Det er lidt ironisk.

Generelt har menneskeheden vel næppe haft det bedre end i dag. Demokratiet breder sig. Diktaturer falder. Og det går på flere områder den rigtige vej i tidligere ludfattige udviklingslande. For få generationer gik mange sultne i seng i den vestlige verden. Så kan man spekulere over, hvorfor der er så megen suk, jammer og nød i den melankolske rockbølge, der skyller ind over os. Om det begyndte eller bare fortsatte med punkmusikken i 1980erne er svært at sige. Måske slog Goethe blot tonen an med »Den unge Werthers lidelser«.

Det britiske rockband Muse synger om jordens undergang - ikke helt uden religiøse undertoner. Og Radiohead kan få en særlig poesi ud af en nuanceret form for paranoia.

Veto blev presse ind på den trange scene i Volksbad i Flensborg. Og herfra spredte forsanger Troels Abrahamsen sin røst med pinefuld melankoli, bekymring og vel også en smule selvdestruktion.

Veto kom til Flensborg med blandt andet nye sange fra albummet “Everything Is Amplified”, der i mine ører er et fremragende mix af tung melodisk rock.

Bevares, det er ikke det melodiske, der bliver hængende i hukommelsen, men Troels Abrahamsen har en karismatisk vokal, så det forslår. Og den elektroniske fusionsrock kører i nogle fascinerende gearskift og et vovet trommespil, der nærmest lader lilletrommen spille en birolle.

Veto fik det store gennembrud i 2006, og siden har aarhusianerne redet på en bølge af succes med anmelderroste koncerter - også uden for Danmarks sparsomme territorium. “There’s a Beat in All Machines” var noget af et debutalbum, og efterfølgeren fra 2008, “Crushing Digits”, bliver svær at overgå.

Publikums sympati fik Veto egentlig med fra starten, da bandet blev grundlagt som en stile protest om den omsiggribende uvane med en pladebranche og en masse andre pappenheimere, der vil bestemme, hvad det er for en slags musik, de enkelte kunstnere skal brænde på deres cd’er - og spillelister.

Energisk galskab
Men man kan ikke undgå at få et lidt dobbelttydigt forhold til Veto - og det var også den fornemmelse, jeg personligt stod med i Volksbad. Musikken er finpoleret og samtidig fyldt med energisk galskab. Det er lige før, det bliver dejligt at stå og lytte til en, der står deroppe på scenen og er ked af det.

Omvendt er teksterne både banale og tvetydige på samme tid. Det er brede almenmenneskelige følelser, men også en tværhed og en offerrolle over for et politisk system, som på vore breddegrader nu engang er det mindst ringe.

»They’ll burn down cities - And tear the trees up - in one last demonstration of their power - And they’ll swell up till thear head explodes - And that’s when we com out - And take back what is ours«.

Åh ja. Det er nogle stygge politikere og magtfolk, vi har, foranlediges man næsten til at tænke. Men er de ikke bare mennesker, ligesom vi selv er det? Det er løgn og bedrag det meste i Vetos optik.

Men musikken - den fungerer stadigvæk båret af nogle herlige beats, der forløser en indestængt vrede. Lad bare Veto skælde ud på scenen - men tag det heller ikke for mere, end hvad det er. Der var par, der havde lige så travlt med at kysse hinanden som at lytte til musikken. Og det så da dejligt livsbekræftende ud.