Ønsket, som deres ydmyge anmelder fremsatte da romanen Metro 2033 blev bedømt, er nu blevet indfriet. Ønsket gik på, at fortsættelsen gerne snart måtte dukke op på dansk, og det er lige, hvad der skete i starten af oktober 2012. Derfor skal der lyde et stort, velment tak herfra. Så er det jo interessant, hvorvidt den uafhængige fortsættelse kan leve op til den første romans ry, men svaret på dette afhænger i høj grad af, om man læser den som selvstændig bog, eller hvorvidt man allerede har haft fornøjelsen af Glukhovskys debutroman.

Selv om Metro 2034 – Forsvaret af Sevasopolska er en roman der, som bogens titler antyder, foregår året efter den første roman og samtidig i en helt anden del af metroen, er der også en del fællestræk mellem de to. Situationen for metroens indbyggere er mere desperat end nogensinde før, for selv om ”de sorte” ikke just truer de overlevende længere, er kampene mellem forskellige grupperinger i undergrunden tydligvis intensiveret i tridt med, at kampen om overlevelse bliver hårdere.

Selv om læseren møder forskellige karakterer på dennes vej gennem de dystre tunnelrør og de smuldrende metrostationer, så er hovedpersonen denne gang ikke Atjom, men derimod den unge kvinde Sasha, der lever isoleret fra metroens andre beboere med sin gamle far. Han bliver svagere og svagere for hver af hans rejser op på den radioaktive overflade efter forsyninger. Parallelt med Sashas fortælling følger vi stalkeren Hunter, som læserne af den første bog utvivlsomt vil kunne huske, der begiver sig ud på en mission ledsaget af en ældre mand, der kalder sig selv for Homer. Hunter har insisteret på at Homer skal følge ham på vej, for på den måde at kunne nedfælde en krønike om begivenhederne.

Situationen på en af ydrestationerne er blevet virkelig desperat. Et at stationens rekognosceringshold er draget ud og er sporløst forsvundet. Dertil kommer at stationen har modtaget nogle mærkværdige radiosignaler, som de ikke kan forstå. Hunter har derfor fået til opgave at drage ud og undersøge sammenhængen. Det skal vise sig at være en situation, der bliver langt farligere end først antaget.

Lige som sin forgænger er Metro 2034 fyldt med dyster, dystopisk prosa med både kant og opfindsomhed. Bogen emmer af olme stemninger og gennemførte beskrivelser af såvel omgivelserne, samtaler og figurer. Selv om persongalleriet er ganske stort, så forvirres man aldrig, især fordi forfatteren sørger for at få ganske præcise – om end til tider noget todimensionelle – figurer til at stå frem på siderne, men selv om bifigurerne er ganske flade, har de primære karakterer både tilpas dybde og kompleksitet til, at man gribes. Dertil kommer at Glukhovskys persongalleri og plot konstant overrasker. Ganske som man tror at handlingen bevæger sig i en bestemt retning spændes der pludselig ben for læseren og han trækkes skrigende ind i en mørklagt tunnel i stedet.

Selv om Metro 2034 er læseværdig, så kan man ikke komme udenom, at det er en klar fordel at kende til originalen, for både de forskellige fraktioner i metroen, samt visse af de figurer der optræder, blev etableret og udfoldet i den første bog. Derfor kan det sikkert være noget sværere for nytilkomne læsere at orientere sig i mørket.

Det bør også nævnes, at selv om Moskvas metro stadig er et farligt sted og nogle glimrende rammer til en klassisk science fiction roman, så er det som om den alligevel forekommer lidt mere sikker at færdes i denne gang. I hvert fald var Artjoms rejse på kryds og tværs gennem metroen i debutromanen både langsommelig og fyldt med farer. I den nye roman, virker det som om at karaktererne langt mere ubesværet kan rejse frem og tilbage uden konstant fare for at blive spist af blodtørstige mutanter eller mennesker. Ikke dermed sagt at bogen ej er dramatisk, men det kan blot undre, at Sasha og Hunter hver for sig har meget nemmere ved at traversere de stækninger som beskrives. Det er lidt ødelæggende for den fiktive verdens præmis som ellers blev tegnet så fint op i den første roman.

Da Metro 2034 også er cirka halvt så lang rent sidemæssigt som sin forgænger, er der heller ikke så megen plads til fordybelse. For selv om man får en solid læseoplevelse serveret, har man nærmest lyst til at råbe ”en tur til”, når først den litterære ruchebane stopper på sidste side. Det er ikke så skuffende som det måske lyder, men holdt man af den knugende stemning fra den første bog, varer den blot ikke så lang tid hér.

Det intertekstuelle element er dog blevet opgraderet, for læseren får konstant et indblik i Homers skriblerier og hans tanker om det arbejde han udfører for Hunter. Dette tilføjer naturligvis et metalag til romanen, som enkelte sikkert vil finde forstyrrende, mens alle vi andre ruller os i. Både Homer og den enigmatiske karakter Leonid, diskuterer i løbet af bogen en række af historier, legender og rygter, der huserer om metroen og disse fortællemæssige fragmenter åbner naturligvis op for metroens fiktive verden og gør den interesserede læser sulten på mere.

Metro 2034 er en glimrende bulderroman, men også en, der fungerer bedst hvis man allerede kender universet og figurerne. Glukhovsky er stilsikker i sin skrivestil og den synes bogens oversætter Jan Hansen at have fanget fint. Bogen er måske hverken nær så grum eller nihilistisk som sin forgænger var det, men når det så er sagt, er der heller ikke plads til ret megen solskin i gangene under det sønderbombede Moskva. Kort sagt - perfekt læsning i en tid, hvor mørket atter sniger sig ind over landet.