Grænselandets forfatter Gynther Hansen har haft modet til at rode i de indre skuffer. »Det var så det« er en fortælling om en følsom dreng, der rakte hånden ud - men som også blev mødt med fortielser.

Gynther Hansen er på uanmeldt kasseeftersyn med sine erindringer Det var så det.

Det mener lektor Johannes Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet i Odense. Johannes Nørregaard Frandsen er en af dem, der har fulgt Gynther Hansen intenst. Barndomserindringerne fra grænselandet kalder Johannes Nørregaard Frandsen i et interview, som jeg har lavet med ham, for »en kritisk revision af alt det, Gynther Hansens forfatterskab er blevet til af«. - Bilagene er blevet hevet frem fra skuffen som i et kasseeftersyn. Gynther Hansen dykker ned i en barndom i en meget konfliktfyldt virkelighed. "Det var så det" er en fortælling om en lille følsom dreng, som især vil elske sin far. Vi oplever, hvordan drengen rækker ud efter faderens hånd, så denne kan lede ham på vej, siger lektoren fra Odense.

Mørke kræfter
I sine erindringer beskriver Gynther Hansen en verden, der viser sig at være helt anderledes, end han troede, den var.

Vi møder en kærlighedssøgende dreng fyldt med videbegær og livslyst, men også en dreng, der bliver skuffet over fortielser. Drengen har et åbent sind, der af mørkets kræfter tvinges til at lukke sig igen.

Vi erfarer familien Hansens kamp for at forstå sig selv som hjemmetyskere i Varnæs uden for Aabenraa eller Affenrå, som Gynther Hansen konsekvent skriver gennem hele bogen.

Faderen har ligesom mange andre af sine jævnaldrende været i æ kri på vestfronten, hvor han har haft "snuden nede i mudderet", som han selv beskrev det.

Gynther Hansens bror kastede sig i den anden krig ud i heltedyrkelsen af Hitler og kommer til at betale en pris i Faarhuslejren - en pris han dog betaler med oprejst pande. Den unge Gynther Hansen læste efter krigen om tyskernes forbrydelser, men vidste at tyskerne var lige så anstændige mennesker, som de mennesker han kendte i Danmark.

Men hvad så? Den unge Gynter Hansen hørte ingen steder hjemme.

"Ja for satan! Jeg vil være dansk!" besluttede han på en tur hjem fra søen. Og beslutningen har han stået ved lige siden.
- Skildringen er intet mindre end hjertegribende, mener Johannes Nørregaard Frandsen.

Læseren møder Gynther, født i 1930, i det hjemmetyske men dansktalende forældrehjem i landsbyen Varnæs. Det er grænseland i mere end én betydning, der udforskes i den lange erkendelsesproces, han skal igennem frem til besættelsens ophør, hvor han som 15-årig må se en ny verden i øjnene, en opvågnen som fra et ubevidsthedens limbo. Han vælger sin danske identitet, som egentlig har været der hele tiden gennem sprog, skolegang, læsning, men overlejret af en for ham naturlig sympati for det tyske og familiens uskrømtede beundring af Hitler.?

Faderen, papa, var slagter, havde eget udsalg men bukkede under og måtte tage hvad som helst og blev under Besættelsen så kantinebestyrer, assisteret af mama, i tyske forlægninger højere oppe i Jylland, Langeskov og Starup, altså værnemager. Derimod var han frastødt af nazismen og hele bevægelsen omkring Frits Clausen, rigelig belært af militarismens uvæsen fra sin deltagelse i »?æ kri?«, indkaldt som han blev, da Sønderjylland jo var tysk mellem 1864 og 1920.

Halvbroderen Lorenz fra mamas første ægteskab blev derimod en aktiv og brovtende nazist, der i drukkenskab endda drev det til stikkeri og siden fik en langvarig dom for landsforræderi. Bortset fra en kort internering i Faarhuslejren slap papa for tiltale.

Hjemløsheden
I årene op til Anden Verdenskrig var hans Mama optaget af renhed. Hun hamstrede sæbe til hele krigen. "Men det slog nu ikke til", som Gynther Hansen tørt konstaterer. Hans Papa var mere optaget af retfærdigheden.
- Vi føres dybt ind i historiens nærvær og føler næsten hjemløsheden mellem to nationale identiteter. Det er et historisk tema men stadig et aktuelt tema, for mange føler denne hjemløshed den dag i dag, siger Johannes Nørregaard Frandsen.

Hovedpersonerne i Gynther Hansens romaner befinder sig ofte i tvivlen mellem magt og afmagt. De store spørgsmål kommer frem i grænselandets store forfatterskab: skyld, skam, nåde, tilgivelse og smerte. "Men størst af alt er kærligheden" efter citat fra Bibelen.
- Gynther Hansen har haft modet til at rode i de indre skuffer i dette fine og stemningsfyldte værk. Det er et rigtig godt kasseeftersyn. Men jeg vil lige minde om titlen på din første roman: "Der må være noget mere", siger Johannes Nørregaard Frandsen.

Forholdet til faderen er det bærende motiv i erindringen. Tit utilgængelig, lukket om krigstraumet, som ikke kunne fortælles mens andre ligestillede havde uudtømmelige anekdoter om deres heltemod.? Det eneste, det lykkedes den nysgerrige Gynther at lokke ud af ham var, at han under fangenskabet i Frankrig havde måttet spise snegle, og at soldaterne under en march havde fået lov at tage de nedfaldne æbler fra en allé med frugttræer. Han ses nu vandrende udtryksløs op og ned ad gulvet i hjemmet med hænderne begravet i lommerne på flugt fra enhver konflikt.

Han har også kun en stivnen at byde på, da Gynther fortæller ham, at han nu véd, at han er deres plejebarn, men at det kun gør ham mere glad for dem.? Det er med dette ufremkommelige faderbillede, drengen årene igennem kæmper, nøje registrerende hver en venlighed, hver en antydning af fortrolighed. Gang på gang må han understrege, at papa var god mod ham ved anspændte lejligheder. Han »slog mig ikke. Og det må da skyldes en slags godhed«.? Eller »jeg forstod, at det var et bevis på, hvor varmt han følte for mig.«

Savnet fører videre til beundring for broderen, der også viser ham venlighed, og det fastholder hans idoldyrkelse af Hitler. Og vel også en hengivenhed for lærer Petersen med de hårde lussinger og den tilmålte venlighed.

- Han registrerer tydeligt nok kammeraternes, deres forældres, lærernes afmålthed over for ham, hvad der undrer ham, eftersom han kun anser de tyske soldaters tilstedeværelse som noget selvfølgeligt og tror, at alle gør det, skønt stemningen de sidste år af besættelsen ikke skulle være til at tage fejl af. Det var denne kølige skulder, han kom til at mærke, en vis isolation, som måske ikke blev værre end som så, fordi hans begavelse og lethed ved kundskaber og indlæring var såre synlig og skabte respekt ? og heller ikke skjules for læseren.?

Men grænsen for hans daværende virkelighedssans er tilsvarende mærkbar. Og hans enfoldighed så forbløffende, at man må undres, siger Johannes Nørregaard Frandsen.

Efter kapitulationen får han fat i de nye overjordiske aviser Morgenbladet og Information og møder dér stumper af en anden verdensfortolkning, nye ord som Dunkerque, El Alamein, Holger Danske, Frihedsrådet og judenfrei trænger ind i hans ørken af uvidenhed. Han fandt da ud af, at han ikke kunne have mere at gøre med et folk som det tyske og følte sig ikke længere knyttet til det.?

Det er så fortællingens chokeffekt. Noget kort og postuleret set fra et kompositionelt synspunkt. Stofligt har bogen en uafviselig styrke ved sin særlige erfaringsverden og den her tilbageholdte lidenskab og nedtonede splittelse.

Gynther Hansen: Det var så det
Barndomserindringer fra grænselandet. 198 sider, Forlaget Hovedland.