Der ligger et persisk tæppe på scenen i Max i Flensborg. Eivør kommer ind og sætter sine bare fødder på tæppet, synger den første sang og får en frodig buket blomster overrakt af en mandlig fan.

Færingen har sin faste fanskare, hvor end hun kommer.

For nogle år siden var der en del af hendes fans, der fik sig et chok. Med albummet »Larva« var hun ikke længere den rendyrkede folkemusik tro. Dengang startede hendes - i mine ører - livgivende flirt med en lidt mere mainstream-tone krydret med en elektronisk æstetik og et shaman-agtigt univers. Hun har dog hele vejen igennem bibeholdt sin vokale urkraft og undgået at forfalde til det overdrevent ambiente.

Koncerten i Max var hendes første på en længere turné gennem Tyskland, og størstedelen af hendes numre blev måske derfor sunget på engelsk. Hun åbnede hurtigt for sit imponerende register, som hun varierede med falset-knæk og enkle toner, som hun lagde oven i den klare melodi - en tradition der stammer helt fra middelalderviserne.

Blomster til mor
Efter at have fået blomster sang hun meget passende »Purple Flowers« dedikeret til hendes mor, der haft kræft, som hun er blevet helbredt for. Albummet »Room« er til gengæld indspillet efter, at hun mistede sin far, og der ligger også en lidt dyster grundtone over albummet, dog uden at det bliver alt for sort og med en livsbekræftende pompøs lyd.

Op i højderne
Lytter man til albummet, kan man vanskeligt undgå at blive imponeret. Men hendes studeindspilninger måler sig generelt ikke med koncertoplevelsen. Hun nåede i Max op i nogle højder med masser af nordatlantisk urkaft - blandt andet i sangen »Wake Me Up«, der fik et fortjent bragende bifald. Her blev man bare opslugt af musikken, og havde man ikke allerede overgivet sig og sluppet bevidstheden, så skete det senest her.

Med sin stærkt spillende trio (guitar, trommer, synthesizer og elektrisk gulvbas) præsenterede hun sig overbevisende med numre fra det spritnye album, »Bridges«. Særligt smukke stod titelnummeret sammen med sangene »Remember Me« og »Faithful Friends«.

Når hun greb sin dybe skindtromme og sang solo, kunne man næsten høre og mærke skumsprøjtene omkring Færøerne.

Ingen skabeloner
Det var elementernes rasen, hvor Eivør dog fandt en sikker balance mellem det sarte og det hårdtpumpede. Eivør var højt oppe at flyve, men landede altid sikkert.

Det er svært at pege på andre, der har en stemme som hende. Hun bryder dog aldrig ud i den rendyrkede pop med en melodi og en længde, der er skåret til radioformat, og uden at man bemærker det, er det en charme, som man lader sig forføre af - i hvert fald den del af det tænkende publikum, der er mæt af formater og skabeloner.

Hendes stemmepragt snor sig med små udsmykninger og konstant overraskende arrangementer.

Fin start på turneen.