Der er noget helt specielt ved at læse amerikanske krimier. Den hårdkogte arv fra gudfædrene Chandler og Hammet kan spores helt frem til kontemporære forfattere som Andrew Vachs, Michael Slade og ligesindede. Hvis dette kombineres med en socialrealistisk fascination af de udstøde, de nederste lag i samfundet og de forbrydelser, som man helst ikke vil høre omtalt, så har man naturligvis fundamentet til en bestseller. Med frygt for at pådrage mig kønspolitiske øretæver, så forekommer det endnu mere imponerende når Karin Slaughter vikler pigtråd om hånden, dypper den i blodigt opkast for så at give læseren en ordentlig omgang klø i sin seneste spændingsroman Mørk Treenighed.

Bogen følger et opklaringsarbejde, der starter med mordet på en prostitueret i en af de mere ugæstfrie bydele i Atlanta. Pigen er blevet kvalt i sit eget blod efter at have fået bidt tungen af. Politimanden Michael Ormewood, der lever i et kærlighedsløst forhold og har en lille retarderet søn, er sammen med den lokale mand fra forbundspolitiet, det ordblinde børnehjemsbarn William Trent, blevet sat på sagen, men det skal hurtigt vise sig, at den er mere speget end den først udgiver sig for. Den trækker nemlig tråde tilbage til fortiden. Sideløbende med efterforskningen følger læseren John Shelly, der har siddet en menneskealder i spjældet dømt for at have voldtaget og dræbt en pige på sin High School. Det drab involverede blandt andet at offerets tunge var blevet bidt af.

John er famlende ved at finde sig til rette i verdenen uden for murene. Han plages konstant af minderne fra fængslet og af den kvindelige socialbehandler, der ustandseligt kommer på uventet visit for at sikre, at John ikke laver ulykker. Fængslet var et sandt mareridt for John. Slaughter skriver:

”Zebra kluklo for sig selv: ”Jeg skal nok tage dig af mig min dreng”
Og det gjorde han.
Han var præcis som et urværk. Hver aften da lyset var blevet slukket, kravlede han ind i underste køje og pressede Johns ansigt ned i puden og voldtog ham så voldsomt at der kom blod ud når John satte sig på toilettet næste dag. At græde fik ikke Zebra til at standse. At skrige fik ham kun til at støde hårdere. Da den første uge var gået kunne John dårligt nok stå på sine ben.” (s. 148)

John Shelly vil oven på sådanne oplevelser gøre næsten alt for ikke at komme tilbage. Som dømt pædofil og morder kan han ikke få hverken et ordentligt job, eller et godt sted at bo. Han er socialt utilpasset, har ingen penge, men idet den aktuelle sag udvikler sig, tvinges han til at blande sig, især da han opdager at der måske er nogen, som udgiver sig for at være ham.

En sidste vigtig medspiller i historien en Wills elskerinde Angie, som kommer fra en lige så dysfunktionel baggrund som stort set alle bogens øvrige karakterer. Slaughter skriver:

”Angie havde været elleve år gammel da hun fandt moderen ude på badeværelset, faldet sammen over toilettet og stadig med nålen i armen. Hun var blevet hos moderen i to døgn uden at spise noget, næsten uden at sove. På et tidspunkt omkring midnat i det andet døgn var en af moderens leverandører kommet forbi. Han havde voldtaget Angie før han ringede efter en ambulance til hendes mor.” (s. 210)

Længere væk kommer man næppe fra aristokratiske gentlemandetektiver og små, godmodige engelske madammer, der tripper rundt mellem roserne for at lede efter fodspor – det er hård kost og det leveres meget stilsikkert.

Romanen er egentlig ikke en kriminalroman, da langt de fleste plotstrukturer i krimier forudsætter, at der er en kriminalgåde, som er central for plottet – det gælder med andre ord for læseren at se, om denne kan være med til at løse mysteriet før protagonisten. Sådan forholder det sig ikke med Mørk Treenighed, der primært burde klassificeres som en thriller. Cirka halvvejs i bogen er der ikke længere så meget at være i tvivl om, med hensyn til morderens identitet, men dynamikken ligger i stedet i, at bogens centrale karakterer ikke besidder den samme viden som læseren gør.

Det er en plotstruktur, der har virket for mange andre forfattere, og det gør det også til dels hos Slaughter. Handlingen fungerer fint langt hen af vejen, men bogens dramatiske afslutning synes at være lidt for kraftigt inspireret af en lang række populære thrillers. Finalen har en nærmest filmisk dramaturgi, hvor kapitlernes synsvinkel er placeret hos henholdsvis den tilfangetagne og på kavaleriet, som er på vej. Denne formulariske slutning gør at man som læser har en god idé, om hvordan det hele vil ende. Det eneste der kan ligger i vejen for en forløsning er Slaughters benhårde og ubarmhjertige skrivestil, hendes meget dystre karakterbeskrivelser og ikke mindst hendes gode, rå dialoger, som gør bogen langt mere læseværdig, end det overordnede plot.