Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Mange sære ting for / Svend Åge Madsen / 411 sider
Gyldendal. ISBN 9788702082548
Anmeldt 12/9 2010, 10:41 af Kim Toft Hansen

En historie, der forsvarer Guds sag


En historie, der forsvarer Guds sag

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Krimi for sig og Gud for sig. Det har egentlig været den vanlige måde at holde tingene adskilt i tilgængelige undergruppe. Krimien, der hylder den rationelle, empiriske opklaring, og Gud der handler om alt det, vi ikke rigtig kan vide noget om. Sådan er det ikke helt mere. Flere (krimi)forfattere har anet en sammenhæng, en analogi, mellem de indbyggede sandhedsbegreber i henholdsvis krimien og religionen. Det har Svend Åge Madsen også fået øje på i sin seneste roman Mange sære ting for. Bogens blot andet ord er intet mindre end Gud.

Man skal nok bare ikke lade sig snyde. Det skal man sjældent af Madsen. Selvom det er nemt. For bogens første ord er nej. Spørgsmålet er så, hvad vi skal lægge i det. Nej, til Gud? Bogen åbner med den ateistiske forfatterskikkelse, der får en overraskende henvendelse fra – åbenbaring af – Gud, der vil have ham til at skrive en historie. ”En historie, der forsvarer din sag”, siger forfatteren til Gud, som han egentlig ikke tror på. Derefter begiver vi os ind i selve historien. Her zoomer vi langsomt ind – ret bogstaveligt, som var det introduktionskapitlet til Arne Dahls Himmeløje – på forskellige mennesker i Århus, der lidt efter lidt alle får øje på det lig, der dingler i spiret på domkirken i Århus.

Det sære i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvad pokker, der har bragt liget helt derop. Det er i sig selv svært nok at bringe til jorden igen. Der er ingen udgange fra kirkens tårn. Politikvinden Felia bliver sat på sagen. Som for hende ikke nødvendigvis er den nemmeste, hun har oplevet. Samtidig vækker mordet opsigt verden rundt, og flere interesserede valfarter til Århus. Herunder den tyske teolog von Eberhard med den kønne sekretær Martine, den indiske sprogforsker Devala og den iranske astronom Dja’far. Alle med en særlig interesse i historien bag det lig, der undrer de fleste. De kendte alle til fyren, der spræller i tårnets top: astronomen Adam d’Eden.

Historien er fortalt i en slags nutidsverden. Med nogle indlysende forskelle fra den verden, vi kender. Vigtigst af alt er opdagelsen af spejlplaneter, hvilket er d’Edens store bidrag til astronomien. Spejlplaneter er – som en faktaboks side 30 belejligt anfører – en pudsig størrelse, ”hvis overflade reflekterer indfaldende lys med så stor præcision at der derved dannes spejlbilleder”. En planet kan på den måde bruges til at opfange lyset, der er sendt fra Jorden. Men lyset tager som bekendt et stykke tid om at rejse. En planet – der belejligt til formålet er døbt Aletheia, græsk for sandhed – viser sig at reflektere lyset, der er sendt fra Jorden, fra omkring Jesu tid. Og her åbner mulighederne sig selvfølgelig.

Det viser sig, at tre forskere – d’Eden, en vis Holger LAJ og den indiske Hanumag – fangede en optagelse af undfangelsen af Jesus. Verdens potentielt mest berømte sidespring! Dette bånd er selvfølgelig sprængfarligt stof. Teologisk særdeles sårbart. Og eftersom d’Eden blev fundet død på domkirkens spir, og de to andre er forsvundet, begynder sagen at dufte af konspirationer og andre lækre krydderier, der kan anspore enhver spændingsroman. Til større og større frustration for opdageren Felia, der skal forsøge at få de underlige spor til at hænge sammen. Titlen Mange sære ting for siger en del om romanens indhold. Siger dog også en hel del om Madsens hele forfatterskab. De særeste ting findes naturlige heri.

Sørg for at drysse nogle faktuelle kendsgerninger ind, formulerer en person det undervejs. Så mæsker læseren det hele i sig som sandheder. En nærmest ufravigelig kommentar til den reaktion, som Da Vinci Code fik – hvor Dan Brown lusker troværdighed ind ad en faktuel bagdør. Og grundtesen i de to romaner er da heller ikke helt uens. Sæt nu, at Jesus viste sig slet og ret at være menneske. Madsen sørger dog i højere grad – som titlen i særdeleshed antyder – at skrue langt op for den knap, der hedder Sære ting. Alligevel formuleres det, som romanen selv fremhæver, på et grundlag af nogle faktuelle indslag. Filosofisk henter Madsen nogle interessante perspektiver ind fra den danske middelalderfilosof Boethius de Dacia, oldtidsfilosoffen Kelsos og kirkefaderen Originies. Alle med en indbygget, filosofisk pointe. Et substantielt grundlag at hvile de sære indfald på.

Samtidig er romanen ikke kun en krimi. Den henter også naturvidenskabelige opdagelser og potentielle opdagelser ind i en mængde, der tvinger sci-fi ind i sammenhængen. Allerede romanens udgangspunkt om at få signaler fra Jesu tid ned fra en spejlplanet underbygger dette. Der er andre sære påfund til stede – uden at alle bogens sære plotsving skal afgives her. Yderligere indbygger Madsen også – fra hans hånd – velkendte, veloplagte metafiktionelle drejninger, der gør tingene bare en forfattertand mere fremmede for den opdagelseslyste læser. Det betyder, at romanen til sammen må kunne beskrives som en teologisk, filosofisk sci-fi-meta-krimi. I sig et skrog af en sær størrelse.

Det er ikke første gang, Madsen rører ved hverken krimi eller det teologiske. Madsen har gentagende gange haft et kriminalistisk spor lagt ud. Tydeligst er det selvfølgelig under pseudonymet Marianne Kainsdatter (sammen med sin kone) – og i denne sammenhæng er romanen Engleskyts (2002) en oplagt parallel. Mange sære ting for udmærker sig dog ved sin større lyst til at ville krybe dybt ind i de teologiske diskussioner. Uden nødvendigvis at ville give svaret, helt. Der er på den måde stof til eftertanke i romanen. Og den antydningsvise afrunding af den teologiske disput, der må indgå i en sådan roman, er ikke ligefrem den, vi måtte vente. Det er netop punktet, hvor romanen bliver filosofisk interessant. Det er en roman om troen, der ikke helt ser ud, som vi selv hele tiden forventer (at møde) den.

Der er et væld af nuancer, en overflod af henvisninger, en resonansbund af uafrystelig humor, og en skrivende vellyst, som samlet lader romanen være en næsten overlegen krimi. Det, der tegner sig som lidt en tendens hist og pist i krimiens brogede historie, tages her helt for pålydende: Det kan lade sig gøre at fortælle om Gud i en krimi, der selv ønsker autencitet og naturlige forklaringer. Om det lykkes at finde dem i Madsens roman, er her selvfølgelig usagt. En ting er dog sikkert: Der er mange sære ting for. Og Gud er ikke helt, hvad han plejer at være. Konklusionen hos Madsen i Mellem himmel og jord var, at der er mindre mellem himmel og jord, end vi tror. Er vores fortællingens kernefysiker kommet på andre tanker. Læs den – og nyd at være med i den teosofiske leg. Bogen er – i mangel af bedre udtryk – en Da Vinci mysteriet for viderekomne.


Forrige anmeldelse
« Kinoplex «
Næste anmeldelse
» Elefantpassernes børn »


Flere prosaanmeldelser