye præsenterer i et livligt sprog de historiske detaljer, bl.a. om hvordan irlændere kom til havnene i New York og på det nærmeste blev betragtet som en anden race. Emnet bliver aldrig tørt og føles ikke, som om du er til en historietime. Men det der virkelig fangede min interesse var oprettelsen af politistyrken i New York og forbindelsen til det demokratiske parti. Selvom mysteriet i bogen er fængslende og tilbyder et par twists her og der, er det virkelig de historiske aspekter i bogen, der gjorde, at jeg blev ved med at læse og nogle gange genlæse visse sider.

Faye er god til at blande historie og fiktion sammen, uden at det føles påduttet eller overbærende. Alle de historiske dele smelter godt sammen med plottet og omvendt. Hun gør det godt med at bringe New York anno 1845 til live med detaljerede beskrivelser af byens topografi og ved at inkorporere ”flash talk”, som er en slang-udgave af det engelske sprog, der blev brugt af arbejderklassen i visse af byens nabolag. Selvom dette slang kan være svært at oversætte til dansk og samtidig give mening, så har både Faye og oversætteren formået at sætte slanget i en kontekst uden at kompromittere tempoet i hverken dialogen eller historien. Det var sjovt at se ord, vi genkender i dag og hvordan disse ord har overlevet tidens tand.

Som med alle andre bøger er der naturligvis visse karakterer, læseren bryder sig mere om end andre, men alle hovedaktørerne i bogen var velskrevne. Deres personligheder, deres handlinger og talemåder føltes meget naturlige inden for historiens rammer. Jeg overraskede mig selv ved at være mest interesseret i en lille irsk pige ved navn Bird (en hjemløs pige, som Timothy tager sig af i starten af historien), for normalt kan børn være et irritationsmoment, ikke kun på film, men også i bøger. Derudover var der gnistrende dynamik mellem Timothy og hans bror, Valentine. Et forhold som kan være forudsigeligt og trægt i starten, men som virkelig udvikler sig, hvis læseren er tålmodig.

Der er nok af spor hen imod slutningen, så du kan finde ud af, hvem der er den/de skyldige. Men det gode ved Fayes roman er, at det alligevel ikke er, som du forventer. Bogen havde givet mig det indtryk, at slutningen ville være temmelig standard og relativ forudsigelig. Forfatteren vælger dog at gå i en helt anden retning, som er langt mere tilfredsstillende, end jeg havde forestillet mig. Bogen spiller på datidens historiske detaljer, og det føles meget realistisk. Selv kærlighedshistorien afsluttes ikke på den måde, du kan forestille dig.

Konklusionen på mysteriet gjorde et indtryk på mig, hvilket kan være svært i denne tid, hvor krimilitteraturen synes at være kommet for at blive. Gothams Guder var en anderledes og original krimi, som både underholder og oplyser læseren.