Thøger Jensens stemme er virkelig særegen i dansk litterær sammenhæng, og det beviser han endnu en gang i den seneste udgivelse fra hans hånd. Han arbejder typisk med ultra-realistisk prosa i småbidder, hvor almindelighederne bliver ’mærk-værdig’ i betydningen, at de kan mærkes og er værd at mærke. Der er også ofte elementer i værkerne, som man kan have svært ved at placere – og således også denne gang.

Fortællingen i Frøken Dissings blafrende sommerskørt er centreret om den pensionerede lærer Margrethe, der for nogle år siden har mistet sin mand. Nu bor hun alene i et hus, der nok kunne trænge til en kærlig hånd, ligesom hun selv måske også har brug for lidt hjælp, men mest for at blive underholdt. Hun passer selv sin husholdning, og hun gemmer alle ting i små glaskrukker, fordi det kan være en forfærdelig oplevelse at tygge i en muggen blyant, som hun siger.

Margrethe får ofte besøg af posten, og de taler om hverdagsting, mens han ryger sine egenrullede smøger. Hun på sin side syer en knap i hans jakke, da han har mistet én. Han vil ikke have jakken af, så derfor må han ligge på havebordet, mens hun syer den i. Handlingen tager virkelig fart i slowmotion, da Margrethe arver en kutter efter sin tidligere eksmand – altså ikke Helmuth, som er hendes afdøde mand – som i øvrigt har en datter med hendes søster, der nu bor i London.

Sideløbende med denne fortælling, der foregår ad nummererede kapitler, er der en række ’indskud’ af små betitlede indslag, der udgør brudstykker af andre fortællinger, som har en mere eller mindre tæt tilknytning til Margrethe. Dette kan virke lidt forvirrende, og det er det. Man kan have svært ved at placere brudstykkerne, der til tider har en jeg-fortæller, men oftest ikke har det. Tilsammen udgør hovedfortællingen og de ’løsrevne’ kapitler et kalejdoskopisk portræt af en glokalisering – altså en verden, der består af noget meget lokalt og noget meget globalt.

Dette mix er interessant, men alligevel ikke helt vellykket. En række af ’indslagene’ virker lidt fortænkte, og noget i hovedfortællingen bliver for ’villede stillestående’. Det kan godt virke som om, Jensen ikke helt har fået arbejdet sit stof igennem.

Dette betyder dog ikke, at man ikke nok en gang er vældig godt underholdt og blevet forundret over denne mærkelige litterære stemme i dansk litteratur. Der er dog langt til niveauet i hovedværket Så melder Roslanda sig ind i en faldskærmsklub fra 2000.

Læs også anmeldelsen af Thøger Jensens Høfde Q.