I mange år undgik Astrid Lindgren at fortælle om skyggerne i sit liv. Først i slutningen af sit liv åbnede hun op og fortalte offentligheden om sine dybe følelser af sorg, tab og melankoli.

Den største tragedie i Astrid Lindgrens liv var det liv, hendes søn, Lasse, fik. Astrid Lindgren oplevede det helt naturstridige, at hendes barn skulle dø før hende. I 1986 døde Lasse af en hjernesvulst. Da han var lille, var Astrid mod sin vilje nødt til at vende ham ryggen.

Astrid Lindgren var som helt ung kommet i lære som journalist i sin fødeby Vimmerby i Småland. Her blev hun som 18-årig gravid med Vimmerby Tidnings 50-årige chefredaktør, Reinhold Blomberg, far til syv, og midt i en skilsmisse.

I 1920erne var graviditet uden for ægteskab noget, man gik stille med, og derfor endte det med, at Astrid Lindgren tog til København for at føde. På Fødselsstiftelsen på Rigshospitalet fandtes dengang det eneste sted i Norden, hvor kvinder kunne føde under ordnede forhold uden at opgive faderens navn.

Den 4. december 1926 kom Lasse til verden. En uge efter fødslen indlogerede Astrid og Lasse sig på Villa Stevns på Håbets Alle 36 i Brønshøj, hvor Marie Stevens som plejemor tog sig af »uheldsbørn«. Her boede Lasse de første tre år af sit liv. Astrid Lindgren måtte rejse hjem til Stockholm for at passe jobbet og uddannelsen til kontorist. Hun havde kun få penge og kunne i de følgende tre år kun besøge Lasse med måneders mellemrum. Mindre end 15 besøg blev det til. Hver gang med kærlige gensyn, men også hjerteskærende afskedsscener.

En overset bog
Det fortæller forfatteren Jens Andersen om i sin Astrid Lindgren-biografi, »Denne dag, et liv«, der udkom på Gyldendal i 2014. Bogen er også udkommet på tysk på DVA-Verlag med titlen »Astrid Lindgren. Ihr Leben«.

Det er den første store nordiske biografi om Astrid Lindgren i 40 år. Jens Andersen, der tidligere har skrevet biografier om blandt andre H.C. Andersen, dronning Margrethe og Ole Lund Kirkegaard, har i to år pendlet mellem København og Sverige for at samle stof til bogen.

Alle kender Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe, mens »Mio, min Mio« ifølge Jens Andersen er en overset bog i Astrid Lindgrens forfatterskab.
- Ord som sort, død, mørke og sorg gentages op mod 100 gange i »Mio, min mio«. Kapitlerne har navne som »I den døde skov« og »Den dybeste hule i det sorteste bjerg«. Jeg tror ikke, jeg kender nogen anden litteratur, der er så fysisk påtrængende som denne bog. Det er virkelig en bog, som taler meget direkte til ens følelser, siger Jens Andersen.

»Mio, min Mio« handler om drengen Bosse, som er blevet adopteret af et ældre ægtepar, der ikke bryder sig om drenge. Da Bosse ankommer til »Landet i det fjerne«, får han at vide, at hans rigtige navn er Mio, og at han er søn af landets konge og dermed er en prins. Den dybt ensomme og forældreløse dreng mødes med en far, som han aldrig har haft.

- Jeg læste den højt for min søn, da han var lille. På et tidspunkt sagde min søn til mig: »Far, nu vil jeg altså ikke høre mere fra den historie«. Han er 34 år nu og har aldrig fået slutningen i »Mio, min mio«. Fortællingen lægger sig simpelthen klaustrofobisk om læseren, for den er også Astrid Lindgrens private sorgarbejde, siger Jens Andersen.

Valgte at være alene
Bogen er skrevet kort efter, at hendes mand Sture Lindgren i 1952 døde af druk og stress. Efter at have mistet sin mand besluttede Astrid Lindgren sig for, at hun ville leve alene resten af sit liv. Men året efter mødte hun en kvinde fra Berlin ved navn Louise Hartung, og de skrev i de efterfølgende 11 år - frem til Louise Hartungs død - tilsammen næsten 600 breve.

Louise Hartung havde læst »Pippi Langstrømpe« og inviterede Astrid Lindgren til Berlin for at holde foredrag. Besøget blev indledningen til et mange år langt venskab, og brevvekslingen viser en anden side af den kendte børnebogsforfatter.

Antimilitaristisk
Louise Hartung var tidligere koncertsangerinde og blev boende i Berlin under hele den nazistiske periode. Efter 1945 opgav hun sin musikalske karriere og helligede i stedet for sit liv til Berlins krigsbørn.
- Som leder af byens Hauptjugend­amt så hun det som sin mission at få Astrid Lindgrens muntre fortællinger til byen. Hver mandag arrangerede hun oplæsning af en Lindgren-bog på et af Berlins folkebiblioteker. Og var der noget mere antimilitaristisk end Pippe Langstrømpe? Det er svært at få en stålhjelm presset ned over hendes røde fletninger, der stritter ud til begge sider, siger Jens Andersen.

Den tætte forbindelse mellem de to kvinder i 1950erne og 1960erne fremgik ikke af den første biografi, der blev skrevet af Margareta Strömstedt i 1977. Det er en biografi, som indtil Jens Andersens har stået som biografien om Astrid Lindgren.
- Astrid Lindgren var god til at holde oplysninger tilbage om sig selv. Men i korrespondancen med Louise Hartung viser hun en hudløs ærlig side af sig selv, og de svar, der kom tilbage fra Berlin er ikke mindre personlige, fortæller Jens Andersen.

Korrespondancen udgør en vigtig kilde til de nye aspekter, som Jens Andersen drager frem i sin biografi. Men materialet er så omfattende, at Jens Andersen i 2016 planlægger at udsende en bog med samtlige breve.

Astrid Lindgren har selv fortalt, at man med historien om hendes søn, Lasse, kan forstå rigtig meget af hendes litteratur.
- Hun kommer til at opleve det ulykkelige, som hun forsøger at bekæmpe i sine bøger, og hun oplever, hvad der sker, når man ikke yder sine børn nok ømhed og omsorg, fordi man ikke er til stede. Da hun endelig får Lasse til sig, kan hun se, hvilke følger det har fået, for drengen er ulykkelig. Han har svært ved at falde til ro, falde til rette og koncentrere sig. Hans liv bliver aldrig lykkeligt, og det er den store tragedie i Astrids liv, siger Jens Andersen.

Ingen moraliseren
Astrid Lindgrens store revolution var, at hun gjorde op med de moraliserende og belærende børnefortællinger og i stedet for kravlede ind i barnet og skrev på barnets præmisser. Men i 1930erne lagde hun selv ud med julefortællinger til familiehæftet »Landsbygdens jul«, der havde moraler som »du får kun en julegave, hvis du opfører dig ordenligt«.

- Det var udtryk for et barnesyn, som havde været uforandret gennem flere hundrede år. Under Anden Verdenskrig oplevede hun dog en form for politisk vækkelse. Fra 1941 førte hun en slags krigsdagbog, hvor hun klistrede udklip fra aviserne ind i en bog med sine personlige kommentarer. Det var hendes forsøg på at forstå, hvad i himlens navn der gik af menneskeheden. Under krigen tjente hun penge ved at være »brevgransker«. Det var den svenske stat, der havde ansat sine spioner til at gennemlæse de følsomme breve, der røg ud af landet. Her læste hun om ulykkelige jøder, der skrev hjem til deres familie og venner i Sverige. På den måde sad hun i allerforreste række i en tid, hvor nyheder slet ikke nåede så hurtigt frem som i dag, forklarer Jens Andersen.

Det fik hende til at blive erklæret pacifist. Her blev grunden lagt til hendes indædte kamp mod krig, vold og terror.

En god købmand
- Det var på den baggrund, Pippi blev født. Den første Pippi-bog udkom i julen 1945 mindre end et halvt år efter Anden Verdenskrigs afslutning, siger han.

I de efterfølgende år greb hun chancen, mens tid var. Fra 1945 til 1950 skrev hun 16 børnebøger og var ikke kun en god kunstner, men også en god købmand.

- Hun var aktiv på mange platforme. Deltog i debatter om børneopdragelse og medvirkede i radioprogrammer samtidig med, at hun solgte og markedsførte bøger, fortæller Jens Andersen. Penge interesserede hende i virkeligheden ikke. For hende var penge forbundet med magt, og hun afskyede magten.
- Hvor mange millioner kroner, hun endte med at give væk til velgørende formål, er der ingen der ved.