Den tomme plads / J.K. Rowling / 520 sider
Gyldendal. ISBN 9788702134025
Anmeldt 3/2 2013, 14:41 af Christina Mohr Jensen
Den tomme plads
Den tomme plads
« TilbageDe fleste kender nok engelske J.K. Rowling som Harry Potters ”mor”, men med indeværende roman Den tomme plads har forfatterinden bag de millionsælgende børne- og ungdomsbøger skrevet sin første roman til voksne. Da J.K. Rowlings tidligere værker er velkendte for mange, har man allerede en del forventninger til værket Den tomme plads, inden man er gået i gang med at læse; et forhold der kan være både en fordel og en ulempe for bogen, da der med indeværende værk skrives til en hel ny målgruppe i en helt anden genre. Spørgsmålet er uomtvisteligt, om der er mere i J.K. Rowling end successerien om Harry Potter?
Samfundslivet under overfladen
Værket Den tomme plads udspiller sig i den på overfladen fredelige og idyliske, engelske landsby Pagford, men da den socialt engagerede og indflydelsesrige Barry Fairbrother pludselig dør, efterlades der i landsbylivet en tom plads. En tom plads i byrådet, hvor kampen om, hvem der skal definere byen Pagfords fremtid ift. betonbyggerierne The Fields, udspiller sig. En tom plads i familien Fairbrother, der knuser men samtidig ændrer rollerne i familien. En tom plads i det socialt ansvarlige arbejde med særligt pigen Krystal Weedon, der pludselig står uden en mand, der vil kæmpe for hende frem for at udnytte hende, en plads hvis tomhed får massive konsekvenser.
Til disse tomme pladser viser der sig hurtigt at være mange bejlere, og det er fortællingen om tomheden og den kamp, der udspiller sig i den, der i værket benyttes af J.K. Rowling til at påpege den sociale armod, når den er værst, selvudnævnte monarkers ligegyldighed, småborgerlighed og ansvarsforflygtigelse og teenageres kamp mod forældre og for identitet. Tomrummet anvendes derfor til at skildre, hvordan ting der ser fine ud på overfladen kan være kaotiske, bedrageriske og pilrådne under overfladen.
Tættere på Rowling
Dermed bliver denne første roman fra J.K. Rowling et mere nært portræt af forfatterinden selv end hendes tidligere udgivelser, da man her kommer nærmere på kvinden bag. De konfliktprægede teenagerne, de socialt forarmede og de, der kæmper for social retfærdighed med liv og sjæl tildeles rollerne som de gode og elskværdige, mens de personer, der modarbejder disse grupper nærmest træder i ondskabens rolle. Dermed er kampen for det gode og kampen mod det onde et tema, der går igen i værket Den tomme plads, som det gjorde det i Harry Potter-bøgerne. Dog anvender J.K. Rowling en mere socialrealistisk og samfundssatirisk indfaldsvinkel til emnet, hvilket gør den mere politisk og nærværende for det voksne publikum.
Der er tale om et velskrevet værk med noget på hjerte. Dette noget handler om de marginaliserede gruppers kamp for en værdig plads i tilværelsen, hvor de både ses og høres, og igennem J.K. Rowlings valg af mange typer af socialt marginaliserede personkarakteristikker, kommer budskabet igennem og bliver nærværende. Dog bliver fortællingen om de mange forskellige skæbner og de mange forskellige rolleindehavere som hhv. gode, onde og midt imellem en kende overvældende, og de første mange hundrede sider, taber man hurtigt tråden ift., hvem, der er hvem, og hvordan karakterernes indbyrdes relationer er, da netværket og relationerne mellem landsbyen Pagfords indbyggere er mange og indviklede. Bogen skal derfor helst læses i sammenhæng, forstået på den måde, at ligger man bogen fra sig for længe ad gangen, risikerer man at tabe tråden.
Værket formår dog at indfri de forventninger, man kunne have til J.K. Rowling, og værket er en flot debut på voksenlitteraturscenen. Man kommer ved læsning af værket tættere på J.K. Rowling som et menneske, der selv har oplevet socialt armod og krise, og hun anvender på bedste vis sin egen livshistorie til at fortælle os andre noget vigtigt og drage vores opmærksomhed hen imod dette.