Laver man en søgning på “Søren Ulrik Thomsen” og “døden” er der bingo. Både på google og på artikeldatabasen Infomedia.

Han taler også om døden og digte og om at digte om døden, da han gæster litteraturfestivalen Ord fra Nord - en festival, der hvert år finder sted på de sønderjyske biblioteker i samarbejder med en række biblioteker i Nordtyskland.

Søren Ulrik Thomsen gæster festivalen med sine digte om det ultimative - mennesket, der pludselig en dag forsvinder. Ved oplæsningerne står han med Samlede Thomsen i den ene hånd og svinger den anden hånd i takt med sin oplæsning.

Samlede Thomsen er en opsamling af samtlige hans udgivne digtsamlinger samt poesi og essays i udvalg. Opsamlingen udkom i 2014.

Med alderen er der forskellige måder at opleve livet på, og det sætter også sit præg på ens digte, siger Søren Ulrik Thomsen, der blandt andet møder et ungt publikum fra de lokale gymnasieskoler.

- En stor drivkraft for mig er, at digtene kommer til at overleve mig. Men tiden er en destruktion. Når jeg er færdig med at skrive et digt, er tiden allerede en helt anden, end da jeg begyndte på digtet. Da jeg var ung og var glad, troede jeg, at nu havde jeg fundet ud af det hele, og at jeg derfor ville være glad resten af livet. Og da jeg var ung og nedtrykt troede jeg, at jeg ville være nedtrykt resten af livet. Når man bliver ældre, er man dog flere steder samme gang. Som digteren og forfatteren Poul Borum sagde om at digte: “Jeg er her nu”.

Irritation dør også
Det bedste digt er dét, der holder, siger Søren Ulrik Thomsen.
- Jeg har skrevet gode digte, da jeg var ung. De hører bare en anden tid til. Nu hvor jeg ikke er ung, oplever jeg, at mennesker, jeg kendte, er døde, og det gør, at jeg oplever livet på en helt anden måde.

I et af sine digte om en afdød person sidder Søren Ulrik Thomsen på en restaurant. Mens døden er abstrakt, er restauranten noget konkret, og det konkrete er vigtigt at få med i et digt, da læseren nemmere vil kunne forholde sig til det abstrakte.

- Man kan som læser kun opleve, hvis der er konkrete billeder i et digt. Det med at en person er død er vanskeligt at forstå, så det må man forsøge at forstå gennem det konkrete: At beskrive at man sidder på den restaurant, hvor man tidligere kom med den afdøde person. Jeg tænkte over de ting ved et menneske, som irriterede mig ved den pågældende. Når personen er død, er de irriterende træk også forsvundet, og så savner man dem lige pludselig, fordi det var nogle af de ting, der var med til at gøre det mennesket til dét, det var. Hvert menneske er unikt. Der er kun en af hver, siger Søren Ulrik Thomsen.

Teksten er ikke en rebus
En gymnasieelev blandt publikum vil vide, hvordan han forholder sig til andres analyse af hans digte. Søren Ulrik Thomsen mener ikke, det er afgørende, hvad han tænker, men hvad der står i teksten. “Sølvgade-krydsets styrtende lys” er mættet med tre y’er. Det tænkte han ikke over, da han skrev det, men han ser det bagefter.

- Teksten er autoriteten - ikke jeg. Ofte er der en konflikt mellem lærer og elev, når det gælder analysen af en tekst. En tekst betyder ikke kun én ting, men heller ikke alt. Det drejer sig om at åbne en tekst og se de ting, der er i den, uden at den lukkes. Det er lidt forkert i undervisningen at fremstille tekstlæsning som om, teksten er en rebus. Sådan gør man jo heller ikke i den virkelige verden. Det er vigtigt at fascineres af den, siger Søren Ulrik Thomsen.

Digte skal kun skrives, når de vil. Søren Ulrik Thomsen advarer mod at skrive digte for at bevise, at man stadig kan. Man er nødt til at vente, siger han. Ellers bliver digtene uinteressante. Og der kan gå lang tid, hvor han bare venter. Lever sit liv som alle andre. Bygger erfaringer op. Og venter. Om man så rejste til verdens ende blot for at få inspiration, ville det ikke virke. Digtene kommer, når de vil.

- Jeg skriver ej heller for mig selv eller for nogle bestemte andre mennesker. Men der er noget i digtet, som er mig. Derfor vil det også kunne undre: Hvorfor går ham Søren Ulrik Thomsen hele tiden tilbage på sit digt og kigger på det? Det er fordi, der er noget i digtet, som ikke er mig.

Hyldest til regnen
Digtet Ode til regnen opstod eksempelvis på en togrejse fra København til Jylland. Søren Ulrik Thomsen så regnen drive ned ad togruden som lange årer, der ændrede retning efter vinden. Tilbage i København skrev han en hyldest til regnen, om alle de positive ting ved regnen, om det skønne ved at sidden inden døre, mens det regner udenfor og om det livgivende kraft, regn er.

Han gik ind på Rådhuspladsen, afleverede det til dagbladet Politiken, der trykte det dagen efter. Og det regnede stadig dagen efter.