The Civil Wars Barton Hollow
Sony Music, CD 59:47 min.
Anmeldt 11/3 2012, 13:00 af Kim Toft Hansen

Stripped!


Stripped!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den nøgne musik har en helt særlig charme. Den musik, der kan spilles på instrumenter uden strøm, uden for mange musikere og med tekster, der har mere tyngde, end når det handler mere om udtrykket end indholdet, kan virke stærk. Den minimalistiske version med en guitar, få supplerende instrumenter og to stemmer, der klinger kønt i forhold til hinanden, fungerer godt, når det lykkes. Amerikanske The Civil Wars overraskede mange sidste år, da deres debutalbum Barton Hollow ramte gaderne. Nu er pladen udkommet i en såkaldt deluxe-version med seks ekstra numre.

The Civil Wars består af sanderinden Joy Williams og sangeren John Paul White, der har skrevet det meste af musikken selv. De er ofte blevet forbundet med det lidt besynderlige koncept singer/songwriter, der i nogen grad signalerer dette minimale musikalske udtryk. Kæden af associationer er derpå lang. Det peger i retningen er country-toner, sydstats-bluesede tendenser, americana, folk og moderne popmusik. I krydsfeltet mellem Simon & Garfunkel, The Mamas and the Papas, Jefferson Airplane og moderne udtryksformer som Jack Johnson og Keb Mo har The Civil Wars fundet deres eget udtryk, som har bragt dem et stor pulje pæn omtale og musikpriser.

Tekstmæssigt er der en del at komme efter. De formår på en indsigtsfuld måde ved at vende banaliteterne på hovedet gennem tekster, der i flere af numrene fungerer som dialoger mellem mand og kvinde. Det franske udtryk c’est la vie bliver til det modsatte c’est la mort, mens en af de stærke linjer på pladen er omkvædet ”I don’t love you, I always will”. De spiller på det genkendelige og vender det på hovedet i poetisk poplyrik. Gennembruddet var nummeret ”Poison & Wine”, der blev brugt i tv-serien Grey’s Anatomy. En storm af søgninger viste sig på nettet umiddelbart efter afsnittets udsendelse i USA.

Deluxe-versionen af Barton Hollow indeholder de to nye nummer fra Williams og White selv ”Goodbye Girl” og ”Marionette”, der tæt følger stilen fra den samlede plade. Derud over er der versioneringer af Michael Jacksons ”Billie Jean” i en overraskende veloplagt version, Jimmie Davis’ klassiker ”You Are My Sunshine”, samt Jackson 5-nummeret ”I Want You Back” og Leonard Cohens ”Dance Me to the End of Love”. De to sidstnævnte var oprindelige bonusnumre på en tidligere reversionering. De nye numre klinger godt i stilen, og cover-versionerne er fint omsat til samme.

To grammyer er det blevet til inden for genrerne folk og country, hvilket i nogen grad misvisende, eftersom variationsgraden på pladen er – som ovenstående referenceliste klart melder – større, end dette antyder. Dertil skal det siges, at pladen måske godt kunne have været tjent med en lidt større variation i intensitet. Et af pladens absolutte højdepunkter er titelnummeret ”Barton Hollow”, der også er singleudspillet, men det er med sin indskrænkede, men stadigt svedige bluesrockede lyd pladen eneste up tempo-nummer. Derved bliver pladen samlet en meget – og muligvis lidt for – rolig sag.

Barton Hollow er en enormt stemningsfyldt plade, der sætter en til tider melankolsk og til andre tider romantisk stemning. Et godt soundtrack til en sentimental aften, men med en tilpas kritisk distance, der bringer tankerne lidt i retningen af det tungsind, Nick Caves ballader kan vise. Teksterne indgyder ikke altid romantik, men i stedet det modsatte, hvor fx pladens titel henviser til en straffefange på dødsgangen. På trods af pladens nedtonede spleen og langsomme rytme er det et stærkt bevis på, at Williams og White er amerikanske singer/songwriters, vi er nødt til at forvente os meget af.


57
Forrige anmeldelse
« Doors of Perception «
Næste anmeldelse
» Old Ideas »


Flere musikanmeldelser...