Harald Haugaard må være en sympatisk chef. Han går foran med et godt eksempel. Trækker et stort læs uden at skubbe sig selv i forgrunden og får det bedste frem i sine medspillere. Og så ejer han en sympatisk ydmyghed, når han ynder at gentage sin tak til publikum:
- Denne koncert var aldrig blevet til det, den var, hvis det ikke havde været for jer.

Det kan måske lyde lidt opstemt, men det er jo sandheden. Musikere og publikum skal mødes for, at en koncert bliver en succes. Og det lykkedes - igen - da han sammen med sin viv, Helene Blum, og gæstemusikere gav en varm julekoncert i Slesvighusi Slesvig. Man ænsede ikke sneen og frosten bagefter. Harald Haugaard og Helene Blum er på juleturne og gjorde atter holdt i lige syd for den dansk-tyske grænse efter to koncerter i Kerteminde og Faaborg - før den videre færd ned gennem Tyskland til byer som Duisburg, Twist, Dresden, Berlin og Minden. Og Konzerthaus i Wien som en temmelig tjekket afslutning.

»Der er noget i luften« er overskriften på juleturnéen »Nordic Christmas Tour 2012«. Og der plejer jo at være noget i luften, når Blum og Haugaard går på scenen. I år hedder gæstemusikerne Anna Lindblad (på violin og fra Sverige), Petri Hakala (på strengeinstrumenter og fra Finland), Antti Järvela (på gulvbas og fra Finland) samt Sune Rahbek (på trommer og fra Djursland).

Lys og mørke
Salen i Slesvighus var fyldt med 300 mennesker, der fik en blanding af gamle highlights og nye numre, som alle de fem musikere hver stillede med. Deriblandt »Når først vi har sagt farvel« og den traditionelle ballade »Gådevisen« fra Helene Blums fjerde soloalbum, »Med åbne øjne«. Hun kan slå krøller med sin stemme, frasere, være vemodig og bittersød. Alfeblid åbner hun døre til både lys og mørke.

Helene Blum har en klar, men lidt spinkel stemme, og får den rum nok, er den noget nær himmelsk at lytte til.

Harald Haugaard er enhver svigermors drøm - og Helene Blum ditto. Det yndige par ligner drengen og pigen ved forreste bord, der altid havde lavet deres lektier. Og de to har da også altid gjort deres hjemmearbejde grundigt, før de stiller sig op på scenen med deres orkester. Det indstuderede virker dog aldrig tilnærmelsesvis indstuderet. Musikken lyder næsten som en leg, de har leget derhjemme på Fyns fede muld, siden de var små.

»Der er noget i Luften« er en rigtig dejlig sang om forventningens glæde, der kan høres i såvel tekst som melodi. Julesangen er skrevet af teologen og forfatteren Vilhelm Gregersen, der kom fra Flensborg, men som rykkede med familien til Danmark, da byen blev tysk. Men Gregersen har også skrevet så meget andet - for eksempel »Sorte Stær paa Grene« om forvandlingen fra vinter til vår. Haugaard har sat en ny melodi til visen. I Slesvig spillede han den med sin særlige nuancerede og fuldfede tone.

Svenske og finske indspark
Harald Haugaard (der i november 2012 vandt to priser ved Danish Music Award Folk) er en ihærdig frontkæmper for traditionel dansk og nordisk folkemusik og på hjemmebane i det dansk-tyske grænseland, hvor han netop er blevet kunstnerisk leder af musikfestivalen FolkBaltica. Og som kapelmester har han en erfaringens overblik og en sikker sans for afvekslingen. Haugaard er en ambitiøs og usædvanlig kreativ spillemand med varmt og vitalt violinspil. Han kan spille alt fra det romantiske over det sarte til den lidenskabelige dansemusik. Der er improvisationer, partitur, traditionel musik og nutidig musik med, når Harald Haugaard åbner violinkassen.

Ved koncerten i Slesvighus fik Anna Lindblad lov til at komme med et svensk indspark: En veloplagt polka og Staffansvisen, som alle musikernes mødtes om. De finske bidrag kunne kun blive herligt afsides - uden for den musikalske alfarvej. Hvor tit oplever man en kontrabassist åbne sin røst og synge igennem?

»Sikken voldsom trængsel og alarm« eksploderede i hurtigt tempo, og Antti Järvela åbnede med en smuk bassolo til »En rose så jeg skyde«, som Helene Blum bagefter sang videre på. To flotte eksempler på samspillet mellem fortid og nutid, mellem tradition og nyskabelse. Med Harald Haugaard, der samlede og øste af ubesværet violinspil. Og om han så ikke stiller sig op og takker og bukker som en japansk munk? Da var det, at publikum kvitterede med stående bifald. Det er sørens svært at sige noget negativt om sådan en koncert.