Rosanne Cash tilhører den gruppe, der er barn af en legende og alligevel har skabt sig sin egen kunstneriske karriere på helt egne præmisser. Hun er datter af Johnny og repræsenterer den ægte amerikanske countrymusik, der ikke har ret meget at gøre med den mainstream pop-country, som de fleste kender.

En af Tønder Festivals charmerende facetter er, at den altid har været et sted for ærlige stemmer. Midt i den målrettede musikindustri, hvor selv singer-songwriter-geren er blevet noget, der kommer en tur gennem kødhakkeren og vælter ud af den anden med faste standarder, præsenteres i Tønder musik og sang, der hentet frem af dybet i en virkelig persons erfaringer. Det gælder ikke blot den ufortyndede country, men også stilarter som bluegrass, zydeco, blues og appalachisk folk, som alle kommer fra et USA, vi ikke oplever i massemedierne.

Rosanne Cash optræder i ny og næ på europæiske spillesteder, men det er ikke tit. Derfor havde mange festivalgæster sat kurs mod Telt 1 fredag aften for at komme tæt på den erfarne sangerinde, der har helt sin egen stil - selv i konkurrence med Jonah Blacksmith, der bragede løs på den nærliggende Open Air-scene. Og Rosanne Cash er en af de bedste eksponenter for det autentiske med en familiebaggrund ved Mississippi, hvor hendes bedsteforældre slog sig ned i forbindelse med Roosevelts »New Deal« og kæmpede for at få til dagen og vejen.

De 100 vigtigste
Forrest i Telt 1 befandt sig et opmærksomt lyttende publikum, men nåede man først at komme få minutter før koncertstart, måtte man stille sig op bag i teltet, hvor der var en mumlen, når det gik bedst for sig - og højlydt snak og forstyrrende latter, når det var værst. Måske skulle Tønder Festival overveje at indrette et snakketelt til festivalgæster, der er til øl og byfest. Ja, undskyld man kommer til at lyde som en gammel, sur mand. Men der, hvor jeg stod, skulle man lytte rigtig godt efter, hvis man ville finde vej til Rosanne Cashs smukke, afdæmpede univers.

Mens folk gik ind og ud af teltet lykkedes det dog at komme tættere på scenen, hvor Rosanne Cash med jævne mellemrum dykkede ned i sit coveralbum The List, der er blevet til ud fra en fortegnelse over de 100 vigtigste sange, som far Johnny gav til sin 18-årige datter. Ved siden af hende stod ægtefællen og den musikalske partner gennem 20 år, John Leventhal, og kunne få seks strenge på den akustiske guitar til at give en afdæmpet fylde som et helt orkester - med både akkorder, melodispil og baslinjer.

Stemmen var væk
Koncerten var ikke lang. Kun godt en time, men Rosanna Cash nåede at komme en god tur gennem sit katalog med hovedvægten på de modne numre, der ikke ligefrem bød op til dans.

Først det sidste par sange, Tennessee Flat Top Box og Heartaches by the Numbers, begyndte det at lugte af noget, men Rosanne Cash har også været igennem lidt af hvert og er kommet stærkere ud af kriserne. Først forsvandt stemmen i tre år, før hun med intensiv træning fik kæmpet sig tilbage.

Dernæst fik hun en alvorlig hjernesygdom, der kunne have kostet hende livet. Dette har heller ikke været uden omkostninger hos dele af publikum, at hun forlod det konservative Nashville og slog sig ned i New York i stedet for.

Til gengæld fik hun fortalte nogle dybe historier blottet for sentimentalitet. For eksempel i Etta’s Tune, der handler om Marshall Grant, bassist i Johnny Cashs band. Han var i 65 år gift med Etta og startede hver morgen med det rituelle spørgsmål: »What’s the temperature today, darling?«. When the Master Calls the Roll med en barsk kærlighedsfortælling fra den amerikanske borgerkrig gik lige i hjertet på én, og Money Road var ligeså gribende sunget.

En god aften med stor stemme og sikkert strengespil.