Da Folkeklubben for et halvt år siden inviterede til releaseparty, var det ikke i København, det skulle foregå.

Der ville præsentationen af den ny plade, »Danmarksfilm«, blot drukne i så meget andet, havde frontmanden Kjartan Arngrim forudset.

I stedet for tog den folkelige trio toget fra Esbjerg til Tønder, spillede i toget og på stationer undervejs og sluttede af på Tønder Festival. Hvor Folkeklubben præsterede at spille den mest velbesøgte koncert. Der er heller ingen fine fornemmelser, når Folkeklubben drager på turne. »Guldkantstour 2015« hedder rejsen gennem primært provins-Danmark - fra Slesvig til Hirtshals Kro, som undertitlen fortæller. Hatten af for et dansk orkester, der lægger ud i gammelt dansk land. Folkeklubben åbnede torsdag aften turen med en charmerende koncert i Ladelund Ungdomsskole vest for Flensborg. Godt 200 mennesker lod ikke denne sjældne chance gå fra sig og mødte op med store forventninger og godt humør. Det er fascinerende, hvor bredt et publikum, Folkeklubben kan samle. Selv om det ofte bliver sagt, at danskere er meget ens, så er det et spraglet publikum, Folkeklubben trækker til sine koncerter - lige fra afdankede hippier til unge mænd med amish-skæg og hornbriller og fra bedstemødre til børnebørn.

Kjartan Arngrim synger mundret og i øjenhøjde, og senest efter det fløjtende og let svajende nummer »Husk mit navn« (om en mand der kaster sig i havnen) kommer man til at tænke på Kim Larsen. Men Larsen er helt sin egen, og det er Kjartan Arngrim og hans to spillemænd også: Rasmus Dall på guitar og Rasmus Jusjong, der kan lidt af hvert på beats, kuffert og synthesizer.

Langsomt gear
Folkeklubben har med tre træffere som »Tænker tit«, »Fedterøv« og »For pengene« bragt dansk folkpop tilbage på radioflader og hitlister. Og bag landeplagerne ligger poetiske tekster, eftertænksomhed og et lidt langsommere gear end det, det generelle Danmark i dag kører i.

Det er svært at sige, hvornår noget er autentisk. Det er noget, vi kan mærke uden at kunne føre bevis for det. Men man kan uden at læne sig for meget ud af vinduet sige, at publikum oplever Folkeklubben som autentisk. De sprøde guitarriffs og synthesizerklangene klæder Kjartan Arngrims vokal.

På et tidspunkt under koncerten i Ladelund begyndte ensformigheden at true, men Arngrim tog boksehandsken på og fik først publikum til at trykke tættere på scenen.

Han havde ret. Det var næsten som Moses, der skilte vandene. Han behøvede blot at klø sig lidt på næsen, så fangede publikum som flokdyr i positiv forstand signalet. Og efter at det til tider monotone musikalske udtryk atter begyndte at kunne mærkes halvvejs i andet sæt, fik nationalskjalden in spe samtlige godt 200 mænd, kvinder, drenge og piger op at stå og klappe med på »Nye tider«og »Dora Maar« - en krydret sag om Picassos muse og elskerinde.

På værtshus på Vesterbro
Koncerten bød på numre både fra albummet »Nye tider« og »Danmarksfilm«, der er frisk, men også indeholder mørke og melankoli. »At være i vejen« er den bittersøde sang om en ægtemand, der er ved at falde lidt af på den i sengen. Interessen for dåsebajere er blevet større end lidenskaben: »Hun forlod ham først på nytårs­nat. I raketternes regn. Hun sagde tak for alt i det gamle år. Men nu er du i vejen«.

På sangen »Sønder Boulevard« kommer vi med på et værshus på Vesterbro, hvor der stadig må ryges. Dan Turèll får sig en håndbajer med Ole Jastrau fra Tom Kristensens »Hærværk«, og Tove Ditlevsen står i baren. Hvor er det fedt at vide, at de lever endnu, selv om de er døde og borte.

Folkeklubben kom til Ladelund med en pose dansk visetradition, amerikansk folk, 80er-pop og en puls fra en spaghettiwestern med skæv humor og gode karaktertegninger.

Der er noget at glæde sig til længere oppe i Jylland, hvor hovedparten af turneens koncerter er. Sidste koncert er på Hirtshals Kro den 16. maj 2015.