Stemningen er mere som en rar kat end en farlig bjørn i denne bog. Det er ikke en aggressiv bog, der vil beskytte sine unger, eller sine firkantede holdninger, med blottede klør. Det er heller ikke en bjørn i vinterhi men nærmere en stuekat – på den gode måde. Denne bog er ikke et vildt dyr, men snarere en blød kat, der vil stryges med hårene og have brænde i brændeovnen og en kop kaffe. Det er naturligvis bogen Katten og Bjørnen, der er tale om.

Titlen er en reference til forfatterne Katrine Sekjær og bonkammeraten Kristen Bjørnkjærs navne, og de kalder deres bog ”en poetisk samtalebog,” og som en sådan starter det da også ud, da Katrine Sekjær, eller Kat, kommer en seddel i Bjørnkjærs jakkelomme med teksten ” Kære Bjørn. Hvornår har du undret dig sidst…” Herfra går bogen langtfra ligeud af landevejen men op og ned af tanker, minder og anekdoter fra Bjørnens lange, og Kattens halvt så lange, tilværelse. De to skiftes til at skrive først sedler til hinanden og derefter direkte til læseren om stort og småt, blandt andet om utroskab, gode stamcaféer, livets små irritationer, heltemod og Bjørnens undren over et mystisk nøglehul, der sidder på ydersiden af væggen, på den bygning han bor i, og som ikke synes at åbne noget som helst. Herfra går det videre, tanke til tanke, der sendes fra forfatter til forfatter, som poetisk tennis indtil det hele ender med… ja, at det konkluderes, at livet måske ikke er så mystisk, som det kan virke.

Et af de centrale omdrejningspunkter i bogen er venskabet mellem den nogen-og-tresårige Bjørn og den cirka halvt så gamle Kat og de mange forskelle på de to – læs aldersforskellen. Dette skel er (måske lidt karikeret, og måske derfor) ikke til at overse. Bjørnen kan virke som om han er gået halvt i hi, i hvert fald foretrækker han at bo alene, og har da også fundet sig en ny stamcafé efter, at alt for mange begyndte at kende ham på hans sædvanlige sted, og derfor ville i snak med ham. Katten derimod er den unge moderne kvinde med fingeren på pulsen, der også (helt konsekvent) udtrykker sig over cirka en hel til halvanden side længere per gang en den mere kortfattede Bjørn.

Katten tilhører ifølge eget udsagn ” Google-generationen, Youtube-segmentet og de snart uddaterede Mac-members” og fortæller om noget der skete for et par år siden, noget fra en barndom (dengang Bjørnkjær var bedstsælgende digter), eller om det barn som hun er gravid med, og et par sider længere henne får sammen med sin bassist-kæreste. Bjørnen derimod fortæller historier fra et langt liv, der måske ikke er så langt, som han nogle gange kan få talt sig selv varm på, at det er. Han nævner blandt andet sin barndom i den jyske provins, sin succes med digtsamlingen Kærestesorg, fødslen af hans nu voksne søn, foruden det (i litterære kredse) famøse tv-program Bazar, hvori repræsentanterne fra 80’er-lyrikken, Pia Tafdrup og Michael Strunge, ”halshuggede” de etablerede digtere Lola Baidel og Bjørnen selv, for åben skærm. Der er tanker om alt fra begreber som ”venner for evigt”, tanker om arvestykker og tanker omkring følelsen af, at have et levende menneske inde i maven og så selvfølgelig det evige kaffeslabberas, hvor Katten og Bjørnen mødes og udveksler disse tanker, som de to umådeligt gode venner nyder i fulde drag – eller fulde kaffetåre.

På intet tidspunkt er de to venners tankestrøm ensformig eller kedelig, og de 224 sider læser man hurtigt igennem. Som tidligere nævnt er det ingen tung læsning men måske for nogle lidt for let, og det er meget svært at være uenig med de to essayister, der hellere har villet skrive en hyggelig bog til kaffen end et stykke litteratur, der skal dele vandene. Essay-samlingen, som jeg vil kalde den, er blød som en bamse og hjertevarm som varm kaffe. Den synes uhyre velegnet til søn- og helligdagslæsning, eller som natbordsbog, af den type man læser et kapitel af hver aften inden lyset slukkes.