Du kommer gående ad en lang skovsti. En person kommer imod dig. Hvad er det mon for et menneske? Skal du hilse? Og hvornår? Helle Helle lader i sin seneste roman, Hvis det er, to fremmede mennesker fare vild i en stor skov.

En anmelder skrev engang om Helle Helles forfatterskab, at der som regel ikke sker en skid i hendes historier. Men at det er denne ‘ikke-skid’, der gør hendes noveller og romaner så fantastiske.

Igennem de seneste 20 år har den danske forfatter givet læserne en lang række portrætter af kvinder, der har det til fælles, at de sidder fast i en eksistentiel stilstand. Tilfredse og så alligevel ikke helt.

I sin seneste roman, Hvis det er, fortæller hun for første gang historien fra en mands perspektiv. Og Helle Helle synes selv, at der sker en masse.
- “Når nogle siger, at der ikke sker noget i mine bøger, handler det nok om, hvordan tingene er skrevet”, siger Helle Helle.

Hendes stil ligner meget denne taget fra den russiske forfatter Anton Tjekhov: I et replikskifte spørger en mand sin hustru: »Er der noget?« Og hustruen svarer: »Nej, jeg keder mig«.

“Det lille komma i sætningen »Nej, jeg keder mig« ændrer hele rytmen. Det ændrer hele rytmen. Det er pauserne, der gør forskellen. Og det kan godt være, der ikke sker meget i denne sætning, men der ligger en hel masse bag tilføjelsen »Jeg keder mig«”, siger Helle Helle.

Fordele ved provinsen
Hendes romaner udspiller sig alle på landet. Hvad er det, der interesserer hende ved landet eller provinsen?

“Der er mange fordele ved at skrive fra provinsen. Her er ofte en dårlig offentlig transport, der kan få personerne til at strande eller tvinge dem til at forblive på et sted. Alle kender alle på landet og behøver derfor ikke bruge så mange ord. Man er meget synlig på landet, hvad der kan være skræmmende. Man bliver meget bevidst om, hvordan de andre ser på én. Dette spil mellem det trygge og det utrygge udnytter jeg i mine bøger”, siger Helle Helle.

Noget så konkret som dårlige mobildækning i de danske yderområder er også en motor. Mobiltelefoner er ifølge Helle Helle lige så forstyrrende i bøger, som de er i virkeligheden.

“Jeg ville aldrig kunne lade mine hovedpersoner fare vild i en sjov, hvis ikke den sidste af de meget få busser var kørt, og hvis der var en tilstrækkelig mobildækning”, siger hun.

Hvis det er fortælles af den lidt kejtede Roar, der farer vild i en skov under en løbetur. Her støder han på en ligeledes vildfaren kvindelig løber, der omtales som Vejmand. De to slår følgeskab, og over et par fortvivlende døgn i skoven uden mad og drikke nærmer de sig hinanden. Roar på en måde, så han kan fortælle Vejmands historie: Om hendes rodløse ungdom i et kollektiv, hvor hun tåles, men også passes på af de andre kollektivister. Om hendes flakken rundt mellem forhold, inden hun genfinder sin ungdomsforelskelse Christian. Om hendes tid med Christian og hendes rolle som elsket svigerdatter og omsorgsfuld papmor, indtil Christian siger fra og slår op, fordi hun spiller rollen for godt og for meget.

Jeg-fortælleren
Manden og kvinde kender ikke hinanden, men bliver af omstændighederne tvunget til at tilbringe lang tid sammen.

“I Norge grinede de ad mig, fordi de ikke kunne forestille sig, at man kunne fare vild i en dansk skov. Men det er jo det gode ved romanen. Da kan det lade sig gøre. I mine noveller er der som regel en jeg-fortæller, og dansklærere vil gerne have at vide af deres elever, og der gemmer sig en mand eller en kvinde bag fortælleren. Så skal de stakler så finde ud af, hvilket køn, fortælleren har. Jeg har jo altid sagt, at det var kvinder, for jeg har ikke kunnet skrive om nogle, jeg ikke kender indefra”, siger Helle Helle.

Tillid til sproget
I romanen Hvis det er skriver hun for første gang fra en mands synsvinkel. Men Helle Helle betalte en pris: Det tog hende otte måneder at skrive de afgørende ti sider. På et tidspunkt gav hun op - og begyndte at skrive, som hun plejer. Så er det, at forfatteren får tillid til sproget og langsomt gør hovedpersonen til en mand.

“Da jeg valgte en mandlig hovedperson, var det, fordi jeg mente, det skulle være svært for mig. Der var ingen grund til at skrive mere, hvis ikke jeg gjorde det sværere for mig selv. Jeg har jo allerede skrevet mit hovedværk. Jeg har altid et dokument på computeren liggende, hvori jeg skælder ud over det, jeg skriver. Og her var udfordringen i lang tid: Hvordan får jeg fortalt, at det er en mand, jeg skriver om? Jeg var selv faret vild, ikke i skoven, men i skriveprocessen, men ofte er hænderne klogere end hovedet. Man får skrevet noget, man ikke havde planlagt ved at lade fingrene fortsatte på tasterne, og det er ofte bedre end alt andet. Pludselig dukkede vendingen op: »Jeg er naturens muntre søn«.”

Hovedpersonen Roar viger ikke tilbage for nogen af Helle Helles tidligere kvindefigurer. Roar har købt løbesko, men fået to forskellige størrelser med sig, og den ene giver vabler. Det er den kvindelige Vejmand, der et langt stykke ad vejen tager affære for dem, da de er fortabte ude i skoven. Hun finder nattely og leder efter vand.

Undgår hinanden
På de første tre sider forsøger de to personer ellers at undgå hinanden. Roar gemmer sig bag et træ - vel mest for at tage hensyn til kvinden. Han vil ikke forskrække hende.

“Der er noget meget akavet i at møde en anden person langt ude en i skov. Når man kommer gående mod en anden person på en lang skovvej, tænker man: Hvem er mon det? Skal vi hilse? Og hvornår?”

Helle Hele beskriver den pinlighed, der opstår gennem tosomheden ude i skoven. Men måske er den opstået af, at begge mennesker har et behov for at være alene. De to bliver dog sammen efter det tidspunkt, hvor de har muligheden for at gå hver til sit. Da er det allerede svært at løsne sig fra hinanden.

“Det er kedeligt at skrive om mennesker, der ved, hvad de skal. Derfor lader mange af mine personer sig rive med. Det er kun interessant at skrive om mennesker, der ikke gør, hvad der bliver forventet af dem og heller ikke gør, hvad de selv forventer.”

Helle Helle undgår klichéer ikke blot sprogligt, men også indholdsmæssigt. Den store kliché ved et møde mellem to mennesker i vildnisset ville være, at de sidder i mørket og fortæller deres livshistorie. I stedet lader hun manden Roar fortælle kvinden Vejmands historie.

“Det at fortælle om andre er jo også at fortælle om sig selv. Den ensomme mand ønsker ikke en gang at fylde noget i denne bog. Når Roar står bag et træ og fortæller kvindens historie, er han ligesom forfatteren. Jeg står også bag et træ”.