»Frank Sinatra - det er sådan noget, ens tanter hørte«, skrev forfatteren Dan Turèll.

Det ændrede sig nu slemt siden.

Der er sangere, der er glemt i nogle år, og så pludselig dukker frem igen. Sådan gik det også op og ned med Frank Sinatra, der fik et comeback hos dem, der var langt yngre end Dan Turèlls tanter.

Sinatra var indbegrebet af entertaineren iført smoking med en Lucky Strike i den ene hånd og en whiskysjus i den anden.

Efter sidste års turné med Elvis-sange er sangeren Jesper Lundgaard nu på turné med crooneren, som skuespilleren Peter Lawford kaldte »The lovable land mine«. En landmine, man ikke skulle krydse - for nok kunne Frank Sinatra være generøs over for sine venner, men kom man ham på tværs, kunne han være livsfarlig. Bag de indbydende blå øjne og det brede hvide smil gemte sig en mand, der havde tætte forbindelser til den italiensk-amerikanske mafia, men som aldrig beviseligt var involveret i kriminelle forretninger. Kollegaen Paul Anka hævdede dog i sin selvbiografi, at Sinatra forsøgte at få likvideret en casinomanager i Las Vegas, efter at denne ikke længere ville uddele gratis chips til Sinatra.

Overfladisk persontegning
Det er ikke den slags ting, Jesper Lundgaard tager med i den fortælling, han giver om Frank Sinatra i det veloplagte musikalske show, som han i efteråret og næste forår turnerer med til danske teaterforeninger: Sinatra - En mand og hans musik er en kronologisk tur gennem Sinatras karriere fra det egentlige gennembrud i 1939 til 1970erne, hvor han først trak sig - men siden havde adskillige comebacks. Lundgaard er i det hele taget rar ved Ol’ Blue Eyes, som Sinatra blandt meget andet blev kaldt. Han morer sig let over de skiftende damebekendtskaber og hustruer, der blev skiftet ud på samlebånd. Og undrer sig ikke uberettiget over, hvordan det i forrige århundrede kunne lade sig gøre at optræde med både røg og promiller uden, at man af den grund fik en Joe Cocker-røst. I virkeligheden havde Sinatra i perioder svære alkoholproblemer. Det er ikke persontegningen eller biografien, der er kvaliteten i Jesper Lundgaards show. Den del er temmelig overfladisk, og den er tydeligvis slet ikke Lundgaards ærinde.

Kraft og register
Det er underholdningen, de swingende sange, som Lundgaard med sin solide musical-erfaring får sparket ud i favnen på publikum med både musikalitet og aura. Jesper Lundgaard har det tydeligvis bedre med Frank Sinatras lyse tenor, end han havde med Elvis på turneen sidste år. Der er swing i sagerne med det veloplagte orkester anført af kapelmester Henrik Bøgelund - med piano, trommer, bas, saxofon, trompet og basun. Jazzsanger var Sinatra ikke, men han kunne entertaine, croone og få cover-sange til at fremstå som om, de var hans egne. Jesper Lundgaard giver to fine eksempler med Yesterday og Mrs. Robinson, som Frankieboy gav, og Jesper Lundgaard giver for fuld skrue. Lundgaard har både kraft og register og kommer helt ind i hjertekulen på publikum med »Ol’ Man River« fra musicalen Show Boat, Sinatras største hit, Strangers In The Night, og New York, New York - foran en stationær bagvæg med the big apple i skyline. Og ja - efter bifaldet kommer so ekstra nummer »My Way«. Er der overhovedet nogen, der tænker på, at melodien var en fransk chanson, før Sinatra satte sig på den?

Lundgaard får virkelig skovlen under Sinatras sange. Godt gået. Personen Sinatra bliver vi ikke klogere på. Det er ren underholdning - uden røg.