Det er altid spændende, når en erfaren og anerkendt, ”smal” skønlitterær forfatter begiver sig over i mere populære og bedre sælgende genrer, fx fantasy, science fiction eller krimi.

Carl-Johan Vallgren (f. 1964) er kendt af mange danske læsere, bl.a. for Dokument vedrørende spilleren Rubashov (1996, dansk 2002)), Den vidunderlige kærligheds historie (2002, dansk 2004) og senest den prisbelønnede Havmanden (2012). Nu har han så taget skridtet over i spændingsgenren med thrilleren Skyggedrengen, der af forlaget præsenteres som ”den første bog i en serie på mindst 4” om outsider-”opdageren” Danny Katz. Vallgren er inspireret af Noir-begrebet (i film og litteratur), og det er på sin vis ikke så overraskende, at han er tiltrukket af de mørke universer, hvor mennesker udfolder komplekse og mindre tiltalende sider af ’det menneskelige’. For sådan er det også i de nævnte romaner. Men hvordan lykkes genreskiftet så?

Skyggedrengen er indledningsvist noget lang i spyttet, og jeg tror mange rent spændingsorienterede læsere vil stå af, før handlingen pludselig – efter knap 100 sider – tager fart og udvikler sig eksplosivt, dramatisk, uforudsigeligt og elementært spændende. I den indledende tredjedel tager forfatteren sig god tid til at bygge karakteren Danny Katz op. I en stil (og et miljø), der kan minde om hæderkronede Sjöwall og Wahlö eller Mankell, præsenteres den forhenværende småkriminelle voldsforbryder og narkoman Danny Katz. Han er tilfældigvis også udstyret med en usædvanligt høj IQ, en urgammel hævntørst forbundet med en barndom og ungdom med massive omsorgssvigt, IT-ekspertise på internationalt hacker-niveau, multi-sprogbeherskelse som militærtolk - og en tilstrækkeligt kompleks psyke til at han vil interessere mange læsere, der ikke kun går efter spændingselementet i den ydre handling.

I denne første roman vikles Katz – jo, han er jøde! – ind i en yderst kompliceret historie, der går tilbage til en lille drengs forsvinden i 1970 på en T-banestation i Stockholm, og som kredser om den forsvundne, men aldrig fundne ”skyggedrengs” efterladte lillebror – tilfældigvis en ungdomsven af Danny Katz. De to ulykkesramte brødre tilhører en stenrig familie med et forretningsimperium grundlagt på mere eller mindre lyssky forretninger i Den Dominikanske Republik, hvor voodo stadig praktiseres... Det er ret kulørt, men også spændende på et ganske elementært plan.

Vallgren må have udført en omfattende research, for der er en imponerende detaljerigdom vedrørende militær efterretningstjeneste, IT-teknologi og hacking, økonomisk kriminalitet, voodo og anden overtro. Det er gjort med stor dygtighed, i et sprog som på en gang er præcist og sansemættet. Den gode forfatter fornægter sig ikke.

Fortælleteknisk er bogen også på højt niveau. Plottet er flot bygget op og fuld af overraskelser. Svaret på det klassiske spørgsmål ”Who-dunnit?” får vi allerede to tredjedele inde i bogen (og læseren har måske allerede gættet det), men den sidste tredjedel er alligevel ikke mindre spændende af den grund – for vi skal jo have hele forklaringen, der er meget vigtigere. - Men den største fortælletekniske overraskelse er, at bogens anden hovedperson - Dannys ungdomskæreste Eva, som senere er blevet advokat og enlig mor – dukker op som en selvstændig stemme i bogens 2. del, på side 101! Vi følger derefter de tos parallelle kredsen om den samme sag, indtil de endelig mødes godt og vel midt i bogen. Hvad det afstedkommer, også fortælleteknisk, skal ikke røbes her.

Det har været en fornøjelse at læse den første historie om Danny Katz, og jeg vil glæde mig til at følge ham – og Eva – i kommende sorte fortællinger.