Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Høfde Q / Thøger Jensen / 64 sider
Borgen. ISBN 978-87-21-03326-2
Anmeldt 18/12 2008, 17:22 af Ove Christensen

Øremærket prosa


Øremærket prosa

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

"Han fandt måske, at det egentlig ikke spillede nogen rolle, hvor han befandt sig… at livet fandtes i detaljen – og hans evne til at gestalte dette", står der på svensk som motto i Thøger Jensens samling af kortprosa fra tiden 1998-2008 Høfde Q. Citatet stammer fra en novellesamling af Kristian Petri, og det er ganske rammende for Jensens poetik.

Thøger Jensen bøger er fulde af underspillet finurligheder, som egentlig slet ikke er underspillede, da det forekommer at være for bevidst en strategi i tekster, som netop ikke er kunstlede. Finurlighederne er de sprækker, der opstår i teksternes gengivelser af det, der blot er – det der eksisterer i sin egen ret, men naturligvis sanset og oversat til sprog; set gennem et temperament, der har valgt at gøre sig til medie for banalitetens detalje.

Tekstens pauser er også det, der gør Jensens prosa morsomme. Som en slags omvendte epifanier - der aldrig åbner mod en højere indsigt, men præcis viser det ekstraordinært ordinære ved det almindelige liv - får læseren til stadighed en oplevelse af, hvor vildt livet er, når man har blik for det. Uden psykologisering åbner Jensen for ’det barnlige blik’, der lader sig forundre over tingenes banale eksistens, og registrerer disse med en sans, vi voksne ofte har mistet.

Samtidig er det jo litteratur, Jensen skriver. Og det er litteratur, der balancere på den skarpe æg af realisme og dens modsætning – uden at jeg her vil komme ind på, hvad denne modsætning skal kaldes eller udlægges. Det barnlige i Jensen er således det efterbarnlige barnlige, som også den tyske kunst- og alt muligt andet-teoretiker Walter Benjamin har tematiseret. Igen uden dennes henvisning til indtoget af noget metafysisk, hvor profant det end skulle tænkes. Min pointe er blot, at Jensens prosa kun tilsyneladende er ansporet af barnlig forundring – den er netop konstrueret.

Et eksempel: I et lille prosastykke står et ’jeg’ og betragter forskellige fugle: ”På strandengene mellem de blå kiler af Limfjord går græssende får og kvæg med sitrende ører. Sortbrogede kvier der vifter med små digte skrevet på skilte af gul plastik.” Her er sansningen hevet ud af sin sammenhæng og skrevet ind i en ny kontekst, samtidig med at registreringen får lov at stå som en registrering. Det uhildede blik er bevaret, men samtidig bliver man slået af de små digte. Titlen på stykket er ”Øremærket til Eske K. Mathiesen”, og de små digte bliver dermed til en del af den sansede sammenhæng. Man tænker så måske videre og ser for sig en lang række af små enslydende digte i minimalistisk uendelighed – men det er nok at gå for vidt og at forlade Jensen for at gå i Benjamins retning.

Jensen arbejder med en lang række af lignende – eller ikke så lignende – sammenstød af kontekster, som netop også isprænger hans prosa med kraftfuld, men stadig lavmælt, litteraritet. Der er ofte intertekstuelle henvisninger eller sprog af fremmedhed. Det sidste ikke mindst ved henvisning til en række meget lokale stednavne (’Fjaltring’), brug af gammelt sprog, som ’høveder’ eller ’tornyster’ og egenavne, der som det naturligste dukker op konstant, uden at være forankret i andet end deres blotte eksistens, ligesom også fortællerstemmen sjældent forankres, men blot står som et slags midtpunkt for identitetsløs sansning.

Dog er der flere direkte henvisninger til forfatteren, der typisk har været til oplæsning, som det eksempelvis er tilfældet i samlingens sidste prosastykke, hvor han efter oplæsningen i Vejle er på vej hjem til Århus. Her ser ham i spisevognen kigge op mod sit eget køkkenvindue, hvor han i første prosastykke stod og kiggede ud. En psykogenisk fuga?

Jeg er ret begejstret for Thøger Jensens prosa. Mest vild er jeg stadig med de tidligste værker – og jeg savner lidt den ganske vist hullede sammenhæng, som var til stede i Så melder Rolands sig ind i en faldskærmsklub fra 2000. Det er dog altid en fornøjelse at læse hans tekster – og jeg tror hans prosa vil egne sig godt som oplæsning for den elskede i sengen. Der er en hyggelig melankoli i tonen, det må være dejligt at falde i søvn til.

Det har jeg i hvert fald tænkt mig at prøve.


Forrige anmeldelse
« Kvinder på kur «
Næste anmeldelse
» På udkig efter Hemingway »


Flere prosaanmeldelser