Millioner af unge mænd blev slået ihjel. Skyttegravene svømmede over med meningsløse lidelser. Hoveder, arme og ben blev revet af de unge soldater på Første Verdenskrigs vestfront. De sårede skreg i blodpøle. Og derhjemme fik forældre deres liv ruineret, når de modtog et brev med den besked, de allermest havde frygtet. At deres søn - eller sønner - var død(e).

Alt dette prellede af på Karen Blixens bror, Thomas Dinesen. Han var besat af krigen. Han så kun det smukke i den og gik frejdigt ud og skød 12 tyske soldater på en dag og følte, at det havde været en givtig og meningsfuld dag: »Jeg vælger den forreste, en stor tyk fyr, og ved lyset fra en eksplosion får jeg godt sigte på ham og trykker. Og han knækker sammen som et skudt rådyr«, skrev Thomas Dinesen - og følte, at han havde nået det højeste i livet.

I Afrika reagerede Karen Blixen - Danmarks senere så store litterære koryfæ - med stor tilfredsstillelse på sin brors breve: »Jeg er henrykt over det, du skriver«, kom det tilbage. Som Karen Blixen med stor fryd nedlagde vildt på den afrikanske savanne, skød Thomas Dinesen mennesker. Og den litterære begavelse havde de til fælles.

- Thomas Dinesen udviste en total dødsforagt. Han vidste, at han skulle op og møde sin faders gud, så det kunne kun gå godt. Derfor gik han hver gang op af skyttegravene med fremskudt bryst, fortæller forfatteren, historikeren og journalisten Tom Buk-Swienty.

Tom Buk-Swienty udsendte i efteråret 2016 bogen Tommy og Tanne - det store i livet, der fortæller historien om Karen Blixens bror, Thomas Dinesen (1892-1979). Bogen fortæller om hans opvækst på Rungstedlund nord for København, hans forhold til den siden så berømte søster og ikke mindst det forhold, han havde til sin far - og som prægede ham hele livet. Selv om Thomas Dinesens far, officeren, eventyreren og politikeren Wilhelm Dinesen, begik selvmord, da Thomas var blot et par år gammel, kom farens liv og skæbne til at hænge over Thomas Dinesen. Selvmordet blev et traume i familien, men både Karen og Thomas følte sig nært forbundet med og forpligtet af deres far, hans væsen og idealer.

I 1906 indgik de to en pagt. De skulle »tjene Guden, Faders Gud. Det store i livet. Det, der ligger på et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve«, som der stod i pagten, de indgik ved en stor kampesten i Folehaveskoven bag Rungstedlund.

Kedede sig i Danmark
Thomas Dinesen kedede sig i Danmark og hungrede efter at komme til fronten, da Første Verdenskrig brød ud. Måske ekstra tankevækkende læsning for en læser fra det dansk-tyske grænseland, hvor dansksindede sønderjyder blev tvunget ind i en krig, som de ikke gad - og frygtede. Men Thomas Dinesen, overklassebarnet fra Rungsted, henvendte sig af egen drift i både Frankrig, Storbritannien og USA. Til hans store ærgrelse var der ikke brug for fremmede soldater her. Ved et tilfælde lykkedes det ham dog at komme ind som rekrut i The Royal Highlanders of Canada.

Han udgav senere en bog om tiden på canadisk side i krigen: No Man’s Land - En dansker med canadierne ved vestfronten, og det er ikke som i Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten den totale lede ved en absurd krig, der skildres her.

Fascineret af krig
- Det er interessant at se, hvad krig gør ved mennesker. Nogle drages af den og fascineres ved den, selv om vi ikke vil vide af det. Det kender vi også i dag: Hvor mange unge mennesker drager ikke ud i krigen af eventyrlyst, spørger Tom Buk-Swienty retorisk.

- Det er tankevækkende, hvordan Thomas Dinesen beskriver, at han den 12. august 1918 slog 12 tyskere ihjel. Jeg er selv et nationalt blandingsprodukt. Min far er tysk, og min mor er dansk. Når jeg ser et billede af en falden tysk soldat, der ligger i en blodpøl, så tænker jeg: »Hvordan mon den unge soldats mor derhjemme har oplevet det at få meddelelsen om, at hendes søn var faldet for Dinesens kugler?«

- Det var en anden tid. For os i dag er tiden svær at sætte sig ind i. Men det, der altid har slået mig ved at læse om tiden op til Første Verdenskrig, er udtalelserne fra datidens meningsdannere: »Der kommer aldrig en krig i Europa igen«, »Det kan ikke lade sig gøre« og »Landene er alt for tæt forbundne. Vi handler jo alle med hinanden«, siger Tom Buk-Swienty.

- Det er slående, hvor meget den afdøde far går igen i de to søskende. Faren, Wilhelm Dinesen, var kaptajnen, der kæmpede i krige flere steder, blandt andet i Dybbøls skanser i 1864. Thomas Dinesen fortsatte sin fædrene arv, fortæller Tom Buk-Swienty.

Om faren udsendte Buk-Swienty i 2013 biografien Kaptajn Dinesen - Ild og blod: En skytte, et friluftsmenneske, jæger og soldat - der endte med at hænge sig selv, fordi han havde gjort en stuepige gravid. Det ramte familien som et granatchok. - Mens Karen Blixens litteratur holder, er det meste af det, Thomas Dinesen skrev, glemt i dag, siger Tom Buk-Swienty.
Men det, som historikeren Buk-Swienty virkelig øser af, er indholdet fra en kuffert, som han for nogle år siden fik af sønnen Tore Dinesen under et besøg på Rungstedlund.

- Den var fyldt med Thomas Dinesens breve og krigsdagbøger, der jo indeholdt en guldgrube af oplysninger, som jeg kunne stykke sammen med andre kilder og hans bøger og derefter få en mening ud af. Thomas Dinesens gamle kærester lykkedes det mig ad den kanal at opdrive i Amerika, og jeg besøgte de steder, han lå ved fronten, gennemfotograferede dem og satte billederne op på en opslagstavle i mit arbejdsværelse. Jeg arbejder altid meget visuelt, siger Buk-Swienty. 

Ramt af ærefrygt
- Da jeg fik den kuffert mellem hænderne, blev jeg ramt af en ærefrygt. Det var som om, vi var tre mand i stuen på Rungstedlund, Tore Dinesen, jeg - og Thomas Dinesen, der siger til mig: »Du må gerne skrive min biografi«. Tore Dinesen sagde, at jeg skulle tage kufferten med hjem, så jeg kunne studere indholdet. Jeg bor i Odense og tænkte, at det turde jeg næsten ikke tage ansvaret for: Hvad nu, hvis jeg kørte ud over Storebæltsbroen med den. »Go and get it«, svarede Tore Dinesen blot og lod det være skæbne ligesom sin faster Karen Blixen, husker Tom Buk-Swienty.

Hans biografiske roman er nok blevet en fortælling om en usårlig helt, der søgte efter det, der for ham var »det største i livet«, men også en bog om en mand, der efter præstationens lykkefølelse møder tomheden.

I sin søgen efter »det største i livet« måtte han indse, at »det største« ikke varede ved, og at hans deltagelse i krigen »i bund og grund (har) bragt mig skuffelse«, som han skrev: »Jeg har ikke nået mit mål, at finde Faders Gud (…). Jeg har ikke fundet ham. Det er som om, han har undgået mig med vilje«, skrev han til Karen Blixen.

Som Karen Blixen skrev: »Det er ikke nogen dårlig egenskab ved en fortælling, at man kun forstår halvdelen af den«.