Den 86 årige tyske Siegfried Lenz udkommer på sit danske forlag Hovedlag med en lille fin række fortællinger. Masken passer perfekt til læsningen i sommerferien og ikke mindst som en enkel appetitvækker til Lenz' store forfatterskab.

Fem noveller
De fem historier i Masken udspiller sig typisk for Lenz i de små jævne miljøer - ofte landsbyer beliggende ved den nordtyske kyst med det maritime og havet som baggrund. Fortællerne er som oftest fastboende i disse hverdagsmiljøer. De mødes af en udfordring, som kommer udefra og fordrer en reaktion.

I bogens første fortælling forelsker en kustode sig i et portræt af en kvinde og tager det uset med sig hjem, hvor hans kone Sandra - med hvem han “ingen store fremtidsplaner har” - plages af dets tilstedeværelse. I en anden fortælling, “Siddepladserne”, afslår kaptajnen for et forulykket skib at modtage den hædersbevisning, som byens store mænd vil skænke ham. Via fortælleren og dennes sammenstykning af halve og hele rygter, forstår vi hvorfor.

Bogens tredje historie er titelnovellen “Maskerne”. Her ruller en container i land efter en storm, og de nysgerrige landsbyboere finder en last med dyremasker. På byens kro - som ejes af fortællerens bedstefar - kan de småberusede gæster ikke nære sig for at tage maskerne på. Og straks - som i paradisisk tilstand - forsones stridsmænd, anden og bjørnen danser tæt, og en ny samhørighed og lighed fortættes i lokalet.

Fortælleren i “Maskerne” er en ung mand, Jan. Hans identitet udfordres af den gryende forelskelse i Lene, øens skønhed og mester i kajaksejlads. Deres masker, dragen og vildkatten, hjælper dem til at nærme sig hinanden, men den udefrakommende kunstner, Cordelia, udfordrer deres forhold. I hendes tegning af Jan ses et uforsonligt udtryk, han ikke vil genkende sig i. I novellen lyder der ekkoer af Lenz´ seneste roman, den smukke Et minuts stilhed fra 2008, som også omhandler en ung mands forelskelse og har havet som kulisse. Novellen står som bogens stærkeste.

“Udkast”, bogens fjerde historie, omhandler et ægtepars udarbejdelse af en fiktion om den søn, de aldrig fik, og i den sidste novelle, “Interviewet”, fortæller en filminstruktør om sin seneste film, der ender tragisk. Her falder også en hovedpointe i novellerne: “Skæbnen giver sig sjældent af med at kommentere, den nøjes med at ramme”.

De jævne mennesker
De fem enkle fortællinger er alle i relation til titlen fortalt via en maske eller en kunstnerisk genstand, hvad enten det er konkrete masker - som i titelnovellen - eller et maleri, en filmbeskrivelse eller en fortælling i fortællingen.

Med masken som fortælleteknisk kneb, får Lenz fortalt noget almengyldigt om hverdagen og om menneskelige relationer. Samtidig er Lenz en fænomenal skildrer af hverdagslivet og relationer, den gryende kærlighed, ægteskabet og det fælleskab og ansvar som følger med arbejdsopgaver. Hans karakterer er jævne mennesker, fiskere og småfunktionærer, som i deres simple gøremål hengiver sig til livets værdier.

Lenz´ historier kan have karakter af fabler eller filosofiske stiliseringer, men Lenz formår altid at fastholde hverdagsskildringen med ømhed og humor og ikke mindst en fabelagtig god miljøbeskrivelse. Man dufter havet, hører havnens aktivitet, ser solens stråler i bølgerne, når man læser Lenz, og man føler man sig i godt selskab, således også i Masken.

Forfatterskabet
Lenz hører til de største, tyske forfattere i efterkrigstiden. Han er født i Lyck, Masurien i Østpreussen, tilbage i 1926. Af den grund har han også et imponerende bagkatalog, hvoraf en række heldigvis er oversat til dansk.

Mest kendt i Danmark er måske bogen Tysktime (ty: 1968, da: 1979), om maleren fra den dansk-tyske grænseregion, der får malerforbud under nazitiden og bliver overvåget af sin gamle legekammerat fra landsbyen, landbetjenten.

Modstillingen mellem kreativitet og lydighed er et politisk spørgsmål, som Lenz formulerer på forskellig måde gennem sit forfatterskab. I tyskernes forsøg på at opbygge en ny selvforståelse efter nazitidens grusomheder, har Lenz således været en sjælden betydningsfuld stemme, både fordi han i sine enkle og filosofiske historier formulerer politiske og moralske skismer, men også fordi - og især - fordi han åbner en dør til det humane, det elskelige i sine beskrivelser af mennesker. Han står derfor som indbegrebet af den forsoningsproces, tyskerne indledte efter 2. Verdenskrig.

Masken er ikke Lenz´ bedste udgivelse, dertil er novellerne for korte og for skitseagtige, men som introduktion til hans forfatterskab, kan de absolut anbefales.

Hermed en opfordring til at gå om bord.

Oversatte bøger af Lenz til dansk: Klangprøven, Oprøret, Fyrskibet, Tysktime, Forhistorien, Den serbiske pige, Sønderjysk kaffebord, Et minuts stilhed, På scenen, Påskebordet.

I min skildring af Lenz´ forfatterskab har jeg ladet mig inspirere af:
Tyskeren der elsker Danmark - og Ulla
Ole Hyltoft, Kronik, 16. Marts 2011, Berlingske