Naguib Mahfouz, 1911-2006, er Egyptens store episke fortæller. Hans romaner om storbyen Cairos mennesker er præget af stor psykologisk indsigt, detaljeret realisme og historisk perspektiv. Mahfouz var en førende stemme imod islamisk fundamentalisme, hvilket bl.a. kom til udtryk i hans aktive støtte imod fatwaen mod Salman Rushdie. I 1994 overlevede han et knivoverfald, udført af en militant islamist. Mahfouz har skrevet 30 romaner og over 100 noveller, og han regnes som grundlæggeren af den moderne arabiske roman. I 1988 fik han Nobelprisen for sit forfatterskab. I denne bog fortæller han om beboerne i Midaqgyden, et af Cairos fattigkvarterer, hvor forskellige skæbner krydses og påvirker hinanden. Midaqgyden fra 1947 er det bedst kendte værk af Mahfouz.

Midaqgyden omhandler som førnævnt beboerne i Midaqgyden, et af Cairos fattigkvarterer. Her kæmper forskellige skæbner på godt og ondt for og håber på en bedre fremtid. Den foregår under 2. verdenskrig, hvor englænderne er i Egypten, og flere egyptere har søgt arbejde i englændernes tjeneste og drømmer om rigdom. Dette skaber en diskrepans imellem gydens beboeres hidtidige fattige og traditionelle livsstil og en ny, mere moderne og frisindet livsstil. Her er fokus på den unge kvinde Hamida, der er vokset op i fattigdom, men drømmer om rigdom. Mændene i gyden begærer Hamida og flere frier til hende, men hun drømmer om en bedre fremtid end et liv i gyden. Dog forelsker hun sig i gadens unge barber, som lover hende et bedre liv og rejser ud for at arbejde for englænderne for at realisere sit løfte. Imidlertid sker der omvæltninger i Hamidas liv, da hun forelsker sig i en alfons, der oplærer hende i prostitution. Hamida stikker af hjemmefra og får det liv i luksus, hun har drømt om. Barberen vender således tilbage til en gyde uden Hamida, optændes af jalousi og søger svar og uden at afsløre for meget, kan jeg blot sige, at både Hamidas, baberens og gydens yderlige beboeres liv omvæltes.

Midaqgyden er et litterært vidunder fra start til slut. Mahfouz har et flot, poetisk og beskrivende sprog, der gør, at læseren inddrages og lever i gyden på samme fod med de forskellige skæbner i bogen, hvis livsproblematikker man føler på kroppen. Mahfouz omtales ofte som grundlæggeren af den arabiske roman, hvilket tydeligt viser sig i nyere arabiske forfatterens fortællestil. Især en forfatter sprang i øjnene, som stærkt influeret af Mahfouz, nemlig Alaa Al-Aswany, forfatteren til Yacoubians hus og Chicago, der på samme måde som Midaqgyden beskriver forskellige skæbner, der har drømme for fremtiden, og på forskellig vis påvirkes af hinanden. Alaa Al-Aswany er i dag en populær forfatter, og at han er så tydeligt inspireres af Mahfouz, viser, hvor dygtig en forfatter Mahfouz var. Bogen er uden tvivl verdensklasse og er en af de bøger, folk, der interesserer sig for Mellemøsten og gode romaner, bør læse.