”You’ve been listening to much to those boy bands”, udtaler han, idet publikum vist endnu ikke helt er varmet op. ”You’ve got a man’s band here”.

Sådan er de fire knægte fra New Jersey selv gået fra at være purunge fyre – med langt krøllet hår, lidt mere make-up end godt er, og en definerende version af stadionrock – til at være fire mænd, der over tid har udviklet sig til at være et af de firsererrockbands, der har overlevet længst – og mest bemærkelsesværdigt. Det er selvfølgelig Bon Jovi, vi her har fat på.

Mens vi, der allerede har sikret os frontbilletter, venter på, at de – om et par dage på given mark uden for Randers – gæster Danmark for første gang siden ’93, og første gang som hovednavn siden ’87, kan vi nøjes med den såkaldte Lost Highway – Tour Edition, der har fået en ekstra skive i ryggen. Denne ekstra plade supplerer den allerede udgivne Lost Highway fra sidste år med en live-plade med live-versioner af alle numrene herfra – samt klassikerne ”It’s My Life” og ”Wanted Dead Or Alive”. Der er således ikke mange overraskelser at hente her, andet end at flere numrene her – måske som ventet – viser sig at være ganske gode titler til at løfte den åbne himmel.

Det var i sin tid med en vis grad af vemod og eftertrykkelig undring, at jeg satte Lost Highway i pladespilleren – og denne pessimisme fortog sig ikke, da jeg senere havde gennemlyttet pladen nogle gange. Jeg er af en generation, der ikke helt har været med fra starten, men jeg var ikke meget mere end de 10 år gammel, da New Jersey var en stor del af mit generationsbrud med sure forældre (som den dag i dag faktisk har vænnet sig så meget til Bon Jovi, at de selv til tider lytter til det). Det er derfor også et besynderligt møde mellem klassisk puddelrock fra 80’erne og en vægtig del nostalgi, der er svær at skille ad, når de gamle plader pudses af og roteres på pladespilleren i skæret af mangen en teenagefest. I dette skær viser Lost Highway sig ret beset ikke at leve op til fuldvægtige rockere som ”Bad Medicine”, ”You Give Love a Bad Name” eller ”Livin’ on a Prayer”. Men alligevel er den seneste plade – til min store overraskelse – vokset på mig til et udspil, der får lov at være værdig opvarmning til torsdagens koncertbrag i det midtjyske.

Der kan være forskellige årsager til, at Bon Jovi i dag – til forskel fra mange af de samtidige firserbands – stadig spiller for store stadions med publikum, der ikke kan have fulgt med på grund af et nostalgisk trip. Store dele af nutidens Bon Jovi-publikum var ganske simpelt ikke født, da guitarsoloen, cowboystoffet og de store mandige krøller var moderne. I stedet har Bon Jovi formået at holde fast i nogle elementer, der går på tværs af alle pladerne, mens der samtidig ikke er en eneste af pladerne, der lyder ens – de har med andre ord formået at udvikle sig. Meget sigende for Bon Jovis evne til at udvikle sig er det, at Van Halen – der har været mindst ligeså genredefinerende – i halvfemserne turnerede som opvarmning for Bon Jovi.

Derfor var det måske det klogeste for et band med den popularitet, som specielt de to albums Slippery When Wet og New Jersey havde skabt, at tage en grundig pause (efter New Jersey-touren i slutfirserne havde de ingen intentioner om at spille sammen igen). For det første gjorde det, at de fem bandmedlemmer – Alec John Such på bass forlod først bandet i midthalvfemserne – senere kunne se hinanden i øjnene igen. De var kort og godt blevet trætte af hinanden uden at være uvenner. For det andet gav det også de tre af medlemmerne chance for at udforske sine solointeresser, hvilket gav os guitaristen Richie Samboras usandsynligt gode, bluesede Stranger in this Town og Jon Bon Jovis yderst poetiske Blaze of Glory – soundtracket til Young Guns II, alt imens trommeslager Tico Torres udforskede sine evner som kunstmaler (først i ’98 solodebuterer keyboardspilleren David Bryan med sin pianoorienterede On a Full Moon).

Energien var derfor betydelig genopladet, da de igen gik sammen for at indspille Keep the Faith, der fødte en længere række værdige klassikere. Siden da har bandet evnet at udvikle sin lyd til noget, der både får gamle følgeskaber som undertegnende til at købe pladerne, mens nye fans stadig stiller sig i kø. Fra det helt store comebackCrush, over den lidt post 9/11-agtige Bounce, og den selvransagende This Left Feels Right, hvor egne numre reformuleredes i nye versioner, til Have a Nice Day, som var et mere moderne udspil, har Bon Jovi krydset klinger med fortiden og nutidens rocktoner. Der skal nok en grad af systempres til for at sige, at de i de senere år har defineret rockgenren for fremtiden, men der er ingen tvivl om, at den interne fornyelse og den tilpasse mængde nostalgi har været doseret i mængder, som har holdt dem på toppen af rockscenen i snart 25 år. De har flere gange udtalt, at den dag, de oplever, at de er blevet et nostalgiband, så stopper de.

I slutningen af denne historie var det så, jeg befandt mig, da Lost Highway – da den udkom sidste år – satte den forventningsfuldt i pladespilleren. I første omgang var jeg enormt skuffet over det sælsomme blandingsforhold mellem de typiske Bon Jovi-toner og den country-tilstræbte karakter, som hviler over hele udspillet. Dette er i givet fald – vil den kritiske markedsspekulant sige – affødt af den Grammy, som de fik for den alternative country-version af ”Who Says You Can’t Go Home” fra Have a Nice Day sammen med Sugarland-sangerinden Jennifer Nettles. Men skuffelsen – og markedsspekulanten! – lagde sig til ro til fordel for en tiltagende fascination af en stil, der lever op til pladens titel: Musikken på Lost Highway er ganske simpelt god landevejsrock, som efter alt at dømme appellerer til både den generation, som min teenage-revolte fik ud over, og nye fans, der aldrig før har lyttet til Bon Jovi. Om det er for bredt eller bare folkeligt, vil jeg lade være op til andre at dømme.

Det er svært at dømme ud fra den syntetiske cd-lyd, om numrene fungerer som live-numre (spørg mig i stedet på fredag). Men efter alt at dømme er et storladent nummer som titelnumret ”Lost Highway”, den festpeppede ”I Love This Town” (som man selv kan indspille video til og indsende til storskærmsudsendelse under sin hjembys Bon Jovi-koncert) eller især den helt klassiske stadionrocker ”We Got It Going On” numre, der lugter af rockstemning lige stik øst for Randers om et par døgn. Jeg lader i hvert fald håret gro, finder den slidte cowboyjakke frem og drager ud på ”den fortabte hovedvej” for at lytte til Bon Jovi – for gu’ved hvilket gang.

Og for dem, der endnu ikke har lyttet til Lost Highway, men har hang til et ordentligt ”man’s band”, så bør albummet have en chance – måske bliver du den næste i køen…