Rockgenren i sin bredde er en enormt selvreferentiel genre, hvor kunstnerne tyvstjæler med guitar og trommestik, ofte uden at være det fuldt bevidst. Derfor er det nok det sted, hvor mødet mellem nogle konstante toner og små variationer er tydeligst. På den måde er genren et offer for tidsbetyngede stilarter, der krydser klinger og bliver til noget nyt, men samtidig holder den fast i en grundsten, der fortæller lytteren, at vi godt ved, hvad vi skal vente.

Tydeligst ser vi det hos britiske Quireboys og deres album A Bit of What You Fancy, der er et katalog over rockhistoriens mest sejlivede riffs og solokompositioner, hvilket også er reflekteret i albumtitlen: Man får lidt af alt det, der rykker, når man vil have et svedigt, tempofyldt rockudspil. Sådan er Def Leppards seneste udspil Songs From the Sparkle Lounge i udpluk også, men for mange numre holder desværre ikke i længden. Men imellem de fade påfyldninger og de klichemættede gimmicks er der nogle af bedste Leppard-numre længe.

Når en knægt som undertegnede vokser op med albums som Pyromania fra 1983, Hysteria fra 1987 og Adrenalize fra 1992, sætter det sine klare spor i den indre rockantologi, der kun kræver få dråber pilsner, før jukeboksen trykker ”play”. Men inden disse albums havde Sheffield-gruppen gjort sig særdeles bemærket med to albums, der om noget viser den tradition, de uspringer fra. Særligt debutalbummet On Through the Night fra 1980 hentes ofte frem som et af gruppens bedste, og her ser vi også, hvordan tonerne fra, da 70’ernes Page- og Iommi-riffs for alvor får sin indkørsel i, hvad der i 80’erne skulle vise sig at være rockens storgenre. Hos Def Leppard møder 70’ernes tungere Zeppelin-toner nemlig de glitrende glam rock-tendenser, som hos gruppen eksplicit ved genindspilningen af nummeret ”Action” jævnfører The Sweet. Derfor rangerer Def Leppard stadig som en af de vigtigste rockgrupper i den mere populære 80’er-rock, der af mange er så hadet og parodieret, men af mindst ligeså mange, der er vokset op i dette årti, ligeså elsket.

Hos Def Leppard har det fra starten været en musikalsk, genkendelig energiudladning, der har været i centrum, og derfor har de aldrig præsteret noget nævneværdig rent tekstmæssigt – det gælder også Songs From the Sparkle Lounge, der bærer præg af en stribe genbrugte, lidt fortærskede titler, såsom ”Nine Lives”, ”C’mon, C’mon”, ”Cruise Control” og ”Only the Good Die Young”. Altså skal man ikke indlade sig på at finde dybere mening i teksterne, der mest af alt supplerer den klædelige musik. Man kan undre sig noget over, at når gruppen har et klassisk nummer betitlet ”Let It Go”, at de nu forsøger sig med endnu en ”Gotta Let It Go”; de kan åbenbart ikke helt give slip på, hvad end det er, der sidder fast.

Men piller man fem-seks numre ud, efterlades man med nogle numre, der kan træne enhver luftguitar til det velklingende stadie. Guitarist Phil Collen, der desværre på flere af gruppens udspil har været rent evnemæssigt trukket i baggrunden, kommer på flere af numrene helt i forgrunden med nogle gennemførte solokompositioner, som ikke har været at finde på et Leppard-album siden starten af 80’erne – måske på nær Euphoria fra 1999. Numre som ”Go”, ”Nine Lives”, ”Hallucinate” og i særdeleshed det fabelagtige rifftunge ”Bad Actress” viser med al tydelighed, at næsten 30 år på rockscenen ikke har givet rocktonaliteten grå hår. Sammen med singleudspillet ”Nine Lives” holder ”Bad Actress” pladen på et niveau, der gør besiddelsesværdig. Og sammen med det meget High n’ Dry-accentuerede nummer ”Go” får det faktisk pladen til nå et ganske uventet godt niveau, specielt siden gruppens forrige fejlagtige udspil Yeah! Men man skal ikke vente sig et overraskende udspil som Slang fra 1996 eller et lettere luftigt udspil som X fra 2002, men i stedet skal man læne sig tilbage ud nyde lyden af Leppard-festerne i de fem-seks af de elleve numre på pladen.

Def Leppard har det stadig, og spilleglæden fra improvisationerne i The Sparke Lounge, hvor pladen er blevet til, er klart til stede - og giver man pladen et par karruselture i pladespilleren, kan den sagtens i udsnit genvinde tabte Leppard-hjerter.