Sebastian Øjeblikkets mester
Sony Music, CD 38:30 min.
Anmeldt 12/2 2012, 14:43 af Christina Mohr Jensen
Sebastian – årgangsvin på moderne flasker
Sebastian – årgangsvin på moderne flasker
« TilbageDet er med en klar forventningsglæde og frygt man, som trofast Sebastian fan, skal høre et album som Sebastians nye Øjeblikkets mester den første gang. Glæde, fordi Danmarks troubadour nr. 1 har været 21 år undervejs med dette soloalbum, frygt fordi man efter så mange år, dels forventer noget nyt, men tillige velkendt, nu hvor der er gået så længe. For kan man efter 21 år vende tilbage til den danske popscene, der uden at sige for meget, kan siges at have ændret sig betydeligt i tiden der er gået siden sidst?
Nye stemmer og gamle idealer
Albummet er skrevet og sunget af Sebastian, der igennem albummets 11 sange får selskab af bl.a. Sys Bjerre og Randi Laubek. Tematisk er det vanskeligt at beskrive Sebastians sange da de spænder over dyb filosoferen over livets underfundigheder, betydningen af relationerne i livet, til muntre, latterfremkaldende sange som f.eks. duetten med Sys Bjerre ”Luftkasteller”.
Sangen ”Luftkasteller” er en glimrende illustration af, hvad en sanger som Sebastian kan; formidle alvor og humor samt en formåen til at udvælge sangere til hans sange, der fanger essensen af disses musikalske karakter. Nummeret er yderst humoristisk formuleret og fortæller om en af Sebastians kæpheste igennem en lang karriere; nemlig at vi lige så godt kan begynde at holde af hinanden. I denne sang er twistet, at NASAs forskere har opdaget at mennesket ikke kan reproducere sig selv i rummet, hvorfor vi lige så godt kan løse vores had til hinanden nu, for som han så sjovt formulerer ”...vi skal alle sammen blive – for når man kommer ud i atmosfæren får generne rod i pæren”. Udover at en sang som denne illustrerer, at Sebastians velkendte budskaber om fred, kærlighed og harmoni holder stand, så viser en sang som denne også, at dette album ikke er resultatet af en forårsrengøring i Sebastians sangskuffer, fordi de gammelkendte budskaber bæres igennem af nye fænomener og kunstnere.
Det moderne samfund under kærlig behandling
Tillige indeholder dette album nogle af Sebastians karakteristiske samfundskritiske stikpiller som subtilt pakkes ind i lyrik, fortælling og humor, f.eks. sangen om Jesper Langballe der, som ”Guds store mand” promoverede politiske toner af fremmedhad; ”beduiner slår sin datter, mor og kat ihjel..og så sig selv”, men desværre for Jesper Langballe blev han sendt med ”den anden herre” ved Himlens Port. Dermed hiver Sebastian fat i aktuelle politiske temaer som indvandrerpolitikken, men tillige mere generelle samfundsbeskrivelser, der bringer ham up-to date og sætter dagens Danmark under kritisk lup. Dette gør han på sin typiske facon uden moralprædikener, dundertaler og dommedagsprofetier, men igennem ordspil, dramatisk musik, humor og genial historiefortælling, der efterlader en i godt humør, men tillige eftertænksom.
Den endelige dom
Lyden er genkendelig fra Sebastians tidligere albums. Musikken er dramatisk og bærer karakteristika fra den stil Sebastians utallige musicalproduktioner er præget af. Tempoet og følelserne er stærkt varierende; den ene sang er tjep og lystig og man føler sig henført til munter træskodansende, violinspil, den næste valsende, dyster og tung. Det er disse variationer der gør, at Øjeblikkets mester ikke umiddelbart er det klassiske ”baggrundsmusik” man sætter på når der spises middag, fordi han med sin variation i både tempo, tone, tema og lyrik formår at være insisterende på lytterens opmærksomhed.
Sebastians Øjeblikkets mester er et album der rækker langt udover øjeblikket, men tillige formår at fange det. Han er til de, der tidligere har nydt hans musik, til de der ønsker musik, der er underholdende men på den holdbare, ukrukkede, tankeprovokerende facon. Sebastian består med comeback albummet Øjeblikkets mester med glans, da han med dette album har formået at holde fast ved det gode, genkendelige, karakteristiske, men tillige har bragt musikken ind i det nye årtusinde. Dette gør han med valget af sine duetter, der hører nyere generationer til, sine vedrørende tekster, sin finger på samfundets puls og sit vedvarende engagement i en musisk og lyrisk stil, der er så pompøs og alligevel så enkel, at han beviser, at han kan noget ingen andre musikere i dette land kan. Han fastholder med denne plade dermed, i en alder af et par og 60, sin titel som Danmarks største troubadur.