Det kan godt være, at overskriften er lidt strammet. Efter menighedsrådsvalgene 17. september i år, har der også været røster, der har talt for kirkens rolle i klimakampen, og jeg har også hørt ´Grøn Kirke´ blive nævnt. Jeg ville dog ønske, at det fyldte betydeligt mere, også fra prædikestolen.

En pioneer inden for grøn teologi, Ole Jensen, døde i 2021. Han var en af de første, der koblede det kristne livssyn sammen med klimakampen. Han skrev fx I vækstens vold. Økologi og religion i 1976, Frem til naturen: og andre essays i 1980 og På kant med klodens klima: Om behovet for et ændret natursyn i 2011.

Han var dog skeptisk mht. klimakamp fra prædikestolen, da han var bange for at gøre det til en ideologi.

Men havde Ole Jensen ret i sit forbehold mod klimakamp fra kirkens prædikestol?

Antologien Systematic Theology and Climate Change. Ecumenical Perspectives, som er redigeret af Michael S. Northcott og Peter M. Scott, udkom for ti år siden. Det er meget mærkeligt at tænke på, da bogen virker helt aktuel. Det er som om, der ikke for alvor er sket noget mærkbart i den kirkelige klimakamp, og denne potentielle kirkelige selvbesindelse kunne give anledning til at (gen)overveje, om ikke (folke)kirken skal vove, også fra prædikestolen, at italesætte klimakampen noget mere. Har kirken ikke et særligt ansvar, når vi dybest set taler om menneskelig destruktion af verden, ikke mindst via vores overforbrug og dyrkelsen af uendelig (fossildreven) økonomisk vækst; den verden, som Gud – ifølge kristen selvforståelse – har skabt?

Der er flere ting i bogen, som burde været givet, hvis man faktisk har et kristent livssyn, og aktiv kirkekamp burde derfor næsten komme af sig selv. Her vil jeg lave nogle relevante nedslag i flere af bogens kapitler.

Treenigheden
Når man tænker på, hvor konkret klimakrisen i grunden er, at det ret modigt, at bogen lægger ud med et af de for mange mennesker mest diffuse begreber i kristendommen, nemlig Treenigheden. Altså, at Gud er Fader, Søn og Helligånd. Og det er præcist, hvad Timothy Gorringe gør i kapitlet The Trinity.

Den er imidlertid helt central i klimakampen, mener Gorringe. For treenigheden er nemlig relationel. Man kan ikke tænke ”Gudselvet” uden Treenigheden, da Gud er Treenigheden. Ja, han skriver ligefrem, med henvisning til Guds afsløring af sit navn til Moses foran den brændende tornebusk, at Guds ”navn” netop er Navn (´name´), og gemmer i sig hele den kristne fortælling.

Og hvorfor er det vigtigt?

Jo, vi dyrker alle sammen en gud. Og det kan fx være den gud, som vi særligt har dyrket siden industrialderens kapitalisme (og sikkert også før), nemlig endeløs økonomisk vækst. Altså, med andre ord: Ikke den kristne gud.

Det er klart, siger han, at vækst er nødvendig for at øge levestandarden hos mange millioner af mennesker i verden, men hvis væksten sker på bekostning af de kommende endnu ufødte generationer, og på bekostning af jorden, så er denne dyrkelse af vækst afguderi, og det er netop anklagen.

Denne gudsdyrkelse glemmer det relationelle. Og ikke bare det relationelle mellem mennesker - vi bekymrer os jo heller ikke over, hvilken indflydelse vores overforbrug har for mennesker på den anden side af jorden. Men også det relationelle i forhold til alle ikke-menneskelige skabninger. Herunder natur og dyr. Artsmangfoldigheden, biodiversiteten.

Hans pointe er altså, at hvis vi tager Treenigheden alvorligt som vores Gud, så er det helt umuligt at leve som vi gør i dag. Så ville det være en opgave for os alle sammen at leve mere ´relationelt´ og altså leve i større harmoni med andre levende væsner, og derfor leve klimavenligt, og droppe afgudsdyrkelsen af uendelig økonomisk vækst.

Helligånden og kristen aktivisme
Michael S. Northcott tager i Holy Spirit også et tema op, som mange helt sikkert også har svært ved at forholde sig til, nemlig helligånden.

Noget kunne tyde på, at vi har glemt, hvad helligånden er for en størrelse. Den burde være alt rigeligt, når vi skal besinde os på en ny livsstil. Selv i de områder i verden, hvor pinsekirkerne dominerer – og hvor helligånden jo er i særligt fokus – har man tilsyneladende ikke denne opmærksomhed. Helligånden skulle netop være den transformerende kraft, der giver os lyst og overskud til at ændre vores livsstil til det fælles gode, hvilket inkluderer en klimavenlig livsstil.

I kapitlet Eschatology af Stefan Skrimshire, stilles så spørgsmålet, hvor aktive kristne skal være i klimakampen? Skal man afvente en bedre verden, når Gud griber ind ved tidernes ende, som nogle kristne synes at mene, eller hvordan?

Hans svar er et nej, men også lidt blandet. På den ene side skal man have en teologi, der retfærdiggør (klima)handling. Handling skal jo helst ikke være forudsætning for Guds kærlighed og handling må gerne opleves som meningsfuldt. På den anden side skal den anerkende og acceptere tab og død.

Man skal ikke være for ´tilgivende´ overfor nutidens fejltagelser, for så forbliver man passive i en klimakrise, hvor aktiv handling er påkrævet.

Udfordringen er, at på trods af troen på noget bedre, når Guds fremtid nærmer sig, som i kristen forståelse kun kan være god, da den er Guds, og på trods af, at aktiv handling kan synes nyttesløs, så skal man alligevel gøre det, for at bekræfte livet som det er lige nu.

Livet og håbet er givet os
I Peter M. Scotts kapitel, Humanity, problematiserer han forskellige aspekter for menneskeheden under de menneskeskabte klimaforandringer.

Der er ikke mindst hele spørgsmålet om, i hvilken grad en generation skal tage hensyn til den næste. Hvor megen frihed skal en generation give afkald på, således at negativt klima-forandrende handlinger undgås, så den næste generation ikke står med samme eller større problemer?

Her påpeges det, at menneskelig frihed og udvikling slet ikke kan lade sig gøre uden at medtænke naturen. Det er så spørgsmålet, om en sådan fuldstændig harmoni mellem mennesket og naturen er realistisk i denne verden, men ´bare´ må være et eskatologisk mål, altså et slags håb for en fremtidig verden, vi skal stræbe efter allerede nu.

Derfor bør lovprisning stadig være central. Det er anerkendelsen af, at al liv er blevet givet os, og derfor er en gave. For det gælder stadig under et varmere klima/en verden med klimaforandringer. Livet er stadig givet os, og bør lovprises.

I kapitlet Sin and salvation skriver Neil Messer blandt andet, at kirken har mindst to bidrag til hvordan klimakrisen kan håndteres.

For det første kan Guds nåde gøre os villige til at være ærlige, således at vi ikke – som ellers er meget menneskeligt – ignorerer eller bortforklarer klimakrisens alvor.

Af indlysende grunde er bevidsthed om og erkendelse af klimakrisens alvor, forudsætning for handling. Og i forlængelse af det, Guds gave til os i form af håbet.

Aktivister kan således både være dem, der handler på alle os andres vegne, og samtidig være inspiration til at vi selv lever mere klimavenligt.

Græsrodsaktivisme af individuelle kristne – eller grupper af kristne – bliver på den måde et kristent vidnesbyrd om det håb, evangeliet lover os, og som aldrig vil blive slukket af den menneskelige synd, altså vores tilbøjelighed til at begå dumheder.

Det guddommelige i alt levende
Jeg vil også nævne Niels Henrik Gregersens kapitel Christology, selvom hans tanker om ´dybdeinkarnation´ kan være svære at forstå, også for teologer.

Gregersen starter med at fortælle, hvor forbundne vi er på jorden, alle levende væsener. Hvor afhængig vi er af hinanden, da vi indgår i den samme biosfære.

Den tanke er vigtigt for at forstå hans udfoldelse af begrebet om dybde-inkarnation – ´Deep Incarnation´.

Til yderligere præcisering bruger han de tyske ord Körper og Leib om kroppen. Körper er vores fysiske krop, den krop, som jeg tænker, de fleste af os forbinder med kroppen. Mens Leib også inkluderer alle de relationer, vi indgår i som mennesker – den helhed, vi er en del af, hvilket jo inkluderer biosfæren, og vores afhængighed af og med alt levende.

Man kan sikkert passende oversætte ´Körper´ med ´krop´ og ´Leib´ med ´liv´.

Så er det måske også nemmere at forstå tanken bag dybde-inkarnation som en måde at forstå Jesu inkarnation på, altså den forestilling at (den kristne) gud blev menneske.

Hvis Gud tager bolig i mennesket Jesus, og dermed i alle hans celler, og hvad vi mennesker ellers består af, så må det også betyde, at Gud – det guddommelige – har taget bolig i alt, som består af disse celler, mv.

På den måde indgår det guddommelige i virkeligheden i alt levende.

Når vores levevis kan påvirke mennesker, dyr og natur på den anden side af jorden, vil den kristne opgave derfor inkludere omsorg for alt levende, og ikke kun vores medmennesker. Og dermed lade denne omsorg afspejle sig i vores levevis, både fordi, at det er vores opgave, og fordi, at det guddommelige indgår i alt levende, hvilket selvsagt skærper opgaven.

Åndelig krise?
Som jeg skrev i indledningen, lader det til, at (folke)kirken ikke er så meget fremme i skoene i klimakampen, som den måske burde være.

I kapitlet The Church skriver Tamara Grdzelidze om, at klimakrisen viser, at kirken (også) er i en åndelig krise.

Kirken burde være et vidnesbyrd om Kristus, herunder vores pligt til at tage vare på vores medskabninger, både mennesker, dyr og natur. Her er de kirkelige ritualer, liturgien, gudstjenestens gang, en del af gudsdyrkelsen og lovprisningen, og det er her den fulde spiritualitet/åndelighed burde vise sig. Det er her, det kommer til udtryk, at alt levende er en enhed, også selvom verden udenfor i praksis viser noget andet.

Derfor bør kirken netop arbejde for, at praksis og vores håb om en bedre verden kan nærme sig hinanden ved også at ændre det gældende samfund, både socialt og politisk.

Hun sætter derfor også spørgsmålstegn ved, om man kan være kirke uden at være politisk, da man som kirke både har pligt til at udleve omsorgen for alt levende, og samtidig fortælle andre om denne pligt, og at klimakrisen viser, at vi – også som kirke – har fejlet.

Ræsonnementet er, at hvis kirken virkelig dyrkede og lovpriste Gud og dermed skabelsen, ville den handle og forkynde anderledes, og så ville klimakrisen måske se anderledes ud.

At det ikke er tilfældet, tyder på en åndelig/spirituel krise, hvor også kristne er frustrerede og sortseende mht. klimakrisen, fremfor at bruge energien på lovprisning og ændring af livsstil. Hvis kristne i stedet fokuserede på at udleve kristendommens omsorg for alt levende og at fortælle om denne opgave – ville det meste se anderledes ud.

Som det er fremgået af ovenstående gennemgang af en 10 år gammel antologi, er der flere ting, der burde være givet, hvis man faktisk har et kristent livssyn, og aktiv klimakamp burde næsten komme af sig selv.

Det er derfor værd at overveje, om ikke Ole Jensen tog fejl i sin skepsis overfor at bruge prædikestolen til at minde om den kristne opgave, omsorgen for alt levende, herunder ikke-menneskelige skabninger.