Alex Vargas
Sønderborghus 7.10. 2016
Anmeldt 10/10 2016, 15:43 af Hans Christian Davidsen
Soul i stroboskoplys
Soul i stroboskoplys
« TilbageAlex Vargas er nomineret til hele fem Danish Music Awards i 2016. Frem til uddelingen den 12. november i Forum i København er falsetsangeren på efterårsturné gennem Danmark med sin elektroniske popsoul.
Alex Vargas er på vej til at blive stor. Måske er han det om et par år, hvor det så kan være noget nær umuligt at lokke ham til at spille på en forholdsvis lille scene som den i Sønderborghus. Dette være sagt i en verden, hvor man kan forsvinde lige så hurtigt, som man kommer.
Den 28-årige Alex Vargas har de seneste ti år boet i London, hvor han har suget den engelske klublyd til sig. Med en opvækst i Hørsholm taler han pæredansk, men det kan godt være, at han slet ikke er »hjemme« på efterårsturné i Danmark. Hans mor er englænder bosat i Danmark, faren fra Uruguay og med en elektronisk form for soul, der ligger mellem Jeff Buckley og James Blake er det overvejende sandsynligt, at han vil komme i karambolage med de kriterier, som politikeren Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti opstillede for danskhed i tv i efteråret.
Alex Vargas udsendte sit første album som 15-årig. Som 17-årig droppede han ud af gymnasiet og rejste til London for at starte en musikalsk karriere. I en alder af 18 år stiftede han sit første band, Vagabond, der blandt andet nåede at optræde på verdens største rockfestival, Glastonbury i England. Og han har siden 2014 udsendt musik på det danske label Copenhagen Records , senest ep'en Giving Up The Goast.
Dunkende beats
Med sig på turnéen Alex Vargas sin britiske ven og samarbejdspartner Tommy Sheen og et lysshow, der giver koncerterne et gevaldigt pift og spiller godt med på de stroboskopdunkende beats, guitar og tangent-collager. I Sønderborg var lysshowet i perioder så dominerende, at Alex Vargas i gennemført klubstil kunne nørde i sit eget univers uden synderlig kontakt til publikum.
Det stærke udtryk har han til gengæld i stemmen, som han giver nogle medrivende udbrud, mens basrytmerne var så kraftige, at panelerne vibrerede. Der blev ikke sparet på noget her. Alex Vargas’ sange er typisk spækket med kontrast med afdæmpede vers og stærke omkvæd med markante rockede udtryk.
Fængende melodier
Det gik fra dybder til bombastiske højder - i begyndelsen af koncerten med en Alex Vargas siddende på hug med knæene mod scenegulvet, mens han sang med ansigtet vendt ned mod gulvet.
Ep’en Giving Up The Goast er fyldt med fængende melodier, som blev afleveret autentisk og uden elektronisk hjælp i form af rytmespor.
Det gav koncerten den rigtige live-stemning. Højdepunktet var “Shackled Up”, der med 5,5 millioner afspilninger har sendt Alex Vargas til tops på Spotify i Danmark og Holland.
Det vil være synd ikke lige at nævne opvarmningsnavnet Drew, en sympatisk sangerinde, der slog genren og stemningen godt an med sin spændende blanding af elektronisk rytmer og rhythm’n’blues.