For nogle er det det eneste rigtige. For andre er det blasfemi. At sætte eltråd på bluesmusikken. I 60’erne gjorde Hendrix det, mens Rolling Stones og Dylan fulgte trop. Det blev hurtigt til en anerkendt hybridgenre, der tog bluesens blå toner ind i rockens svedige noter. Særligt gennem 70’erne og 80’erne dukkede der navne som Gary Moore, Stevie Ray Vaughan og Jeff Healey op med en stil, der skulle vise sig at være særdeles fyldig og gennemslagskraftig. Med en fortid sammen med John Lee Hooker og i bandet Canned Heat blev den amerikanske guitarist Walter Trout til en central figur i fusioneringen af blues og rock. Nu er han klar med sit 21. studiealbum. Still goin’ very strong!

Bluesmusikkens tolvtaktsramme har sine begrænsninger. Det ved alle, der har forsøgt at improvisere inden for dens skalaer. Samtidig lever og ånder bluesmusikken af improvisation. Stopper den, dræbes musikken. Walter Trout er sammen med særligt Stevie Ray Vaughan kendt og anerkendt for at kunne udfolde og fylde ud med lange, varierede soli og numre, der i bund og grund lever af den gode melodi. Basalt set er Trout bare en god sangskriver, der derfor godt kan tilgives for ikke at udvikle sig så gevaldigt gennem sin karriere. Det fungere jo, det her. So, why fix it, if it ain’t broken?

Albummet hedder Blues for the Modern Daze. Her spiller Trout naturligvis på den fonetiske dobbeltbetydning af ‘daze’, der næsten udtales som ‘days’. Det er blues for de moderne tider. Men de moderne tider er også blevet dovne tider. Derfor er der en grad af opsang gemt i sangene, der sporadisk begræder tidens tilstand. Som blues jo skal, var jeg lige ved at sige. Titelnummeret ”Blues for the Modern Daze” handler om dette, og er et af pladens absolutte overlæggere. Den sidder højt, men pladen hænger godt sammen. For enhver, der kan lide Trout eller blot bluesrock, er det et meget fint udspil. Det vil ikke udvikle, men det fungerer tilstrækkeligt godt.

Pladen er en fin blanding af rolige bluesnumre som ”Lonely” og ”Blues for My Baby”, der klinger velkendt for de fleste (også lyrisk), og bluesrockede numre som ”Saw My Mamma Cryin’” og ”The Sky Is Fallin’ Down”. Sidstnævnte i øvrigt et meget fint eksempel på, hvordan Trout formår at improvisere ind over en meget fast og grundlæggende ramme. Sydstatsrocken kigger ind med sin sumpede atmosfære i ”You Can’t Go Home Again”, der dufter af støvede hovedveje på tværs af golde stater. ”Turn Off Your TV” viser os en ældre mand, der er blevet sur på tidens mediebillede, men melodien er tilpas B.B. King-agtig til at fungere.

Numrene er lange. Halvdelen af pladen består af numre der varer over seks minutter, hvilket fortæller noget om den tid, som Trout giver sig til at fylde på med godt og blandet fra bluesens skalaer. Lange soloer er en smagssag i en tid, hvor guitaristernes ekvilibrisme er hægtet af i en melankolsk rockscene. Disse tendenser ser Trout befriende stort på og spiller en vis kropsdel ud af bukserne. Længe, grundigt og svedigt. Trout har elementært været god til at give plads til sine bandmedlemmer, på plader og på scener, men desværre er det lidt svundet ind på Blues for the Modern Daze. Måske en musikalsk individualisme, forglemmelse, eller bare spillelyst.

Samlet set er det svært at blive træt af pladen. ”Brother’s Keeper” er endnu et eksempel på, hvordan bluesen faktisk stadig giver mening - betyder noget. En kommentar til samtiden måske: Er vi der rent faktisk for hinanden i krisetider? Der er med andre ord brug for bluesmusikken, for der er noget at føle blues af. På den måde er Trouts seneste plade lidt af det gamle, men nyt på den måde, at musikken er højaktuel i en modern daze. Vi daser, gør intet ved problemerne, begræder vores tab i blå toner. På den anden side er der intet i vente. Bluesmusikken holder stadig. Det samme gør Walter Trout.