Første gang nærværende anmelder hørte om Metro 2033 var da der i 2010 dukkede en meget stemningsfuld first-person shooter op til PC. Det var dog ikke spilfirmaet THQ, der havde skabt den verden spillet foregår i, det var derimod baseret på en russisk roman, der oprindelig udkom i 2005. Metro 2033s historik ender ikke her, for romanen udsprang af forfatteren Dmitry Glukhovskys onlinepublikation af fortællingen, der mildest talt blev lidt af et fænomen i hjemlandet. Over en million læste den gratis, russiske version, så mens ivrige fans (heriblandt undertegnede) venter på det næste spil i serien Metro : Last Light (der forventes at ramme PC og spillekonsollerne tidligt i 2013, så kan man jo passende kaste sig over romanen, der kom på dansk i 2011.

Romanens hovedperson er yndlingen Artjom, der i starten af romanen lever en utrolig kummerlig tilværelse på en af Moskvas metrostationer. Verden oven over metroen er blevet decimeret af en altødelæggende atomkrig, og kun særligt udvalgte folk kaldet Stalkers (inspireret af Tarkovskijs film Vandringsmanden), har mulighed for at iføre sig gasmasker og tungt, strålingssikkert tøj for møjsommeligt at begive sig op på overfladen på jagt efter de vigtigste nødvendigheder og reservedele.

I metroen hersker der ikke fred, for selv om det kun er en brøkdel af menneskeheden, der har overlevet katastrofen, er metroen blevet delt op i forskellige zoner, hvor fraktioner og handlende bekæmper hinanden på ideologier og om råvarer. Nazister, kommunister, ultrakristne og mærkværdige stammefolk kæmper om ressourcer og dominans i de lange, mørke, sammenstyrtede tunneler. Rejsen gennem bestemte tunnelrør kan gøre folk sindssyge, andre rør rygtes at være hjemsøgte, og i det hele taget er metroen langt fra et rart sted at være. Men de lokale trusler er ikke engang de værste. For forskellige muterede væsener er begyndt at trænge ned i metroen fra overfladen gennem de sprækker og åbninger, de kan finde.

Værst af alle disse mutanter er de såkaldte ”sorte”. En slags humanoide skabninger, der spreder skræk og rædsel overalt hvor de kommer. Naturligvis går det hårdest ud over den yderligt placerede station som vores protagonist bor på, så han udvælges i bogens start af en Stalker til i al hemmelighed at videregive et budskab til en aktionsstyrke, der har til huse i den diametrale ende af metrosystemet.

Metro 2033 udfolder sig derfor hurtigt som et slags underjordisk road-trip, der samtidig låner træk fra den klassiske bildungsroman, for vores unge, lettere naive helt skal så grueligt meget ondt igennem, før han mod slutningen får sine øjne op for tilværelsens vigtigste sammenhænge. Endelig er bogen også, i bedste science fiction ånd, en slet forklædt kulturkritik, der i sit mikrokosmiske univers peger på alle de problemer, der eksisterer i vores samtidige kultur. Ideologier, religioner og interesser, der eksisterer på et globalt plan, er her problemfrit overført til beboerne i metroens fugtige tunneller.

Selv om Metro 2033 er et ganske digert værk, så er det også en roman, der holder sit spændingsniveau fra start til slut. Siderne læser næsten sig selv. Karaktererne er interessante og de forskellige fraktioner, som kæmper indbyrdes i mørket, er vældigt godt beskrevet. Detaljerigdommen er stor, både hvad angår diverse køretøjer, beklædning, flora, fauna og måderne, som de underjordiske får føde på. Alle disse detaljer gør, at der bliver skabt et tekstunivers, der emmer af stemning. Dertil kommer at Artjom er en virkelig sympatisk helt, og selv om læseren måske godt kan regne ud at de dødsensfarlige situationer han havner i sikkert ikke medfører hans død, især ikke når der stadig er 255 sider tilbage af bogen, ja, selv om man måske nok har regnet ud, at Artjom sikkert nok skal klare sig, så er det hele tiden interessant at følge med i, hvordan forfatteren får sin hovedperson ud af den dødsensfarlige, tilspidsede, dramatiske situation, han er endt i.

Metro 2033 er ikke kun velskrevet, spændende, stemningsfuld og glimrende oversat, den byder endda også på en enkelt episode, der selvrefleksivt kommenterer sig selv som fiktion, i kapitlet hvor Artjom møder et par litteraturinteresserede gamle knarker på en forladt metrostation. Det kan godt ses som et billigt litterært trick, men for alle, der holder af postmoderne, ironiske, tekstuelle metakommentarer, er det rent guf og er med til at gøre bogen endnu mere anbefalelsesværdig.

Så holder man af science fiction, af især den beskidte, mørke, nådesløse slags – så er det ingen vej udenom en sviptur i Metro 2033. Det er muligvis ikke stor eller vigtig litteratur, men det er en roman, der både formår at skabe en komplet, troværdig, afgrænset verden og fylde den med figurer, som passer fint ind. Uden at afsløre for meget, så gør bogens finale også, at de dystopiske aspekter virkelig får lov til at træde i karakter. Ideen med at benytte Moskvas omfattende metrosystem, som ramme, er virkelig god, og man kan kun håbe, at Glukhovskys fortsættelse: Metro 2034, der udkom i hjemlandet i 2009 også snart ankommer på en perron i Danmark.