Hele tre litteraturpriser blev tildelt den debuterende forfatterinde Andrea Maria Schenkel i sit hjemland efter den fabelagtige succes med hendes bog Mordets By. Vigtigst af disse er nok prisen for den bedste tyske kriminalroman i 2007, en pris som det danske forlag også har valgt at nævne på bogens forside. Spørgsmålet rejser sig så straks hos den kritiske litteraturforbruger, om det bare er det man på godt dansk kalder hype, eller lever bogen vitterligt op til salgsargumenterne. Svaret er både ja og nej.

Lad os få overstået den negative kritik først – bogen er meget kort, hurtigt læst og formen, som jeg vil komme tilbage til om et øjeblik, giver ikke nødvendigvis den ønskede tilfredsstillelse for den krimielsker, der forventer noget genkendeligt generisk. Hvis man derimod, for et øjeblik lægger genrekonventionerne på hylden, så giver Mordets By en ganske forfriskende alternativ til den måde kriminalgåders narrativer normalt er opbygget – et som måske ligefrem kunne danne skole.

Handlingen centrerer sig om en brutal forbrydelse, samtlige beboere på en tysk ødegård er blevet dræbt. Narrativen er en mosaik, der dels er stykket sammen af førstepersonsfortællere og dels via interviews med folk, der på den ene eller anden måde har tilknytning til mordsagen. Denne tekstuelle leg, der placerer læseren i en både deltagende og interviewende position, er for mig at se lykkedes over al forventning, og giver bogen en fremdrift, der gør den meget svær at lægge fra sig.

De passager, der i første person beskriver ofrenes og morderens gøren og laden, emmer af uhygge – eller måske snarere Freuds berømte term Unheimlich. I det originale udtryk ligger differencen mellem det som på én gang er ”hjemligt” og samtidigt alle de fortrængte, dystre, bestialske følelser der gør at de vante rammer bliver ”ikke-hjemlige” – u-hyggelige. Tag nu dette eksempel fra bogen, hvor den unge pige i huset er stået op midt om natten:

”Pigen går gennem den lange, mørke fodergang. Hun tøver, bliver stående. Kalder igen på sin mor, på sin bedstemor. Denne gang noget højere. Igen ikke noget svar. I stalden ser hun kvæget stå tøjret med kæder til jernringene på foderkrybben. Køernes kroppe bevæger sig langsomt. Rummet er kun oplyst med en petroleumslampe. For enden af fodergangen kan Marianne se at døren til laden står åben. Hendes mor er vel i laden. Kun kalder på moren, igen som ikke svarer. Hun går videre hen ad gangen i retning af laden. Ved døren bliver hun på ny ubeslutsomt stående. Ikke en lyd fornemmer hun fra mørket. Hun tager en dyb indånding og går ind.” (ss. 18.—19)

Her kan man med al tydelighed se, at vi ikke er på bondegårdsferie i Tyrol. På mange måder er Mordets By en slags omvendt heimats-roman, hvor romantiske eskapader i alperne er næsten fortrængt og afløst af vinterkulde, øde landskaber, farer der lurer i næste rum, og det hele er bundet sammen med kristne bønner, der i denne bog kommer til at fungere som mantraer for den gudløse handling, der ligger centralt i historien.

Bogen er ikke kronologisk opbygget, for selv om de gengivne interviews forløber kronologisk, så er alle førstepersonsskildringerne koncentreret omkring mordnatten og dagene umiddelbart efter, men det fine er at Schenkel aldrig forvirrer hendes opmærksomme læser det mindste. Stilen er stram, og selv om der er mange personer, der optræder, så forbliver det helt centrale den myrdede familie og de hemmeligheder, som lokalbefolkningen kun nødigt vil tale åbent om. Beboerne i byen og på de nærliggende gårde vil, ud fra deres egne udsagn, ikke rende med løse rygter og sladder, men de kan ikke helt lade være, og langsomt men sikkert danner der sig et billede af den myrdede familie, som er så langt fra hjemlig idyl som man kan forestille sig.

Schenkel udpeger både et motiv og ikke mindst en plausibel morder sin bog og det er i sig selv en bedrift. Bogen bygger nemlig på en virkelig mordsag fra 1920’erne (Schenkel har dog placeret sine karakterer i 1950’erne), hvor en familie i den Bayerske by Hinterkaifeck blev myrdet. Den virkelige sag blev aldrig opklaret. Sagen er der siden skrevet en del bøger om. I bedste Dan Brown-stil var der naturligvis en anden forfatter, Peter Leuschner, der i to bøger der havde beskæftiget sig med den virkelige sag, som forsøgte at læge sag an mos Schenkels fiktion, men havde heldigvis ikke held med foretaget.

Selv om reality-formen i sig selv ikke er revolutionerende for de der sluger meget fiktion, så er den stadig forholdsvis unik i forhold til kriminalfortællingen, og er i dette tilfælde med til at give en læseoplevelser der ikke kun er dragende, men som også involverer læseren i en sjælden grad. Det fornemme er, at det ikke er en detektiv, politimand eller anden helt, der afslører morderen, det er derimod læseren, som i sidste ende må stykke beviserne sammen og afsløre morderens identitet.